Læsetid: 5 min.

Muslimer har det nemmest i Storbritannien

I Storbritannien må indvandrere gerne beholde deres gamle identitet. I Frankrig skal alle være franskmænd. Der er problemer i begge løsninger
2. november 2001

(2. sektion)

Ingen lette valg
En gråblå burkha skjuler totalt kvinden i hjørnet af kontoret i det vestlige London, hvor immigranter får deres nationale sygesikringsbevis. En mand klædt i rummeligt, hvidt tøj og med en lige så hvid turban om hovedet styrer taxaen rundt i Burnley. En mørklødet kvinde står bag bardisken i en lille landsby i Norfolk. En ung kvinde med et tørklæde viklet skjulende om håret sidder ved kassen i supermarkedet i Walthamstow. Mørkhårede mænd med sorte, bredskyggede hatte og krøllelokker langs ørerne myldrer mod synagogen i Golders Green.
Scener fra et dagligliv i Storbritannien.
Og så har vi slet ikke nævnt irerne i Kilburn, skotterne oppe i Skotland, waliserne i Cardiff og omegn, og – hvorfor ikke – de hørhårede vikinge-efterkommere.
Storbritannien har altid været et stort mismask af stammefolk, der på et tidspunkt har skuet vestover og fået øje på et frugtbart land, hvor de så med mere eller mindre ubehøvlede metoder har formået at slå sig ned. I dag er landet et multikulturelt samfund, og trods svipsere indimellem er det lykkedes de tolerante briter at inkorporere stort set hvemsomhelst i samfundet.
Ovre i frøædernes land – som briterne kalder den anden store, gamle, europæiske kolonimagt Frankrig – har de også en masse forskellige slags mennesker boende. Men der skal alle partout være franske. I dag er Frankrig også et multikulturelt land, men ét, der ligesom ikke rigtig vil være ved det.

Forskelle i Europa
Daniele Joly er »totalt fransk«, som hun siger, men har boet i Storbritannien i 20 år. Lederen af Warwick Universitys Center for Forskning i Etniske Relationer mener, at den britiske model er bedre. I det mindste når det kommer til muslimske mindretal.
»For muslimer er det nemmere i Storbritannien,« siger Daniele Joly til Information.
Hvilket naturligvis ikke betyder, at alting er lyserødt og lykkeligt på den britiske ø. Der er fordele og ulemper ved den britiske model.
»Indvandrerne til Storbritannien har haft let ved at få borgerrettigheder såsom retten til at stemme og til at stille op til valg. Det har været meget svært for indvandrere i Tyskland og lidt mindre svært i Frankrig. Men den franske model har bestået af assimilation ud fra Jacobinske tankegange om, at Frankrig var ét og udeleligt,« siger Daniele Joly.
Kom man som indvandrer til Frankrig havde man altså bare af at lære sproget, fodre sine børn med snegle, frølår og stegte sangfugle, invitere familien ud til frokost hver søndag og hurtigst muligt lære at sætte pris på alt fransk fra Molière til Catherine Deneuve.
»I Frankrig har indvandrerne lært, at deres kultur ikke gør sig fortjent til særlig interesse. Det er farligt for unge mennesker at lære, at deres forældres og bedsteforældres kultur er andenklasses. I Storbritannien fik man derimod ret til at være forskellig. Men det har heller ikke dér betydet, at man er ligestillet. Begge modeller har en indre spænding mellem den officielle politik og praksis,« siger Daniele Joly.
Richard Bonney, der leder Centret for den Religiøse og Politiske Pluralismes Historie på University of Leicester, understreger, hvor vigtigt det er for den kulturelle integration, at den har en fast forankring i landets love.

Love er vigtige
»Den lovgivning, der regulerer forbindelser mellem racer, er meget vigtig for skabelsen af et klima. Her er Storbritannien længere fremme end Tyskland og Frankrig. På det seneste bliver det diskuteret at indføre love om forbud mod at opildne til religiøst had,« siger han.
»Og så er der indvandrergruppernes egen natur. Tyskland har mange indvandrere fra Tyrkiet. Frankrig har mange fra Algeriet især. Det er relativt homogene grupper. I Storbritannien kom de fra flere forskellige steder, og mange var ikke-økonomiske flygtninge,« siger han.
Der er en fundamental forskel på assimilation, som i Frankrig og separatisme. Storbritannien har valgt separatismen – altså at det er muligt for forskellige samfund at leve side om side i stedet for at skulle blive til ét folk. Men modellen er ikke uproblematisk.
»Når en gruppe indvandrere ankommer, så hjælper det på kort sigt, at de har deres eget samfund at knytte sig til. Men det kan netop på længere sigt give problemer,« siger Richard Bonney.
For nylig kom således en rapport om forholdene mellem etniske grupper i Bradford i Nordengland – for øvrigt forfattet af en af Storbritanniens ikke-hvide medlemmer af Overhuset, Lord Ouseley.
Bradford har et stort muslimsk samfund og har i løbet af de seneste år været skueplads for en række optøjer og sammenstød, der netop gav anledning til rapporten.
Lord Ouseley langede i rapporten særdeles kraftigt ud efter de indvandrersamfund, der insisterer på at beholde deres egen kultur og nærmest isolerer sig i ghettoagtige tilstande for at undgå integrering i kulturen i deres nye hjemland.
»Nogle af vore imamer befinder sig stadig i førstegenerations tankegangen. De fremfører de samme, gamle kaste- eller klansystemer«, siger Asaf Hussain, der arbejder på en bog om muslimske mindretal i Storbritannien. Også han er tilknyttet Centeret for den Religiøse og Politiske Pluralismes Historie på University of Leicester.

Forvirring gør sårbar
Resultatet er efter Asaf Hussains mening en identitetskrise for indvandrerunge fra en anden kultur end den fremherskende britiske. Netop den krise kan gøre de unge til nemme ofre for demagogi.
Ikke mindst i øjeblikket, hvor det lader til, at en del unge, britiske muslimer har meldt sig til geværtjeneste hos talebanerne i Afghanistan. Forleden blev fem unge britiske muslimer dræbt under et amerikansk bombardement af Kabul.
»Når folk spørger sig selv, er jeg brite? Er jeg pakistaner? Er jeg muslim? Ja, så kan man blive et offer for folk, der fortæller dig, at du naturligvis er muslim, og at for at vise din hengivenhed må du gå og slutte dig til en hellig krig,« siger Asaf Hussain.
Han kan godt se den logik, der kan få unge, britiske muslimer til at slås mod USA og deres egne - briterne – i Afghanistan:
»De oplever diskrimination på to fronter. De er både udsat for racisme på grund af deres hudfarve – og deres religion,« siger han.
Den saks sidder de ikke kun i efter den 11. september og den efterfølgende krig i Afghanistan. Den er en gammel kending i Storbritannien.
»Sådan har de følt længe. Se på, hvad russerne gjorde i Tjetjenien. De spurgte, hvorfor gør det land, jeg bor i, ikke noget ved det? Se på Bosnien. De spurgte, hvorfor tog det så længe for vesten at gøre noget der? Nu er det Afghanistan,« siger Asaf Hussain.
»Da Salman Rushdies bog kom (De Stataniske Vers, red.) fik muslimerne at vide, at den ikke kunne forbydes. Men de forbød Spycatcher (en bog omhandlende det britiske efterretningsvæsen, red.). Så kom gidseltagningen i Libanon. Det var ikke muslimernes skyld, men de blev alligevel udpeget som syndebukke. Så kom Golfkrigen. Det var ikke muslimernes skyld, men de blev alligevel udpeget som syndebukke. Så kom Bosnien. Det var heller ikke muslimernes skyld, men vi følte os alligevel peget på«, siger Asaf Hussain.
»Der er fejl på begge sider, som jeg pegede på før. Men de vestlige samfund må komme racismen til livs. Det er ligesom med anti-semitismen. Vi har brug for at få gjort op med anti-islamismen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her