En fremtid i frygt?
»Dét er den største forskel efter 11. september: Vi ser, at mulighederne er mere åbne. Før 11. september troede vi, at vi vidste, hvordan tingene hang sammen. I vores åndelige dovenskab var vi tilbøjelige til at overse spændingerne. Nu ser vi, at de eksplosioner, de kan føre til, kan få afgørende betydning.«
Ordene kommer fra Bo Lidegaard, faghistoriker og forfatter til to berømmede biografier over de danske diplomater, Washington-ambassadør Kauffmann og hans næstkommanderende Povl Bang-Jensen, der begge gjorde deres gerning i skyggen af frygt, først for nazisterne, siden for kommunisterne. Netop nu er han aktuel med det første af to bind om Jens Otto Krag.
»Åbenheden, vores erkendelse af mulighederne, rummer både negativt og positivt,« fremhæver Lidegaard.
»Det negative er de enorme faremomenter, krigen, terrorismen, den aktuelle situation, der hurtigt kan udvikle sig til noget meget værre, dystre scenarier: Vestlig demokratiovervågning, forværrede relationer til Mellemøsten.«
Og de positive?
»Det er ikke interessant at gætte på, hvad der er sandsynligt. Vi må ikke være defaitister. Vi må spørge os selv: Hvilke muligheder har vi som enkeltindivider og som stat for at udnytte de positive muligheder?«
Verden rager USA
»Det er opmuntrende, at amerikanerne igen har indset som de har gjort mange gange tidligere at de er en del af verden og ikke kan isolere sig fra den. Verden rager dem i dag.«
En virkeliggørelse af den ny amerikanske indsigt kræver, at George Bush junior gør sig selv til Franklin Roosevelt junior. Tror du virkelig, det vil ske?
»Han kan utvivlsomt gøre det. Spørgsmålet er, om han vil.«
Og vil han det?
»USA har erkendt, at FN forbliver den eneste ramme med universel legitimitet. Det har de klart tilkendegivet ved at betale deres gæld. De indser, at når det drejer sig om at bygge op også socialt så kan man ikke komme uden om FN. Og at international orden kræver en form for social sikkerhed.«
Er det ikke bare en momentan erkendelse?
»Vi skal holde dem fast på det. Indkassere. Det er en europæisk holdning at sige: Vi vil gerne samvirke med jer inden for det system. Og om at skabe en tidssvarende ramme inden for det uhyre komplekse system, som FN er.«
I Bushs eget bagland har der været lutter foragt for FN?
»Derfor er det så vigtigt at få Bush med. FN var jo netop i sin tid af Roosevelt tænkt som en kæmpende organisation. De demokratiske lande skulle stå skulder ved skulder og bekæmpe dem, der ville træde folkeretten under fode. Sådan er det bare ikke blevet, fordi en del af FNs grundlag hvilede på totalitære lande. Men det, Roosevelt ville, var lige som Bush at bygge en global koalition.«
Er det realistisk, at den kan føres tilbage under FN?
»Lige nu er den forankret i Pentagon og Det Hvide Hus. Men amerikanerne vil formentlig indse, at hvis den skal have legitimitet, så også lande som Syrien og et mere moderat Iran kan være med jamen så er det FN, vi taler om i dag.«
Hjemligt hip
Her har Lidegaard, hvad han selv kalder »et hip til den hjemlige opinion«: »USA har uviljen mod at forpligte sig. Det er utilbøjeligt til at indgå multilaterale aftaler, som hæmmer handlefriheden.«
Du tænker på de danske EU-forbehold?
»Netop som europæere må vi vise os villige til at forpligte os og på en sådan måde, at USA kan være med, både civilt og militært.«
Kan FN holde til den rolle?
»I dag klart ikke. Men det må være målet.«
Har den vestlige opinion tålmodighed nok til en krig, som ingen kan se ende på?
»Vi bliver ikke møre. Demokratiet har vist sig forbløffende stærkt mod diktaturer. Den folkelige opbakning er meget dyb.«
I Vietnam-krigen tabte den amerikanske offentlighed modet?
»Det regime, USA støttede i Sydvietnam, var ikke demokratisk. Jeg er ikke nervøs for, at vi skal tabe, men for, at vi i vores iver for at vinde glemmer, at demokratiet ikke må kompromittere sine egne idealer.«
Som kommunisterne
Bo Lidegaard ser tydelig parallel til de koldkrigsårtier, han har beskrevet i sine biografier:
»Der er klare lighedstræk mellem truslen fra radikale muslimske grupper, der står i ledtog med fremmede magter, der vil os det skidt, og så situationen med de hjemlige kommunister og deres forbindelse til Moskva. Grundlæggende respekterede de heller ikke demokratiet.«
Det kobler over til din bog om Jens Otto Krag og de vanskeligheder, Socialdemokratiet befandt sig i efter 1945?
»Man skal passe på med for håndfaste paralleller, men men kan spørge: Hvem stoppede kommunisterne i Danmark? Ikke dem, der stod og skreg ude på højre sidelinje. Det var socialdemokraterne, det var deres tillidsfolk på arbejdspladserne.«
»Vi kan kun løse problemet med den muslimske fundamentalisme, hvis vi inddrager dem, der politisk bevæger sig i de samme miljøer. Vi skal danne en front, som inkluderer de moderate, så kamplinjen kommer til at gå lige ved fundamentalismens grænse. Vi kan ikke vinde ved at stå foran vores eget mål. Vi skal ind på deres banehalvdel, både globalt og nationalt.«
Hvordan bygger vi den koalition?
»Det, der bekymrer mig, er, at den store gruppe af muslimer, som deler vores værdier, er så spagfærdige i debatten.«
*Hvordan vil de åbne samfund påvirkes af en terror og en modkrig, som ingen kan se ende på? Det spørger Information om i denne serie, der begyndte i fredags og løber frem til valget den 20. november.
