Læsetid: 3 min.

Musharraf og ’Judas-pengene’

I Pakistan støtter militæret og den verdslige elite nu krigen mod Afghanistan. Debatten om moral og svig tager ny fart
13. november 2001

ISLAMABAD – Da Pakistans præsident, Pervez Musharraf, torsdag begav sig ud på en ugelang rejse til Vesten, var alle iagttagere enige om, at dette var det værst tænkelige tidspunkt for ham at overlade roret til sine medarbejdere. Pakistan befinder sig i en afgørende og dramatisk skæbnesstund. På gaderne støder militante islamister sammen med politiet, og vreden over de amerikanske bombardementer vokser dag for dag. Samtidig cirkulerer der vedholdende rygter om et forestående militærkup.
Musharraf kunne forlade Washington som en respekteret og tiljublet statsmand med løfter om en milliard dollar i bistand og med en bekræftelse om, at Pakistan og dets kupgeneraler endegyldigt er blevet befriet fra deres tidligere isolation som international paria.
Hans kombination af mod og styrke kunne tyde på, at Musharraf har kontrol over Pakstian. Men hjemkomsten til Islamabad kan alligevel blive vanskelig. Alle lovord, som vestlige ledere har over-øst ham med risikerer at slå tilbage med samme kraft imod ham selv. Blandt kritikere og Taleban-sympatisører fremstår han mere end nogensinde som en ’amerikansk lakaj’ og strømmen af nye dollar som Judas-penge.
Det, som sker i disse dage, er noget af et historisk vendepunkt. Militærets bryderier med det religiøse esta-blishment – to parter, som har samarbejdet i en symbioselignende relation i tyve år – ser ud til at føre til en åben konfrontation.

Handler om magt
Det er enten eller. Og kampen står om de fattige massers gunst. Det handler udelukkende om magt. I Pakistan, som blev skabt i islams navn for snart 55 år siden, støtter militæret og det meste af den verdslige elite nu krigen mod det islamiske Afghanistan. Debatten om moral og svig tager ny fart.
Pakistans militærregering lægger vægt på de økonomiske fordele, som kursændringen og støtten til USA’s krig mod terrorismen har bragt, og hævder, at dette er den eneste måde at undgå total økonomisk kollaps. Alle mulige honaratiores kommer på statsbesøg i Pakistan i disse dage, og Musharraf har fået mange løfter om udviklingsbistand og hjælp til at tage vare på to millioner flygtninge. Nøjagtig hvor mange penge vides ikke, men Japan har givet tilsagn om 500 mio. dollar, De Forenede Arabiske Emirater om 265 mio. dollar og Den Asiatiske Udviklingsbank om 324 mio. Samtidig ovevejer Verdensbanken og IMF at yde milliardlån. EU, Saudi-Arabien, Canada og Sydkorea har også lovet bistand som tak for hjælpen, og forhandlinger om gældnedskrivning er i gang. I alt kan Pakistan sikkert få 7-11 mia. dollar.

Opgivet eller solgt
Det får man så for at have opgivet – ’solgt’ siger mange – Taleban, som man selv har skabt og støttet siden 1994. Over natten blev ’de præstestuderende’ forvandlet til nationens værste fjender. Selv moderate muslimer kritiserer Musharraf: »Samarbejde mellem efterretnings-tjenester er en ting, men at støtte krigen mod talebanerne er at ligge på maven for supermagten og sælge et broderfolk,« skriver Masooda Bano i avisen The News.
Hun ser forbudet mod talebanernes pressekonference som den totale kapitula-tion: »Vi har udviklet en parasitisk mentalitet og forsøger at slå mønt af vores bånd til Afghanistan, hver gang der er en krise, i stedet for at prøve at skabe orden i vores eget hus,« siger hun.
Andre kritikere er ikke tilfredse med den pris, man har opnået. Med tanke på, at præsident Bush har afsat 40 mia. dollar til den globale krig mod terrorisme, så mener disse røster, at Pakistan som en kritisk frontlinjestat burde være betænkt med langt større investeringer.
Men penge er ikke alt. Det er ikke manglen på udenlandsk bistand, som har fået Pakistan til at havne i sin nuværende gældsfælde og få skudsmål som ’verdens første krakkede atomvåbenstat’. Zia ul Haq fik i sin tid mia. af dollar i støtte fra USA, som kun bidrog til de problemer, som har forvoldt den nuværende krise. Også meget af det, som Benazir Bhutto og Nawaz Sharif blev betroet, forsvandt i en kultur af korruption. I dag er der mangel på alt, og nedskæringer af de enorme militærudgifter er ikke nok. Om USA kan få Musharraf til at søge en løsning på Kashmir-striden er usikkert, eftersom den er noget af det eneste, som landets fem etniske grupper kan enes om.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her