Læsetid: 12 min.

Misforstået [humanist] eller [opportunist]benhård

Tidligere kolleger og politiske kampfæller tegner to diametralt forskellige portrætter af inderigsminister Karen Jespersen: Nogle taler om et hjertevarmt, engageret, humanistisk og ærligt menneske – andre om en tvetunget, personligt ambtiøs og benhård opportunist, der målrettet udnytter sit greb om medierne. Selv føler Karen Jespersen, at hendes udtalelser bliver groft fordrejede – hun har præcis de samme grundholdninger som for 30 år siden, siger hun
17. november 2001

Fra dag et blev hun placeret centralt i valgkampen som den, der skulle presse højrefløjen i defensiven på udlændingepolitikken. Og Karen Jespersen tog opgaven på sig – i en grad så Anders Fogh Rasmussen for et par dage siden på et vælgermøde retorisk spurgte, om de tilstedeværende foretrak en Pia Kjærsgaard uden for en borgerlig regering eller en Karen Jespersen i en socialdemokratisk regering. Svaret var bragende klapsalver.
Selv forstår hun ikke sammenligningen, men siger, at hun står for det, hun altid har kæmpet for.
Karen Jespersen fik sit mediegennembrud i 1970, da hun iført bredskygget rød hat respektløst afbrød LO’s formand Thomas Nielsens 1. maj-tale og erobrede hans talerstol på Rådhuspladsen for at kræve ligeløn – hvilket absolut ikke stod øverst på fagbevægelsens ønskeliste på det tidspunkt.
Halvandet år senere var hun med i den gruppe unge kvinder, der besatte tre saneringsejendomme i gaden Åbenrå i København, og lavede kollektiver og bogcafé.
Sideløbende med studierne i historie og arkæologi, var hun aktiv i studenterpolitik og en drivkraft på det hedengangne politisk revy. Sammen med sin mand Ralf Pittelkow blev hun en frontfigur i partiet Venstresocialisternes evige fraktionskampe og opstillet på en sikker plads til Folketinget. Hvilket affødte stor tumult på hendes arbejdsplads, dagbladet Information, hvor kollegerne mente, hun brød en uskreven regel om, at avisens folketingsreporterne ikke måtte være partipolitisk engagerede.
»Opstillingen var ikke frugtbar for bladets profil. Hun kørte et egotrip og spillede dobbeltspil,« dømmer en tidligere kollega.
I 1991 forlod hun VS og droppede dermed sit sikre folketingskandidatur, og vandrede sammen med sin mand først til SF – hvor kun Ralf blev medlem – senere til Socialdemokratiet. Et politisk holdningsskift, som blev døbt ’Pittelkow-syndromet’ .
Da hun opstillede til Folketingsvalget i 1990 for Socialdemokratiet, mente hendes kolleger på tv-avisen ikke, det var foreneligt med hendes job som Folketingsreporter, og hun blev overflyttet til administrativt arbejde:
»Hun har altid blandet politik og journalistik. Hun ville have indflydelse og spillede på to heste. Hun er ekstremt ambitiøs på egne vegne,« mener en tidligere kollega derfra.
I Folketinget førte hun en ret anonym tilværelse, indtil hun valgte side i det følelsesladede formandsopgør mellem Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen.
»Den morgen, jeg slog op i Aktuelt, og Karens brede smil strålede ud af billedet fra Nyrups morgenbord, sagde jeg til min kone: Så nu ved, jeg hvem, der vinder,« siger en af dem, der mener, at hun ikke er blevet, men altid har været opportunist.
I 1993, da Schlüter skred i Tamil-sagen, og Nyrup dannede regering, gjorde hun lynkarriere som socialminister. Et lille år senere gav Politikens politiske redaktion socialministeren topkarakter i medietække: »Der er næppe gået en dag, uden at den tidligere tv-journalist er blevet set i medierne med en handicappet eller udstødt dansker. Hun har været utrolig dygtig til at styre sin medieprofil.«
Efter hun for halvandet år siden overtog indenrigsministeriet efter Thorkild Simonsen har hendes udtalelser om og politik over for indvandrere og flygtninge været – omdiskuterede.

