Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

30. november 2001


Norman Granz, 83 år
*I onsdags blev en af jazzens store bagmænd bisat i Frederiksborg Slotskirke. Den internationalt respekterede amerikanske jazzimpressario Norman Granz (f. 1918) var dansk gift og endte altså – selv om han siden 1959 boede i Schweiz – sin færd her efter i et kvart liv at have rejst rundt med eller produceret plader med mange store jazzmusikere, bl.a. Charlie Parker, Nat Cole, Duke Ellington, Bud Powell, Dizzy Gillespie, Count Basie, Billie Holiday, Lester Young, Oscar Peterson, Ella Fitzgerald og Stan Getz.
Mest kendt er Granz for sit banebrydende projekt Jazz At The Philharmonics (JATP), med hvilket han i årene 1944-57 turnerede i USA og Europa med skiftende grupper.
Granz udmærkede sig ikke blot som koncertmanager, men også som stifter af pladeselskaber (bl.a. Verve og Pablo), som flittig pladeproducer, dreven forretningsmand og forkæmper for lige rettigheder for sorte og hvide musikere og koncertgængere.
Granz var 25 år, da han begyndte at arrangere de jamagtige jazzkoncerter i koncertsale, som ofte blev optaget og i dag udgør et vigtigt kapitel i jazzens diskografiske historie. Turnéerne gav folk viden om mulighed for, at opleve kvalitetsjazz, og Granz var konsekvent imod racediskrimination, aflyste koncerter hvis ikke der var adgang for alle og tog særlige forholdsregler for at sikre sine musikere fair behandling.
Granz må betragtes, som en væsentlig personlighed i jazzens historiske kulisser. Han vidste, hvad han gjorde: »Jeg insisterede på, at mine musikere blev behandlet med den samme respekt som Leonard Bernstein eller Heifetz, for de var lige så gode, både som mennesker og musikere«. cmh

Gerhard Stoltenberg, 73
*Det uoversættelige kælenavn Der kühle Klare aus dem Norden, der refererer til en kendt snapsreklame, fortæller noget om den kølighed, Gerhard Stoltenberg udstrålede.
Den nordtyske CDU-politiker tilhørte Tysklands generation af Flakhelfer – de unge drenge, der i Anden Verdenskrigs sidste måneder blev sat ind mod de allierede.
Efter krigen gjorde han karriere i det konservative CDU, blev minister i Ludwig Erhards og Kurt-Georg Kiesingers regeringer i Bonn, og fra 1971 til 1982 var han ministerpræsident i sin hjemstat Slesvig-Holsten, som dengang var solidt CDU-land.
Her gjorde han sig blandt andet stor umage for at mindske Sydslesvigsk Vælgerforenings parlamentariker Karl Otto Meyers indflydelse og blev ikke betragtet som nogen ven af det danske mindretal.
I 1982 hentede Helmut Kohl Stoltenberg til Bonn som finansminister. I 1989 blev han flyttet til forsvarsministeriet, hvorfra han i 1992 måtte gå, efter at det kom frem, at hans ministerium havde undladt at forhindre en officielt politisk uønsket eksport af tanks til Tyrkiet. Gerhard Stoltenberg døde af kræft 23. november.ni.

Regine Hildebrandt, 60
*En af Østtysklands mest farverige og populære politikere, den tidligere socialminister i delstaten Brandenburg, Regine Hildebrandt (SPD), døde natten til tirsdag af en langvarig kræftsygdom.
Som medlem af DDR’s første (og sidste) demokratisk valgte regering i 1990 og senere fra 1990 til 1999 som socialminister i delstatsregeringen i Brandenburg blev hun kendt som Østtysklands Mutter Courage.
Som 20-årig beboer i Berlins berømte Bernauer Straße oplevede hun i 1961 opførelsen af Berlinmuren. Husets vinduer og døre, der vendte ud mod Vestberlin, blev systematisk muret til, og huset siden revet ned for at give plads til den Antifascistiske Beskyttelsesmur. Hendes bror firede sig ned fra første sal og undslap til Vesten, hvilket sammen med hendes generelt regimekritiske holdning gav Regine Hildebrandt, der blev uddannet biolog og ansat i den kemiske industri, vanskeligheder i DDR.
For alvor politisk aktiv blev hun først i 1989, da hun var medgrundlægger af DDR’s socialdemokratiske parti, SDP, der kort efter blev spist af det vesttyske SPD.
I årene som minister ydede hun en bemærkelsesværdig arbejdsindsats, som hun – på sin uforfalskede Berlin-accent – bagatelliserede med henvisning til, at hun i DDR-tiden havde haft et langt hårdere arbejde som mor til tre og fuldtidsarbejde. Hvordan kan en, der har prøvet det, finde livet med ministerbil, pressetalsmand og sekretariat anstrengende? plejede hun at spørge.
Økonomiske uregelmæssigheder i hendes ministerium mindskede ikke hendes popularitet i og uden for SPD. Den led heller ikke skade, da hun i 1999 forlod regering og delstatsparlament i protest mod SPD’s nye koalition i Brandenburg med det konservative CDU.ni.

