Analyse
Læsetid: 4 min.

Næste stop Irak?

Det ’specielle forhold’ mellem USA og Storbritannien er samspilsramt over ’krigen mod terrorisme’. USA har igen rettet terror-radaren mod Irak, men briterne er slagne med rædsel ved tanken om en ny Golfkrig
12. november 2001

Selv før Mazar-i-Sharif faldt til Nordalliancen, og Kabul rykkede tættere på sigtekornet, begyndte USA at se sig om efter nogle andre terrorister end de, der måtte gemme sig i Afghani-stan.
En klike omkring viceforsvarsminister Paul Wolfowitz har længe ønsket at brede ’krigen mod terrorisme’ ud til at omfatte især Irak. Den ide syntes umiddelbart at være blevet skudt ned, men for ganske nylig er det som om, at Irak igen er begyndt at dukke op som seriøs kandidat til at blive det næste mål for USAs søgen efter terror-bagmænd.
Problemet er bare, at den tætteste allierede, Storbritannien, er imod. Ifølge britiske medier udtrykker kilder i udenrigsministeriet ’rædsel’ over et sådant scenarie. Briterne ønsker at holde krigen til Afghanistan. De frygter, at en aktion mod Irak vil gøre såvel amerikanere og briter – men også Vesten i bredere forstand – endnu mere upopulære blandt muslimer, end de er i forvejen. De frygter også, at der vil blive endnu flere civile dræbt i tilfælde af en ny krig mod Irak. Det ville bestemt ikke være populært nogen steder – heller ikke hjemme i Brighton, Coventry og Aberdeen.

Der er andre divergenser mellem USA og Storbritannien – f.eks. synes briterne, at det virkelig haster med at få gang i fredsforhandlingerne i Mellemøsten igen. Amerikanerne tager efter briternes mening den sag alt for roligt.
Men splittelsen over Irak er potentielt den værste. Udadtil siger briterne, at de er imod en udvidelse af krigen til at omfatte Irak, så længe der ikke er solide beviser for, at irakerne har forbindelse til Osama Bin Laden.
Problemet – for briterne denne gang – er blot, at USA åbenbart er i færd med at fremskaffe netop sådanne beviser.
I torsdags kom New York Times med en lang artikel, der bl.a. citerede to kilder, der er flygtet fra Irak, for, at Saddam Hussein driver en træningslejr for terrorister i nærheden af Bagdad ved navn Salman Pak. Den britiske avis The Observer kom i går med den samme historie efter selv at have talt med de pågældende kilder.
Samtidig skrev The Observer, at der nu er dukket nye oplysninger frem om, at den formodede hovedmand i 11. september angrebene, Mohammed Atta, flere gange var mødtes med en irakisk efterretningsagent i Prag. Andre af de formodede terrorister skal også have haft kontakt med irakiske agenter.

Og selv om efterretningstjenesterne i USA nu ikke længere synes at mene, at det er en udenlandsk men en hjemlig terrorist, der står bag rundsendingen af breve med miltbrandsporer i, bliver Irak stadig nævnt som muligt ophavsland til sporerne.
Et tidligere medlem af FN’s grupper af våbeninspektører i Irak, Charles Duelfer, har for nylig sagt offentligt, at »de fundne stoffer er så sofistikerede, at de repræsenterer et teknisk og vidensmæssigt niveau, som tidligere kun er blevet forbundet med stater...Hvis det ikke er Irak, er der ikke mange alternativer.«
Umiddelbart er disse oplysninger særdeles foruroligende. For de peger jo på den mulighed, at USA og dets allierede i realiteten er i færd med at bombe det forkerte land. Men sådan ser USA ikke på det. Bin Ladens og dermed Talebans involvering anses for et faktum, og Irak anskues som en yderligere medskyldig.
Verden kan ikke komme og sige, at den ikke var advaret. Præsident Bush sagde i sidste uge, at bombardementerne af Afghanistan kun var starten på krigen mod terrorisme. Og udenrigsminister Colin Powell var ude med samme budskab også i sidste uge. »Vi vil vende vores opmærksomhed mod terrorisme over alt i verden, og nationer såsom Irak,« sagde han.
For den britiske premierminister Tony Blair kan uenigheden med USA blive en gevaldig prøve for det såkaldt specielle forhold, som briterne er så stolte af at have med amerikanerne.

Det viser sig bl.a. på den måde, at mange briter mener, at Blair i dén grad har stillet sig ved amerikanernes side i terrorbekæmpelsen, fordi han ønskede at få indflydelse på, hvordan denne bekæmpelse ville komme til at foregå. Blair ville med andre ord sørge for, at amerikanerne ikke kvajede sig på en måde, som for alvor kunne komme til at true verdensfreden.
Det siger sig selv, at kan Blair ikke forhindre, at Bush går i krig mod Irak, ja så taber han ansigt og indflydelse. Folk verden over og ikke mindst hans egne vælgere vil få forstærket indtrykket af, at han er en slags amerikansk dikkehale, der vimser rundt og siger, hvad han får besked på i Washington. Tillader han sig at være uenig, kan han bare sendes hjem med et drag over nakken.
Men Blair kan også risikere at tabe ansigt og indflydelse, selv om forholdet til USA holder. Nemlig hvis han reparerer splittelsen ved at gå med til en eventuel aktion mod Irak. Det vil give bagslag for Blair, når hans embedsfolk nu er gået så kraftigt ud med meldingerne om, at de er imod.
Det eneste, der kan få Blair til at se sådan rigtig statsmandsagtig ud, er faktisk, at amerikanerne opgiver tankerne om at inddrage Irak som mål i ’krigen mod terrorisme’...
Hvad amerikanerne vælger at gøre, vil sige ganske meget om, hvilken rolle, de ser sig selv spille. Skal de gå alene eller sammen med andre? Isolere sig eller samarbejde?
Vælger USA enegangen, vil Blair blive det største offer. Men andre europæiske ledere vil også notere sig, hvad der sker. Det tætte transatlantiske forhold, så mange lægger så stor vægt på, kan få sig et alvorligt knæk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her