Mandag aften i den forløbne uge: Duelmøde mellem indenrigsminister Karen Jespersen og de konservatives leder Bendt Bendtsen i Lyngbys kulturhus. Salen er propfuld. Klapsalverne afslører et overvejende konservativt publikum. Karen Jespersen forklarer, at menneskesynet er årsagen til, at hun er socialdemokrat og ikke konservativ. Hun kritiserer V og K for kun at tale om stramninger over for flygtninge og indvandrere:
»Jeres 15-punkts program nævnte ikke en gang ordet integration.«
Hun taler om, at kulturen ville gå i stå uden indvandrere: »Vi har brug for den saltvandsindsprøjtning, de giver os.«
Om, at vi har brug for »den store arbejdskraftreserve ligger blandt indvandrerne.«
Om, at vi skal gøre os umage for, at de bliver integreret: »Store dele af transportsektoren og detailsektoren kunne ikke fungere uden dem.«
Om, at det ikke nytter at gøre det sværere at blive dansk statsborger: »Det er en balancegang. Folk skal føle sig velkomne, for at gå aktivt ind i samfundet.«
Og så taler hun om nødvendigheden af at bryde mønstret med at anden- og tredjegenerationsindvandrere henter deres ægtefælle i oprindelseslandet, »så integrationsprocessen ikke hele tiden bliver sat tilbage, og vi får et opsplittet samfund.«
Bendt Bendtsens og salens udfordringer modtager hun mildt smilende med albuen på bordet og hagen hvilende i den ene hånd. Når ordet bliver hendes, trækker hun stolen tilbage og rejser sig i en bevægelse uden at de spidsnæsede sorte støvler flytter sig på gulvet.
Al bevægelse ligger i overkroppen. I taljens rotation mod den ene og den anden spørger. I ryggens spændte krumning over notaterne, når det bliver svært at give svar på tiltale. I hænderne, der snart vender sig appellerende opad i store armbevægelser, snart kløver luften med et energisk knytnæveslag, snart holder hinanden fast bag en rank ryg - og får indenrigsministeren til at ligne en skolepige til eksamen.
Så sætter hun sig og trækker stolen ind under sig i en bevægelse. Uden at flytte støvlerne.

Kroppens tegn i luften maler noget nær samme billede, som en tidligere kollega på Information giver af Karen Jespersen: »Hun er utrolig energisk, engageret og besiddelse af en stålsat vilje, samtidig med, at hun er et hudløst menneske, der på et øjeblik gennemskylles af rødmen, hvis hun føler sig usikker og trængt.«
Uenigheden om hendes personlighed er stor. Faktisk beskriver de 16 tidligere og nuværende politiske kampfæller og kolleger, Information har talt med i forbindelse med researchen til denne artikel, to helt forskellige personer:
Opportunisten, som altid er gået direkte efter magten, og antaget de holdninger, der bedst kan betale sig, står skarpt over for et hjertevarmt, humanistisk og dybt engageret menneske. Flere af dem, der tegner det pæne billede har meget svært ved at tro, at Karen Jespersen virkelig mener det, hun siger om flygtninge og indvandrere.
Svend Åge Mortensen er en af dem. Han er postarbejder og har arbejdet tæt sammen med Karen Jespersen på tidsskriftet politisk revy og i VS:
»Jeg kender hende som et klogt, udogmatisk og dybt engageret menneske. Når hun blev ivrig, jappede hun nærmest ordene af sig i et rivende gadedrengesprog. Hun var ikke så formfuldent som de andre fra universitet.«
»Jeg har meget svært ved at forbinde hendes personlighed med opportunisme, selv om jeg ikke fatter, hvad der nu sker i hendes hoved, når hun er med til at mistænkeliggøre indvandrere.«
»Det stødte mig virkelig, da hun talte om indvandrerne som dovne og sagde, at de manglede protestantisk arbejdsmoral. På de arbejdspladser, jeg har været, og i alle kioskerne er det da de mest flittige mennesker.«

På sit kontor i Indenrigsministeriet lytter Karen Jespersen til de to diametralt modsatte beskrivelser af hendes person. Så udbryder hun: »Det er svært at vide, hvad folk er uenige med mig i. Jeg er blevet ualmindelig groft fremstillet i medierne – det, jeg har sagt, er blevet forvrænget.«
Netop den med indvandrernes arbejdsmoral er et af de punkter, hvor Karen Jespersen føler sig misforstået:
»Jeg har aldrig brugt ordet arbejdsmoral. Jeg sagde, at nogle indvandrere kommer fra kulturer med et andet forhold til begrebet arbejde. Jeg nævnte, at vores samfund oprindeligt – oprindeligt! – var præget af en lutheransk holdning, hvor hårdt arbejde og sparsommeliged er end dyd. Men at det i dag – i dag! – er andre egenskaber som selvstændighed, initiativ og samarbejdsevne, der er vigtige for at begå sig på det danske arbejdsmarked.«
»Min pointe er, at mange af de mennesker, der kommer hertil kommer fra bondesamfund og diktaturer. I diktaturer bliver man typisk lønnet for at holde sig fra at tage initiativer.«
»Af gode grunde ved de folk jo ikke, hvordan det er at være på en dansk arbejdsplads – det er vi da nødt til at hjælpe dem med at få at vide! Ellers gør man dem en bjørnetjeneste. Vi skal blive bedre til de der mentor-ordninger, hvor en medarbejder bliver frikøbt til at hjælpe de nye, der kommer ind.«
Og så kommer hjertesukket:
»Jeg var ved at blive sindssyg over den udlægning med dovenskaben. Jeg skrev læserbreve, men sådan en opfattelse er ikke til at få udryddet, når den først har sneget sig ind.«

En tidligere kollega – som beskriver Karen Jespersen som tvetunget og hyklerisk – kalder det »langt ude, da hun sidste sommer sagde, at den islamiske kultur ikke er ligeværdig med vores, og dermed stemplede en milliard mennesker på jorden.«
Også på det punkt føler Karen Jespersen sig fuldstændigt misforstået:
»Jeg sagde, at jeg ikke vil leve i et multikulturelt samfund, i den forstand, at kulturerne er ligestillede. Udgangspunktet for interviewet var, at nogle af de mere fundamentalistiske muslimer afholdt en kulturkonference på Den Sorte Diamant om at harmonisere den danske kultur med de etniske minoriteters kultur. Den fundamentalistiske tradition indeholder nogle autoritære, kvindeundertrykkende og antidemokratiske holdninger, jeg altid har kæmpet imod. Jeg vil ikke have et samfund, hvor de holdninger stille og roligt bliver sidestillet med antiautoritære, kvindefrigørende og demokratiske holdninger. Hvis jeg var kulturrelativist på den måde, kan jeg overhovedet ikke se, hvad jeg skulle i politik.«
– Mange læste udtalelserne som, at du mener, at Islam ikke kan forenes med demokrati og kvindefrigørelse?
»Det mener jeg da helt bestemt. Der er jo muslimer, der arbejder for at forme en europæisk udgave af islam, som adskiller religion og politik. Vi ser det samme i Tyrkiet, hvor der er masser af verdsliggjorte muslimer i de store byer.«
Og så kommer hjertesukket igen:
»Den udlægning var også ved at gøre mig sindssyg.«
Sindssyg. Hun siger det flere gange under samtalen – og beder så om at få »toppen taget af, så det ikke lyder som ren selvynk.«

En af dem, der lærte Karen Jespersen at kende i kvindebevægelsen sætter etiketten »Nyrups bypige« på hende: »Jeg tror, hun dybest set hellere ville føre en humanistisk politik, hvis hun havde muligheden – det vil sige en statsminister, der lagde en anden linie. Hun er helt sikkert bekymret for sit politiske eftermæle. Hun ved godt, hun ryger i samme kasse som Pia Kjærsgaard – men kan trækkes rundt ved næsen fordi positionen også er vigtig for hende.«
Karen Jespersen fatter ganske enkelt ikke, at folk skærer hende og Pia Kjærsgaard over en kam:
»Jeg understreger altid, at det er en kæmpegevinst, at vi får mennesker hertil fra andre lande. Vi får et langt mere interessant og rummeligt samfund at leve i. Men med de nye vilkår, indvandringen giver for det moderne samfund, skal vi være meget opmærksomme på, hvordan vi kan undgå samme opsplitning som vi ser i eksempelvis engelske byer. «
»Mange ligger under for den forestilling, at bare man flytter til et vestligt land, så bliver man lige som os i løbet af et par årtier. Efter min mening er det mangel på respekt over for mennesker med meget dybe og velovervejede meninger.«
»Det tager en fem-seks generationer at blive integreret, som Bashy Quraishy skriver i sin bog Fra Punjab til Vesterbro. Og jeg ser nogle faresignaler: Ghettoerne og et stigende antal danske og udenlandske forældre, der sender deres børn i henholdsvis danske og muslimske friskoler. En ny social underklasse af rodløse unge med høj arbejdsløshed og kriminalitet.«
»Jeg ser også en bekymrende tendens på Vester Borgerdyd og andre gymnasier i København, hvor der er et klart flertal af elever med anden etnisk baggrund. Der er visse forfattere, de unge nægter at læse – Rifbjerg og Jan Sonnergaard blandt andre – fordi deres bøger er gudsbespottende. Pigerne vil have lange frakker og tørklæder på, når de gør gymnastik.«
»På den ene side er det vigtigt for mig at sige, at det er de i deres gode ret til. Vi skal passe meget på ikke hele tiden at moralisere og fortælle dem, at det de mener er forkert.«
»På den anden side har vi da et problem, hvis der kommer flere og flere skoler, hvor piger kun må gøre gymnastik i lange frakker.«
»Det er altså en udvikling i stik modsat retning af den, jeg ønsker for vores samfund. Men så snart man taler om, hvordan man kan ændre de vilkår, bliver det altid hørt som at man taler dårligt om de mennesker.«

