Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

7. november 2001


USA nedsætter renten
*Den amerikanske centralbank nedsatte i går den toneangivende rente med en halv procentpoint til to procent. Det er det laveste i næsten 40 år. Det er 10. gang i år, at den amerikanske centralbank sætter renten ned.
Centralbanken forsøger at undgå en stigende trussel om recession efter terrorangrebene den 11. september mod New York og Washington.
Den amerikanske økonomi var dog allerede svag før attentaterne. Ved starten af året var den amerikanske centralbanks toneangivende rente oppe på 6,5 procent.

Miltbrandbakterier kan desinficeres
*Kampen mod terror har acceleret forskningen i vacciner mod miltbrand, og der er gjort betydelige fremskridt på flere fronter under kampen mod international terrorisme. I Wien har østrigske forskere fundet en substans, der kan tilintetgøre miltbrandbakterier på få sekunder, og som kan revolutionere kampen mod bio-terrorisme.
Substansen virker desinficerende på miltbrandbakterier, da den dræber de dødsensfarlige sporer i konvolutter eller på overflader som hud, forlyder det fra forskeren Apostolos Georgopolous fra det mikrobiologiske laboratorium på Wiens hospital, der har oplyst om opdagelsen til det franske nyhedsbureau AFP.

EU-lande klager over minitopmøde
*Med undtagelse af Danmark protesterer flere af EU’s små lande nu mod det eksklusive minitopmøde, som den britiske premierminister, Tony Blair, søndag holdt for EU’s største lande.
Anført af Østrig vil Sverige, Irland og Finland fortsætte deres kritik, oplyste den finske statsminister, Paavo Lipponen, i går under et møde i den finske rigsdag. »Det her er en usund udvikling. Modsætningsforholdet mellem de store og små lande burde ikke forværres med sådanne møder,« sagde Lipponen.
Danmarks udenrigsminister, Mogens Lykketoft (S), har valgt ikke at kritisere de store landes møde.

Seks dræbt på Vestbredden
*En eksplosion i en bil i byen Jenin på Vestbredden kostede sent i går to palæstinensere livet, og højtstående palæstinensere beskyldte Israel for at stå bag bombeattentatet. De dræbte var begge aktivister i Yasser Arafats Fatah-bevægelse. Den ene var angiveligt efterlyst af de israelske myndigheder.
Tidligere i går blev fire bevæbnede palæstinensere dræbt under en ildkamp på Vestbredden i byen Nablus, mens en israelsk officer blev alvorligt såret af skud. Han døde senere af sine skader, oplyser militærkilder.
Den israelske hær blev ifølge det israelske forsvarsministerium sent i går beordret til at forberede en tilbagetrækning fra den palæstinensisk-styrede by Ramallah, der blev delvist genbesat 18. oktober.

ETA-bombe sprænger i Madrid
*Eksplosionen fra en bilbombe i Madrid sårede i går morges mindst 60 mennesker, heraf fire alvorligt. En mand og en kvinde blev kort efter eksplosionen anholdt for attentatet, som den baskiske selvstændighedsbevægelse ETA formodes at stå bag.
De anholdte, der blev beskrevet som medlemmer af ETA’s ’Madrid-kommando’ var i besiddelse af 9 mm pistoler, der ifølge de spanske myndigheder er et yndet våben for ETA.
Bomben menes af de spanske myndigheder at være et planlagt attentat mod en højtplaceret embedsmand i den spanske regering, der blev lettere såret af flyvende glassplinter.

Eternitfabrik frikendt
*Højesteret frikendte i går Dansk Eternit Fabrik for at producere smuldrende tagplader ved at frikende arvtageren, DEF 1994, for at betale erstatning til to husejere. Deres sager fungerede som prøvesager for omkring 1.000 andre husejere med smuldrende tage. Højesterets 5-2- flertal mente, at den almindelige reklamationsfrist var udløbet.
Dermed ændrede retten en dom fra Vestre Landsret sidste år, som tilkendte erstatning til de to husejere. Landsretten mente, at de skulle have en erstatning på to tredjedele af udgiften til nyt tag til erstatning for de tage, som de fik lagt i 1986 og 1987. I 1994 krævede de erstatning for de nye tagplader uden asbest.
Advokaten for husejerne, Poul Gudberg, Viborg, sagde, at sager vil fortsætte mod de håndværkere, der har sat de smuldrende tage op, og mod de hussælgere, som hans klienter har købt hus af. Højesteretsdommen fastslår, at en producent af byggematerialer skal have en klage inden seks år, hvis han skal gøres ansvarlig. Derimod hæfter hussælger og håndværker i 20 år, påpeger Gudberg.

Oprørere dræber 35 civile i Burundi
*Etniske hutu-oprørere har dræbt 35 civile under eskalerende kampe i det borgerkrigshærgede land Burundi.
Det seneste voldsudbrud sker kun få dage efter, at en ny regering, som er blevet betegnet som den hidtil bedste chance for fred i landet, blev indsat i hovedstaden Bujumbura. Samtidig har Sydafrika indvilliget i at sende en fredsbevarende styrke til landet.
Lokale embedsmænd sagde i går, at oprørere dræbte 24 civile, heriblandt kvinder og børn, under et angreb mandag på den sydlige Bururi provins.

Dansk tro på klima-enighed
*Lande som Rusland, Japan og Canada gør fortsat knuder og søger at undgå snærende bånd og forpligtelser, men alligevel ser det ud til, at det vil lykkes at omforme den politiske klimaaftale fra Bonn i sommer til en juridisk tekst, så verdens lande kan gå i gang med at ratificere (tiltræde) aftalen fra Kyoto om at beskytte Jordens klima.
Under den forløbne uges forhandlinger i Marrakesh i Marokko er det lykkedes embedsmænd fra omkring 165 lande at luge så mange tidsler væk, at de problemer, der havner på forhandlingsbordet, når miljøministrene i dag overtager forhandlingerne, ser ud til at være til at løse. Derfor er der optimisme i den danske forhandlingsdelegation. »Der kommer en aftale. Jeg kan slet ikke forestille mig andet,« sagde fuldmægtig Eva Jensen, Miljø- og energiministeriet, i går til Ritzau.

Asiatisk frihandelszone på vej
*Kinas premierminister, Zhu Rongji, og sydasiatiske ledere besluttede i går at skabe verdens største frihandelszone, sagde den kinesiske udenrigsminister, Tang Jiaxuan. »Alle lande er enige om at opbygge en frihandelszone,« sagde Tang efter et møde mellem Kinas premierminister og ledere af Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Lande (ASEAN).
De fleste ASEAN-lande – deriblandt Brunei, Cambodia, Indonesien, Laos, Malaysia, Myanmar, Filippinerne, Singapore, Thailand og Vietnam – vil allerede blive del af et frit marked i 2003 ifølge sammenslutningens egen liberaliseringsplan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu