(2. sektion)
Billetter
Det biografpublikum, der forleden gik i Dagmar i København (bl.a. nærværende klummeskribent), fik ved billetlugen tilbudt gratis billetter til forestillingen Skrigerne i Ole Bornedals teater, det, der tidligere hed Dr. Dante, men efter direktørskiftet hedder Avenue-T.
Hvad er nu den af? Billetter kastes i grams? Det kan kun være tegn på én ting: At der ikke er udsolgt, hvilket så kombineres med et fremstød for at få det overvejende unge biografpublikum i tale.
Meget forståeligt, for hvem ønsker at strø sine mannakorn på klippegrund, som det hedder i et gammelt nummer af Anders And...eller var det Bibelen? Men også generelt har teatrene det svært, og i hvert fald Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab har fået en dårlig start på sæsonen med svigtende abonnementssalg. Der hviskes endog om, at nogle teatre nok bliver nødt til at lukke.
Også de små teatre, der i gamle dage blev omtalt som undergrund, har svært ved at hive publikum ind. Og tvinge os kan de jo ikke. Landet Danmark har et hav af små små koncerter og små gallerier, der har samme problem. Velanmeldte bøger savner også læsere.
Annoncesider bugner
Hvad der derimod blomstrer er det, man kunne kalde overgrundskunst. Man kan se det om søndagen i store aviser, der bugner af annoncer for navne, der er så store, at de oftest kan klare sig selv, selvom de dårligt nok bliver anmeldt mere og sikkert også helst er fri. Kunstnere som Sissel Kyrkebjø, Linje 3, Finn Nørbygaard, osv. Eller hvis Nana Mouskouri eller Harry Bellafonte lige kommer forbi. Ingen medier løfter et bryn... de fylder bare salene.
Det er kunstnere, som i deres første tiår var sagen, men nu har nået en perfektionisme eller kald det modenhed. De har nået en bevidsthed om deres virkemidler, der set med anmeldernes øjne gør dem uinteressante, fordi de ikke mere er fornyere. Hvilket det store publikum er ligeglade med, bare det ikke keder sig. Efter Bellafonte-generationen, kom Kim Larsen-generationen og derpå Thomas Helmig-generationen. Det har sin gang.
Men tilbage til den publikumssvigtede kunst. Sagen er, at der simpelthen ikke er publikum nok til at matche talentudbuddet. Den omvendte verden...