Karen Jespersen understreger, at hun altid har kæmpet for nogle bestemte værdier: »Værdier, som jeg vel at mærke ikke kalder danske! – men som også præger Danmark: For den størst mulige frigørelse af det enkelte menneske. For et fællesskab, der skaber gode vilkår og giver folk lige muligheder for at leve det liv, de gerne vil leve. Imod et meget opdelt samfund, præget at store økonomiske, sociale og kulturelle skel.«
– Hvordan havde dine friheds- og lighedsidealer det så med, at din forgænger Thorkild Simonsen indførte en særlig lav integrationsydelse til flygtninge, der først afskaffet, da UNHCR løftede pegefingeren?
»Jamen, det var jo en klumpet ordning at have to ydelser. Det er forkert at lave en ydelse for en bestemt gruppe borgere.«
»Jeg bilder mig ind, at jeg laver regler, der gælder for alle. Bortset fra tilbud om sprogundervisning eksempelvis eller det særlige med, at en flygtning får en lejlighed, men så også skal bo tre år den kommune, hvor lejligheden ligger.
– Den stavnsbinding er andre ikke underlagt?
»Nej – men til gengæld har flygtningene et retskrav på at få en bolig i løbet af tre måneder, som ingen andre har.«
– Du har sagt, det kan blive nødvendigt at bruge lovgivning til at bryde mønstret med at anden- og tredjegenerationsindvandrere henter deres ægtefælle i oprindelseslandet. Hvordan kan man gøre det og samtidig behandle folk lige?
»Indvandrerorganisationen INDSAM har foreslået, at man siger, at ingen under 21 år, kan få en ægtefælle hertil fra et andet land. Det ville så også gælde for unge danskere....«
– Endnu en stramning...
»Jeg oplever det ikke som stramninger, men som en klar forbedring for de unge, som tvinges ind i ægteskaber. De normer og det pres fra familien, som de unge er underlagt, er en meget stor belastning for dem selv. Det drejer sig primært om, at vi hjælper mønsterbryderne og gør det lettere for dem at træffe andre valg.«
»Mine grundholdninger tager udgangspunkt i respekten for mennesker og i forsøget på at forbedre deres vilkår. Når jeg ønsker, at færre henter deres ægtefælle i oprindelseslandet, er det både for deres egen skyld, men også af hensyn til integrationen, fordi vi i forvejen har svært ved at følge med det antal der kommer. Det er et 100 procent i tråd med, hvad jeg altid har ment. Men det er ekstremt bøvlet at finde ud af, hvad vi konkret stiller op.«
Og så slipper en ordstrøm pludselig løs:
»Altså – jeg kan overhovedet ikke forstå det med opportunisme. Jeg kunne have været røget lige ind i Folketinget for VS, men fik så stærke anfægtelser over for det partis politik, at jeg droppede den mulighed. Jeg opgav mit smaddergode job på TV-Avisen og gik rundt og lavede administrativt arbejde i kulissen – dødssygt – da jeg sagde ja til at stille op for Socialdemokratiet i en kreds, som Mogens Lykketoft havde forladt, fordi den var usikker. Jeg bliver næsten dagligt skældt huden fuld i Information og Politiken, folk tillader sig at sige det værste om mig, og jeg får også fjender i Socialdemokratiet. Nej, jeg har ærlig talt svært ved at se opportunismen i det forløb.«
»Med jævne mellemrum tænker jeg da også, at nu har jeg taget min tørn med at gøre opmærksom på de her problemer, nu gider jeg ikke at stå model til den tilsvining mere. Men så er der den der drivkraft… at jeg gerne vil skabe nogle vilkår, hvor folk kan udfolde sig. Det har altid været min drivkraft.«
»Og så kommer min gode gamle antiautoritære opdragelse op i mig: De skal altså ikke få mig ned med nakken med fejlcitater og fordrejninger og sammenligninger med Pia Kjærsgaard... altså for eksempel Politikens tegning i går, hvor jeg står og råber: De skal smides ud. Jeg har da aldrig sagt, at nogle skal smides ud… jah, det skulle da lige være de der terrorister.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu