Læsetid: 3 min.

Nye øjne at se med

Lone Hørslev Rasmussens debutdigte foretrækker fuldemandsgang, men når alligevel altid hjem
1. november 2001

Ny bog
Det opleves som en foræring, hver gang bøger tvinger én til at læse lidt anderledes end før, fordi de insisterer på at sige tingene anderledes, ja, måske ligefrem har en særlig måde at bevæge sproget på.
Lone Hørslev Rasmussens debut tilbyder denne mulighed, simpelt hen fordi hun som lyriker står på egne ben og går præcis som det nu passer hende.
Kønne kan de bestemt ikke kaldes, de 36 tekster. Der bruges indimellem store bogstaver og kursiv; der veksles konsekvent, dvs. uden system, mellem meget korte og meget laaange linjer; nogle gange bliver den tomme plads mellem ordene tre gange for bred; selv digtenes venstrekant får ind imellem et gok.
Det er som at se en fuld mand komme dejsende langs med et plankeværk: Hov, der faldt han vist! Nej, han står på benene endnu, forstå det, hvem der kan. Og selv om det går langsomt, kommer han utvivlsomt hjem, engang ad åre.

Nedad i tempo
Lone Hørslev Rasmussens poetiske fulderiksgang bidrager til at skabe en levende tekst og fremstille det lyriske rum som åbent, ustabilt. Og frem for alt tvinger metoden læsningen godt ned i fart. Man opdager, at digtene holder til både at blive opfattet i glimt og blive tilegnet meget langsomt, hvilket i sig selv må regnes for en spændende kvalitet.

Her
er han lige død
siger du og viser mig det
uskarpe billede
en skypumpe
tog ham det er meget
almindeligt
i Staterne vistnok
med åbne kister
siger du
og jeg lytter og
prøver dine briller

Sådan en optakt lønner det sig at følge linje for linje, for der sker hele tiden en masse. Som læser får man ustandselig brug for nye briller, eller man får, gratis udleveret, nye øjne at se med.
I titeldigtet vågner jeg’et med kaktus på tungen og bereder sig på en dag i tavshed. Jorden er underlig tung at gå på, sneen er begyndt at trække hende ned, »med ørerne først«, som der står.

Tilfældige forbipasserende
her
ved kirken
må samle mig op
TAK hvisker jeg så og nikker
inden
jeg falder igen

Samlingens gennemgående greb består i at trække tæppet væk under det, man lige har læst, gennem negation, irrealisering, selvkommentar eller forvirrende skred: Fra indhold til udtryk og tilbage igen.

Hjertet itu
I bogens første digt har du’et fået »fjernet et stykke af dit hjerte engang«, men mens læseren tænker: Aha, det her må da handle om følelser, om det, psykologer vistnok kalder for ’tidlige skader’, så må den læser værsgo tro om igen. Det bortopererede stykke står ved siden af sengen

i et syltetøjsglas
og lyser op hvidt
som en bændelorm

Samme konkrete humor finder vi i et digt om et mislykket kærlighedsmøde.
Jeg’et kan fra sin plads ane en altan, »hvor nogen har udstillet/ deres skrøbelige fortid genfærd/ udklædt som/ barnevogne indkøbsnet kasser/ og S-tog der bumler forbi«.
Sidste linje, om S-togene, hænger og dasker så underligt, og viser sig da også at kunne danne optakt til resten af digtet:
hvert 3. minut
blinker du nervøst
og dine hænder tager
mine
men du fortryder
og lægger dem forsigtigt
tilbage
igen

Ligefrem flotte at kigge på er disse linjer muligvis ikke, men effektive, det er de.
Hos Lone Hørslev Rasmussen sidder humoren billedligt talt i benene, i tekstens måde at gå på, hvad enten der tales om kærlighed og kønsliv, som i værkets
to første dele, eller som i
den midterste, om krop-
pens dynamik, eller som i fjerde del, om landskaber og steder.

Land og by
Femte afsnit ligner lidt af en rodebutik, men rummer et fremragende digt, hvor jeg’et først erklærer ikke at ville skrive noget digt, men så alligevel gør det, i form af en bivuak »af nedfaldne ord«, hvor hun vil sidde spise
sit eget lort til middag hver dag

og glemme
at selv disse krumspring
er vand, som man siger
i forhold
til håndens besynderlige
søgen
hen over mindet
om dig

Geografisk ser digteren ud til at have bevæget sig fra landet ind til byen. I den ene ende af digtenes univers finder der ladeporte og husdyr, i den anden Hovedbanegården. Men overalt bevæges man af en overgiven, overrumplende vitalitet. Tilbage er kun at sige pænt TAK for denne flotte debut. Tak for de skæve rytmer, for den uskønne gang, for overraskelserne og alle de mærkværdige glimt.

*Lone Hørslev Rasmussen: TAK. 53 s., 150kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu