Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

8. november 2001


FBI: Miltbrand stammer fra USA
*Miltbrandbakterierne, som blev sendt med brev til blandt andet senatsleder Tom Daschle, stammer fra USA. Det fastslog FBI-souschef Barry Mawn over for det amerikanske dagblad Boston Globe i går. Fire mennesker har mistet livet som følge af indånding af miltbrand fra de pågældende breve.
»Det blev fremstillet her i landet,« sagde Mawn uden at uddybe oplysningen. Dermed bortfalder teorien om, at miltbrandsporerne kunne komme fra Rusland eller Irak. USA har truet med at udvide krigen i Afghanistan til også at omfatte angreb på Saddam Husseins Irak, men Mawn siger, at intet tyder på, at Irak har leveret miltbrandbakterierne, som har inficeret 13 amerikanere foruden de fire døde.

Skudepisode ved WTO-topmøde
*Sikkerhedsvagter skød i går en mand uden for en flybase i Qatar, der benyttes af de amerikanske styrker. Episoden skete samtidig med, at alverdens delegationerne ankom til Qatar forud for WTO-topmødet, der begynder fredag: »En person nærmede sig uden for porten og begyndte at skyde. Ilden blev besvaret, og personen blev dræbt,« siger Pentagons talsperson, Victoria Clarke.
Ifølge lederen af WTO,
Mike Moore, var skudvekslingen ikke relateret til ministermødet, og han mener ikke, at episoden vil påvirke afholdelsen af konferencen.
Kommentar på forsiden, tema side 3 og nyhedsanalyse her på siden

Stort skridt på vej mod klimaenighed
*Efter halvanden uges march på stedet tog klimaforhandlingerne i Marrakesh i går et stort skridt fremad, da repræsentanter for op imod 165 lande enedes om et overholdelsessystem, der handler om, hvad der skal ske, hvis et land ikke overholder Kyoto-protokollen.
Der er tale om en af de helt store knaster i forhandlingerne, som tegnede til at havne på forhandlingsbordet hos miljøministrene. Men der kom overraskende et gennembrud i forhandlingerne tirsdag aften, mens ministrene blev modtaget af Marokkos kong Mohammed den Sjette. Som det blev besluttet i Bonn ved de sidste klimaforhandlinger i juli, er det fortsat op til det første topmøde efter Kyoto-protokollens ikrafttræden at beslutte, om overholdelsessystemet skal være juridisk bindende eller ej.

Palæstinenser dør i israelsk fængsel
*En palæstinensisk mand, som tidligere blev skudt og såret og efterfølgende arresteret af israelske myndigheder, døde i går i israelsk fangenskab, oplyser palæstinensiske sikkerhedsembedsmænd med henvisning til oplysninger fra den israelske hær. Tidligere i går blev en ung palæstinensisk mand dræbt og yderligere tre såret, da israelske kampvogne beskød en flygtningelejr i Gazastriben, oplyste palæstinensiske læger.

Luftfarten rammes af flere fyringer
*Den verdensomspændende krise inden for luftfarten kommer til at koste endnu flere danskere i branchen jobbet. Efter at SAS tirsdag varslede fyringer af samlet 3.600 ansatte i hele koncernen, følger både Mærsk Air og Cimber Air efter.
Mærsk Air bekræfter over for TV 2-Finans, at selskabet allerede har forhandlet en fyringsrunde på plads med medarbejderne. Men selskabet vil ikke oplyse, hvor mange ansatte der skal fyres. Ifølge TV 2’s oplysninger drejer det sig dog i første omgang om cirka 70 af de cirka 2.500 medarbejdere.
Også Cimber Air, der har omkring 380 medarbejdere, vil blive ramt. »Vi har set trafiktallene falde markant i oktober, derfor må vi reagere. Vi kommer nok til at reducere i rutenettet,« siger Cimber Airs administrerende direktør, Jørgen Nielsen. Og det kan ifølge direktøren komme til at betyde fyringer.
Leder på bagsiden

Cheminova glemte at rapportere udslip
*I løbet af få måneder har Cheminova glemt at indrapportere otte udslip til Ringkjøbing Amt, der står for tilsynet med fabrikken. Det får nu amtet til at stramme op på reglerne for, hvornår Cheminovas skal melde udslip.
Ringkjøbing Amt blev tilfældigt opmærksom på udslippene, da en medarbejder ved amtet i sidste uge observerede en sky af klorbrinte over fabrikken. Da amtet kontaktede Cheminova kom det frem, at kemikaliefabrikken inden for kort tid har haft yderligere syv udslip, der var så alvorlige, at Cheminova ifølge miljøloven skulle indrapportere dem.
Udslippene er opstået efter brud på såkaldte sprængplader, der er en sikkerhedsforanstaltning mod tryk i maskinerne. Nu vil amtet sammen med Cheminova gennemgå alle brud på sprængplader i 2001, så der kan fastlægges nogle klare regler for, hvad kemikaliefabrikken skal indrapportere.

Spansk dommer dræbt i Baskerlandet
*En spansk dommer blev i går skudt og dræbt i en forstad til den nordspanske storby Bilbao. Dommeren blev ramt adskillige gange af en ukendt gerningsmand i forstaden Getxo, mens han var på vej ind i sin bil, oplyser det lokale politi. Corbi, som ligeledes var universitetslærer, døde få minutter efter at være blevet ramt.
Ingen enkeltperson eller organisation har påtaget sig ansvaret for drabet, men de spanske myndigheder beskyldte øjeblikkeligt den baskiske separatistorganisation ETA for det dødelige angreb.

Milliardær skal styre New York
*Forretningsmanden og milliardæren Mike Bloomberg fra Republikanerne bliver ny borgmester i New York.
Det stod klart onsdag morgen dansk tid, da Bloombergs modstander, den demokratiske veteran Mark Green, erkendte sit nederlag i borgmestervalget, som skal udpege en efterfølger til New Yorks hidtidige borgmester, republikaneren Rudolph Giuliano.
Giuliano, som er blevet populær på grund af sin håndtering af situationen efter terrorangrebet på World Trade Center den 11. september, har siddet i to valgperioder på fire år og kan derfor ikke genopstille. Mark Green bad folk i New York om at støtte Bloomberg, som står over for »den største udfordring om at hjælpe med at genopbygge vores by« efter terroranslaget, som kostede op mod 5.000 mennesker livet.

Operations Dagsværk gav 5,5 mio.
*Omkring 25.000 gymnasieelever stillede i går deres arbejdskraft til rådighed for børn i den fattige mexicanske provins Chiapas. Cirka 5,5 millioner kroner lykkedes det eleverne at indsamle, og de skal bruges til at lære omkring 6.000 maya-indianske børn at læse og skrive.
Pengene skal i løbet af de næste fire år sikre opførelse af 120 landsbyskoler og uddannelse af 320 lærere. Pengene forvaltes gennem hele forløbet af Operation Dagsværk, som har bedt en mexicansk samarbejdspartner Enlace Civil realisere planerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her