Læsetid: 3 min.

Når løbet er kørt

Lyngby tabte 0-1 til AB i en kamp, der var bedre end radio-reportagen, men mest interessant uden for banen.
19. november 2001

Fodbold
Når man er vokset op med Gunnar Nu’s fodboldreportager i dampradioen har man visse forventninger til den elektroniske formidling af nationalsporten. Ikke den skarpe analyse, for Gunnar Hansens indsigt i spillets finere detaljer og taktiske sammenhænge var til at overse. Det blev nogle år senere definitivt afsløret af tv’s nådesløse skarpe øje. I en landskamp mod England harcellerede Gunnar Nu i samfulde 90 minutter over, at den engelske nummer 7 – Alan Ball – ikke holdt sin fløj, som en rigtig højre wing skulle gøre. Det der med system 4-2-4, som Brasilien havde vundetVM på otte år før, og den engelske variant – det effektive garderingsspils 4-4-2 – med midtbanespillere og wingbacks var ikke rigtig slået igennem hos Danmarks førende sportsreporter. Han kommenterede i 60’erne stadig efter devisen: Spil på Jeres fløje, selvom de er sløje.
Men som fodbold-formidler i radioen var Gunnar Nu second to none. Selv kulturkritikeren Poul Henningsen anerkendte talentet, da han engang i 50’erne om Gunnar Nu sagde: »Når radioen har en så fremragende dygtig spændings-mager, burde den ofre noget på hans dannelse. Det skylder den ham.«

De tider er forbi
Reportere som Svend Gehrs, Jørn Mader, Carsten Werge, Jens Jørgen Brinch og Peter Piil forlængede traditionen for fængende formidling – og tilsatte den så indsigtens salt og journalistisk peber. Derfor har Sport i 3’eren været et program, der blev hørt søndag eftermiddag.
Sådan er det høfligt sagt ikke mere. Indtrykket er – helt ædruligt, at der er for lidt musik i sportsreportagen mellem musikken. Det er særlig tydeligt på en våd og kold november-søndag med få tilskuere, hvor kampene i SAS Ligaen ikke er de mest sindsoprivende og målrige. Men der bliver heller ikke vovet et øje i reporternes vurderinger.
AB vandt på et dommedagsskud af Lars Larsen 1-0 over Lyngby med 1571 tilskuere på ’lægterne’, som det hedder med en anden kliche. Reporterne havde ikke meget til overs for spillets kvalitet, men heller ikke for sine lyttere. Han lød som en mand, der drømte om en middagslur.

Bedre end berettet
Ifølge min hjemmelsmand på Lyngby stadion var kampen faktisk ganske god i fint tempo – og uden alle de fejlafleveringer, radioen havde talt om. Med Lyngby i 4-4-2 for første gang i år – det havde radioreporteren nu også fortalt og forklaret – og AB som de skarpeste og konditionsstærkeste. For Lyngby har under det sidste par måneders luk-og-sluk-turbulens ikke trænet effektivt.
Historien netop nu i Lyngby, hvor der spilles mere golf end der gås til SAS Liga – er ikke, om andet fusionsforsøg i dette efterår med Farum skal lykkes. Det gør det ikke. Det løb er kørt, siges det før den ekstraordinære generalforsamling 28. november, hvor der stilles mistillidsvotum til amatørledelsen for brudte løfter om guld og grønne skove.

Absurd situation
Den interessante historie, som der ifølge hjemmelsmanden blev talt om på Lyngby stadion, hvordan DBU vil tackle en situation, hvor Lyngby er gået konkurs 1. december, alle prof-spillerne er væk, men klubben først tvangsnedrykkes to rækker efter forårssæsonen i maj?
Kan nogen leve med, at et Lyngby-Danmarksseriehold spiller et helt forår i SAS Ligaen? Det er reglernes absurde konsekvens!
Er der derfor nogen musefælde-klausul – som reglen om at fodbolden ikke må bringes i miskredit – der kan bruges som løftestang til en sportsligt bedre her- og nu-nedrykning?
Klubejer Jørn Terkelsen, der i flere måneder har søgt fusionspartnere fra Farum over Charlton og Hull til Ballerup var ikke på stadion i går. Det understregede opfattelsen af, at løbet er kørt. Der er sagt nej til Farum en gang i dette efterår- og det bliver der igen på den ekstraordinære generalsamling den 28. november, hvor der stilles mistillidsvotum til amatørbestyrelsen for brudte fremtidsløfter.
Farum-træner Christian Andersen – af galgenhumoren i Lyngby kaldet ’angorakaninen’ på grund af sit hvide hår og sine hvide tennissokker i mokkasinerne – var der dog blandt de 1.571 tilskuere til lokalderbyet mod AB. Den interesse signalerer, hvorfor der ikke var kalorier i en fusion med AB, der er tophold i SAS Ligaen med bundøkonomi!
AB kan i øvrigt blive købt af det børsnoterede engelske mellemhandlerfirma, der blandt andet tæller Søren Lerby, Jesper Olsen og Carsten Aabrink mellem sine folk, vil investere millioner i AB og bruge klubben som vuggestue for talenter. Den røverhistorie har jeg heller ikke fra Sport i 3’eren!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her