Læsetid: 2 min.

Mona lever og har det godt

Rar Søren Kragh-Jacobsen-aften i KafCaféen, hvor endog blokfløjterne er i overgang
24. november 2001

Musikteater
Hvis man ikke lige fik hørt Søren Kragh-Jacobsen live på turné, jamen, så kan man gå i KafCaféen i København og høre udvalgte sange fra alle årene, fremført af Gunvor Reynberg, Joy-Maria Fredriksen og Klaus Bondam og guitaristen Søren Sebber Larsen.
På mindre end et halvt sekund opfatter vi, at vi nu er tilbage i 70’erne, fordi de alle fire spiller skingert på en blokfløjte. De bare antyder Mona-melodien, og så går fløjtestemmerne ellers i disharmonisk overgang – ligesom den fiktive Jesper Ravns stemme i den nu klassiske sang. Så enkelt kan det gøres.

Ælle-bælle
Hvorfor er der noget, der holder og andet, der ikke gør? Søren Kragh-Jacobsens sange gør. Der bliver nynnet med af det overvejende 30-40-årige publikum på premiere-aftenen, som nostalgisk hengiver sig til de første forsigtige eller tæskevilde pubertetsforelskelser (bumserne lever endnu) og erindringen om den 12-åriges ganebøjle, forventningsfulde biografture, opture og nedture og så plud’lig farvel med isblomster på ruden.
Ælle-bælle-bolle-bogen derimod var engang kontroversiel, fordi den gav ren og (over)tydelig besked om, hvad man dog stiller op, hvis man har en penis eller det modsatte, alt det, der indtil da havde været unævneligt. Men i dag er den noget af det mest lattervækkende, når der som i en af forestillingens mellemtekster læses op fra den – og vises billeder. For hvor var romantikken henne i de amputerede følelsers oplysningsbog?

Tosk og kiosk
Den var jo altså i Søren Kragh-Jacobsens sange i rigeligt mål sammen med realismen – (»der er kortere til Valparaiso/ end til et af dine sjældne smil«) – og de frække, slaghumoristiske rim (»jeg fik tæsk og blev kaldt tosk/da far og mor solgte vores iskiosk«). Den går søreme hjem.
Det gør de små læserbreve fra Yvonne og andre i bladet Vi Unge også – og de diskrete hentydninger til datidens feministdebat.
I det hele tager er det de små virkemidlers kabaret, som nok står i gæld til den større anlagte Gasolin på Dr. Dante for nogle år siden.

Politisk kunst
Og så er man blevet voksen med et liv i ugebladene som i den satiriske, Bebs og Mig, eller som den mor, der ikke kan få sin lille solstråle til at sove, glimrende gennemspillet af Gunvor Reynberg fra det sødladne forsøg til den tiltagende irritation.
Bondam, der med en enkelt ansigtstrækning pludselig kan være en dreng på 14 år, er i øvrigt, ser det ud til, lige valgt ind i Københavns Borgerrepræsenation. Man burde ikke nævne det i en teateranmeldelse, men apropos så megen snak om kunstneres mangel på politisk engagement, så er det altså også en måde.
Ligesom Søren Kragh-Jacobsens altid tilstedeværende humanisme i film såvel som sange, er. Og ikke de værste.

*Søren Kragh-Jacobsen: åh...MONA... Instruktion: Niels Olsen. KafCaféen. Til 22. dec. – dog ikke hver aften

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her