Læsetid: 3 min.

Øl, fisse og forudsigelighed

Teater Grob fortsætter med velspillet nyrealisme i forudsigelig mandehørmer-forestilling
3. november 2001

Teater
»Pels!« Sådan lyder kampråbet, inden de satans karle sætter pilsneren for munden og skyller den ned i ét hug. Vi er til møde i maskulinitetens sidste forskansede bastion: Mandelogen. Tuborg-kasserne er stablet til loftet. Nu skal der drikkes igennem og tales frit om det eneste, der virkelig tæller: Øl, bold og fisse. Garneret med manddomsprøver og hanekampe.
Men allerede fra starten er vi naturligvis klar over, at soldaterkammeraternes brovtende og bøvsende heman-facader står for fald i Teater Grobs seneste forestilling Pelsjægerne. At der lurer et par små, klynkende og skrækslagne drengerøve inde i de primitive skiderikker, hvis rituelle samvær dækker over en manglende evne til for alvor at turde komme ind på livet af hinanden bag de forløjede macho-skabeloner. Noget de ellers sagtens kunne have brug for, trængte som de hver og en er på den store kønskrigs slagmark, hvor manderollen efterhånden er under voldsom beskydning og afmontering i rekordfart.

Bukserne falder
Logen er åndehullet, hvor man hævner sig på kvinden ved i hvert fald at fantasere sig til reduktioner af det modsatte køn til stramme 17-årige lolita-trofæer eller nedrige kønsimperialister, der ikke helmer, før den totale magtovertagelse er i hus.
Men de konflikter, der for alvor må blusse op med den fremmede, bløde amatørsexologs indtog i gruppen som aftenens særlige gæst, antager således også lidet overraskende former, i takt med at øllerne knappes op, territorierne pisses af og sandhederne kommer frem, når bukserne falder.
Der er ikke nogen tvivl om, at dramatikeren Jakob Weis sagtens kan skrive mundrette og for det meste ganske troværdige replikker. Det fremadstormende, unge teaterkollektiv Grobs forestillinger har i det hele taget været kendetegnet ved netop en frit flydende, rap og ubesværet dialog, der fanger tidens tone med sikker sans for det sprog, vi taler derude. Den linje fortsætter med Pelsjægerne. De fem mandetyper er trukket sikkert op. Og Weis kan sin dramaturgi.

Angst for at kede
Men er Teater Grobs kig ind i den hemmelige, mandehørmer-loge (adgang forbudt for kællinger og bøsserøve) nu også så chokerende, som vi skal tro? Og hvor meget nyt har Jakob Weis i virkeligheden at fortælle os om manderollen i krise? Hvor meget egentlig dramatiker er han, når vi ser bort fra det åbenlyst ferme og kompetente?
Undertiden er der ansatser til noget andet og mere end de forventelige hanbajere på gamle flasker, når han i tilløb til et par skære monologer lader rollerne tale sig en smule mere ind på drømme og gamle sår. Uden at det bliver til så forfærdeligt meget mere. De korte glimt lader ane, at den absolut potent skrivende Weis sagtens vil kunne formulere sig varm, hvis blot han ikke var så skrækslagen for at komme til at kede. Effektjageriet i de eskalerende fuldemandsfrustrationer lurer i kulissen. Gud ske tak og lov falder han heller ikke i den modsatte grøft – det overtydelige debatteaters udramatiske læserbrevsindlæg. Men alligevel savner jeg, at de mange delelementer for alvor samler sig til et vægtigt, overraskende udsagn.

Masser af testosteron
Stor hjælp får dramatikeren af instruktør Mikkel Harder Munck-Hansen, der i sin lebendige iscenesættelse får alt ud af teksten ved først og fremmest at satse effektivt på de velorkestrerede og uimponerede skuespilleres meddigtende evne. En stor, tungt truende Søren Byder og Per Scheel-Krüger som logens psykopat-snerrende chefideolog pumper masser af testosteron ind i de to førerhundes kamp om overherredømmet. Med Thomas Levins liderlige superknepper med dusk-erobringerne som ureflekteret og temperamentsfuldt heppekor. Frank Thiel Rasmussen får ikke så lidt ud af sin underdog, pæn mand i dårligt selskab, med gode flakkende blikke som udtryk for den stigende bekymring. Og Martin Buch er passende tvetydig som det terapeutbløddyr, der på stort set alle planer udfordrer og underminerer fisseforagter-idyllen indefra. Som så mange andre skuespillere af den unge generation mestrer de den detaljerige nyrealisme til virtuositet.
Ikke meget nyt under gylpen, altså. Men Teater Grob fortsætter sin imponerende udvikling som danternes naturlige arvtagere. Fucking skål på det, for satan i helvede da!

*Teater Grob: Pelsjægerne. Skuespil af Jakob Weis. Iscenesættelse: Mikkel Harder Munck Hansen. Scenografi: Christian Friedländer. Kanonhallen: Til 19. nov.

*Første del af trilogien ’Humanum Bæst’. Forestillingen er udelukkende skrevet, instrueret og spillet af mænd. Til foråret følger så kvindernes oprør, mens kønnene mødes i tredje halvleg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her