Juma Namangani, 37
*Den berygtede terrorist og guerillaleder, Juma Namangani, blev født i byen Namangan i Usbekistan som Jumaboy Khojiyev, men tog senere sit nu kendte navn efter sin fødeby. Da den vigtige by Mazar-e-Sharif faldt i forrige weekend, faldt også Juma Namangani og tilføjede dermed Osama bin Laden et stort tab. Ved sin død var han højt placeret i bin Ladens al-Qaeda-terrornetværk, leder af guerillaen Usbekistans Islamiske Bevægelse og ansvarlig for Taleban-regimets daværende front mod Den Nordlige Alliance. Juma Namanganis erklærede mål var at etablere et Taleban-lignende styre i Fergana-dalen på grænsen mellem Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan. Siden skulle styret udstrækkes til resten af Usbekistan. Planen lå i nøje tråd med målsætningen for al-Qaeda om en stor-islamisk stat dækkende de nuværende muslimske lande. For at nå sit mål stod Juma Namangani formentlig bag en serie bombesprængninger rettet mod at dræbe Usbekistans præsident Islam Karimov i 1999. Det mislykkedes og Juma Namangani blev dømt til døden in absentia, samtidig med at præsidenten har slået hårdt ned på enhver, der ligner en islamist. Juma Namanganis base var i Afghanistan, hvor han havde tætte forbindelser til både Taleban og Osama bin Laden, som han var top-rådgiver for. Fra Afghanistan lykkedes det ham ved flere lejligheder at trænge over grænsen til Tadsjikistan og etablere mere eller mindre permanente militærlignende lejre og våbendepoter. Alene ved sin tilstedeværelse i området kunne han ryste de skrøbelige regimer i landene omkring Fergana-dalen. Juma Namangani var derfor konstant årsag til uro internt og mellem landene i regionen. Nyheden om Juma Namanganis død er således gode nyheder for regimerne i de tidligere sovjetiske republikker i Centralasien, der nu har en bekymring mindre at slås med. mss

Mary Whitehouse, 91
*Mange har i tidens løb ment meget om moralens vogter Mary Whitehouse, som døde sidste uge. Hendes skarptandede angreb på især BBC for løs moral, sædernes forfald og generel ugudelighed gjorde hende kendt langt uden for landets grænser.
Oprindeligt var hun skolelærer. Hendes vækkelse til fordel for, hvad hun opfattede som god moral, kom i 60’ernet. Hendes kampagne for at drive sex, hor, homoseksualitet og manglende respekt for religion væk fra BBC’s skærme havde faktisk en vis succes. For eksempel var hun medvirkende til mindst én BBC generaldirektørs fald.
Mary Whitehouse blev ofte kritiseret for at være snæversynet, bornert og ude af stand til at skelne. Men hendes moralske korstog havde støtter nok til, at hun kunne danne en slagkraftig organisation med det formål at ’rense TV’, som den blev kaldt – the Clean Up TV Campaign.
Efter lang tids latterliggørelse fra de kulturførende lag i det britiske samfund, opnåede Mary Whitehouse på det seneste en vis medvind. En ny generation gjorde op med forældrenes 60’er-holdninger, og hendes bekymringer blev taget mere seriøst, omend hendes meninger ikke ligefrem kan siges at have ’vundet’. Hun blev adlet i 1980.beb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her