Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

16. november 2001


Olieaftale vakler
*Betingelsen for OPEC’s nedskæring af olieproduktionen med 1,5 millioner tønder pr. dag, som blev aftalt i onsdags, synes ikke at være til stede. Aftalen vil kun få gyldighed, hvis lande uden for OPEC – især Rusland og Norge – følger trop med en samlet produktionsnedskæring på en halv million tønder.
Og Rusland agter ikke at gennemføre en markant nedskæring af landets olieproduktion, blev premierminister Mikhail Kasjanov i går citeret af russiske nyhedsbureauer for at sige. Kasjanov tilføjede, at Rusland allerede har tilbudt at gennemføre en mindre nedskæring af olieproduktionen på omkring 30.000 tønder pr. dag.
I Norge sagde olie- og energiminister Einar Stensnæs, at Norge ingen aktuelle planer har om at nedskære produktionen, så længe olieprisen ligger omkring 20 dollar pr. tønde.

FN skal beskytte nyt styre i Kabul
'FN arbejder intenst på at etablere en muslimsk militærstyrke, som kan beskytte et overgangsstyre i Afghanistan. Ifølge udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) er den mest realistiske løsning, at der indsættes fredsbevarende enheder, som skal passe på Kabul og muligvis andre større byer i Afghanistan.
»Man kan godt forestille sig, at løsningen bliver, at nogle af de større muslimske lande bidrager til en styrke, som kan danne ring om det overgangsstyre, man bliver enige om at etablere,« siger Mogens Lykketoft til Ritzau.
Artikler på forsiden og side 3

Skatteaftale skal redde Argentina
*De største provinser i Argentina, som har den politiske opposition ved magten, indgik natten til i går en afgørende skatteaftale med centralregeringen.
Aftalen skal hjælpe det sydamerikanske land til likviditet i en situation, hvor det er tæt på at gå statsbankerot.
Både kreditorer og andre lande har i flere uger presset på for aftalen, som skal gøre det muligt at spare penge på statsbudgettet og bane vej for mulig international støtte til en påkrævet omlægning af den offentlige gæld, som er på 132 milliarder dollar (1.113 mia. kr.).

USA-terrordomstol et klart tilbageslag
*USA’s planer om særdomstole i terrorsager er et klart tilbageslag for folkeretten og grundlæggende demokratiske værdier. Det vurderer professor i folkeret, tidligere justitsminister Ole Espersen, efter at USA’s præsident, George W. Bush, onsdag gav sig selv og landets militær lov til at oprette særlige domstole, som kan føre sager mod personer mistænkt for terrorisme. Initiativet er USA’s forsøg på at bane vejen for en mere aggressiv forfølgelse af terrormistænkte.
»Det er USA’s forsøg på at give sanktioner et skær af lovlighed og må ses som et klart tilbageslag for folkerettens udvikling,« siger Ole Espersen til Ritzau.

Kæmpeunderskud til norsk mediekoncern
*Den norske mediekoncern Schibsted præsenterede i går et kæmpeunderskud og forudså flere dårlige nyheder forude. Mediekoncernen har et underskud før skat på 284 mio. kr. (270 mio. kr.) i tredje kvartal. Det er dobbelt så dårligt, som markedet havde ventet.
Schibsted bliver nødt til at gå hårdt til værks for at reducere omkostningerne. Tidligere har koncernledelsen sagt, at det er nødvendigt at spare 300 mio. kr. (285 mio. kr.), men det mener koncernledelsen ikke længere er nok.
Nu mener koncernchef Kjell Aamot, at der skal spares 450 mio. kr.(427 mio. kr.) næste år. Det betyder fyringer på såvel det norske dagblad Aftenposten som på Svenska Dagbladet.

Tvivl om hjælpearbejderes redning
*Otte kristne hjælpearbejdere, der i tre måneder har været tilbageholdt i Afghanistan af Taleban for angiveligt at have søgt at fremme kristendommen, blev i går fløjet med amerikanske militærhelikoptere til en luftbase i Pakistan. Mens Pentagon, forsvarsministeriet i Washington, tilskriver de ottes frihed en amerikansk »redningsaktion«, synes omstændighederne bag de ottes tilbagevenden til friheden at være noget mindre dramatiske.
Washington Post skrev i går, at de otte – fire tyskere, to australiere og to amerikanere – inden helikoptertransporten blev overdraget frivilligt af Taleban. Avisen henviser til oplysninger fra to ledende Pentagon-medarbejdere.

Priskrig på kopimedicin
*Tysklands største producent af kopimedicin, Ratiofarm, går nu til angreb på det danske lægemiddelmarked.
Med lave priser og et salgsfremstød over for de ca. 300 danske apoteker forventer Ratiofarm i løbet af de næste fem år at snuppe 20-25 procent af markedet for kopimedicin, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Men den tyske kopimedicinfabrikant, der har et basissortiment på 280 forskellige lægemidler, vil få massiv konkurrence, lover amerikanske Alpharma, der er blandt de tre største kopiproducenter på det danske marked.
Finanslov kan koste norsk regering livet
nFinansloven for næste år kan koste den nyudnævnte norske regering livet. Det stod klart i går, da Fremskrittspartiet forlod forhandlingerne og regeringen dermed mistede sit flertal i Stortinget.
Frem til fristen den 20. november er det i finansudvalget, der skal forhandles, men partierne vil alle kræve egne ønsker opfyldt, og dermed kan der ikke samles flertal ved afstemningen i Stortinget den 28. november. Over for det norske nyhedsbureau, NTB, ønskede statsministeren i går ikke at spekulere i, hvorvidt han vil sætte sin egen stilling som regeringsleder på spil for at opnå forlig med Fremskrittspartiet.

Indvandrere holdes ude fra diskoteker
*Københavnske diskoteker diskriminerer fortsat unge etniske minoriteter, anfører Mellemfolkeligt Samvirke (MS) efter at have haft en gruppe unge fra sin organisation ude i Københavns natteliv. Etniske minoriteter og majoriteter, drenge og piger fik på egen krop at føle, hvordan dørmænd sorterer, hedder det. »Vi kom to piger og tre drenge. Drengene blev mødt af en dørmand, som meldte lukket på grund af en privat fest, mens pigerne blev lukket ind med det samme,« melder de unge danske MS-medlemmer tilbage.
Det er ikke acceptabelt, hedder det i en pressemeddelelse fra MS. Diskoteksejere, dørmænd, politi og politikere må være med til at sikre, at denne form for diskrimination stoppes.

Information retter
*I gårsdagens avis skrev vi, at det var Richard Winther, som har gennemillustreret Klaus Rifbjergs digtsamling, Stranden (1976). Det var maleren og grafikeren Poul Winther, som stod bag. Vi beklager.red.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her