Læsetid: 6 min.

Pakistan i krise

Landets Afghanistanpolitik ligger i ruiner og intern splittelse struer
24. november 2001

Det pakistanske statsfjernsyn, PTV, har tradition for diskretion, når der er dårlige nyheder for nationen og magthaverne, og selv i satellitkanalernes tidsalder forsøger man ihærdigt at skåne medborgerne. Således også i dag: Billedstrømmen fra Afghanistan er blevet kraftigt censureret. Men via CNN, BBC og den ofte åbenmundede pakistanske presse er billederne af pakistanske jihadiers skændede lig og andre brutale scener nået frem til alle.
»Det er næsten som at genopleve tragedien i Dhaka i 1971, da Indien oprettede Bangladesh« (tidligere Østpakistan, red.), skriver en læserbrevsskribent i avisen Dawn.
Talebans bratte forsvinden fra Afghanistans byer blev på samme tid oplevet som en ydmygelse og en lettelse. Få lader til at begræde regimets fald. Men nyhederne om, at flere hundrede pakistanske ’frivillige’ er blevet henrettet og dræbt i kamp eller pryglet til bevidstløshed, før de blev fængslet, har rystet alle.
Dramaet i Kunduz, hvor op imod 1.000 pakistanere, flere af dem rene drenge, står i fare for at blive massakreret af Nordalliancen er et nationalt traume. Hele Pakistans Afghanistan-politik ligger desuden i ruiner og skal genopbygges helt forfra. Endnu ti dage efter de voldsomme omvæltninger i nabolandet, råder der handlingslammelse og chok. Præsident Musharraf var lige så uforberedt på konsekvenserne som alle andre, inklusive den militære efterretningstjeste ISI.
Bevidstheden om, at man med sin logistiske og politiske støtte til USA selv var med til at spænde hanen på den pistol, som blev rettet mod ’fædrelandets egne sønner’ er smerteligt tyngende.
Talebanerne var indtil for ganske nylig en ’allieret’, som nu er blevet fortrængt af et uigennemskueligt sammenrend af kræfter, der alle er mere eller mindre fjendtligt indstillede over for Pakistan, og som man ikke har haft nogen kommunikation med, siden de blev jaget ud af Kabul i efteråret 1996.
For Musharraf og for den pakistanske nation er dette endnu en påmindelse om den gamle militærdiktator, Zia ul-Haq, som med sin islamiseringsproces lagde grunden til det religiøse morads, som gjorde fanatisme stuerent i verden næstfolkerigeste muslimske land.
Truslen mod Musharraf inden for hærens rækker er taget af, men ikke kvalt, og der er stadig mange Zia-loyalister tilbage.

Gode miner
Mange af de ’nye’ topfigurer, der bejler til magten i Kabul, er gamle kendinge, hvoraf flere var med til at lægge Kabul i ruiner 1992-96. Alle (med undtagelse af den usbekiske general Dostum) – Burhanuddin Rabbani, Yunus Khalis, Abdul Rasul Sayyaf, Gulbuddin Hekmatyar med flere – var i 1980’erne Zias håndgangne mænd.
Officielt og udadtil opretholder Pakistan gode miner, og Musharraf gentager uafladeligt, at »FN og verdenssamfundet arbejder for at gennemføre det mål, der også er vores: At give Afghanistan en bredt baseret regering«.
Men bag facaden hersker stor bitterhed: USA lovede jo, at det ikke ville tillade Nordalliancen at indtage Kabul, og at den afghanske hovedstad skulle blive en international og så vidt muligt afmilitariseret fredszone. USA lovede også, at den afghanske magtkamp ikke skulle blive afgjort ved militær styrke og territorial kontrol, men ved forhandlinger, hvor alle etniske grupper, klaner og interesseorganisationer skulle være repræsenteret...

Al indflydelse tabt
I dag har Pakistan tabt al indflydelse i nabolandet, og Musharraf er nødt til at læse i aviserne for at finde ud af, hvad der egentlig foregår der. For regeringerne i Islamabad har Afghanistan i mere end 20 år været en af krumtapperne i nationens sikkerhedspolitik. Talebans sejr og magtovertagelse i Kabul vakte i sin tid så broderlige følelser, at mange kom til at opfatte Afghanistan som Pakistans femte provins. Pashto-talende pashtunere havde man blodsbånd og meget andet til fælles med. Ved siden af den etniske samhørighed havde man skaffet sig en god strategisk dybde på sin vestre flanke og sidst, men ikke mindst en økonomisk passage til Centralasien og dets olie, naturgas og handel.
Men alle disse smukke drømme blegnede reelt længe inden Talebans fald i Kabul den 13. november i år. Pakistan begyndte at miste sin indflydelse på Talebans ledelse i Kandahar allerede i 1998. Det tog næsten to år, før det gik op for pakistanerne, at Osama bin Laden og hans organisation var blevet en magt i magten, og at mullah Omar efterhånden lyttede mere til al-Qaedas folk end til sine egne, herunder styret i Kabul.
Til trods for, at talebanerne hurtigt søgte at føre Afghanistan mod en ny stenalder og med sin brutale kvindepolitik og religiøse snæversynethed stødte hele verden fra sig, så stod Islamabad-regeringen last og brast med regimet og dets særheder. Det førte ikke blot til, at udenlandske investorer blev skræmt bort og drænede Pakistan for milliarder af dollar. Værre var det, at religiøs fanatisme og sekterisme som en tidevandsbølge spredtes til alle provinser, hvorved der blev skabt en Kalashnikov-kultur, som splittede landet og slog ud i vold og lidelser.
Musharraf valgte i begyndelsen at se passivt til ligesom sin forgænger, Nawaz Sharif. Den islamiske fundamentalisme var en del af hærens bagland og sameksisterede i et symbiotisk forhold med generalerne. Jihad-bevægelsen var desuden blevet hjulpet frem, fordi den kunne gøre nytte i den lavintensive guerillakrig i Kashmir, som indgik som en del af den nationale sikkerhedsstrategi.
Men efterhånden var truslen om økonomisk kollaps så overhængende, at Musharraf var nødt til at udfordre det religiøse højre. De første signaler kom allerede i juni i år, da Musharraf i en tale fordømte religiøs fanatisme og opfordrede folket til at vende de islamistiske hardliners ryggen.

Historisk parentes
Fordrivelsen af Taleban, der nu er reduceret til en historisk parentes, har ændret billedet totalt. Naturligvis gør mullaherne Musharraf til syndebuk. Han er en forræder, der har svigtet islam og solgt sin nation for dollarsedler. Det muslimske kleresi vil aldrig tilgive ham, at han slog hånden af Taleban og i stedet støttede USA’s kafirer (vantro, red.), som allerede havde allieret sig med fjenden i Nordalliancen.
Men Taleban har i dag helt mistet sin aura af mystik og sit image af usårlighed. Mange af de pakistanske jihadier, som er vendt levende tilbage til fra Afghanistans slagmarker, føler sig forrådt af de talebanere, der flygtede i sikkerhed i stort tal, lige så snart fjenden nærmede sig. Det skete i Mazar-e-Sharif, og det skete i Kabul. Hundredvis af deres venner blev skudt og dræbt. Og talebanerne sagde ikke et ord, før de forsvandt ud i nattemørket.

Splittet ledelse
Splittelsen i den pakistanske ledelse er større end nogensinde, men demonstrationerne i går efter fredagsbønnen i Pakistans større byer samlede sjældent over 1.000 deltagere. De tre store religiøse partier stod samlet mod USA og Musharraf, men med Talebans fald, har de mistet både deres handlekraft, fodfæste og kurs. Som helhed betragtet har Musharraf styrket sin magtposition, hvilket han efter alt at dømme vil udnytte til at slå hårdere til mod de yderligtgående islamister og fjerne mange af de love, som har gjort dem til en slags stat i staten.
Men Pakistans Afghanistan-politik er i dag et stort spørgsmålstegn. Råd savner han ikke. De liberale kræfter foretrækker, at han anlægger samme pragmatiske kurs over for de nye magthavere, som Iran har gjort, mens andre ønsker, at Pakistan helt ophører med at engagere sig i nabolandet. Taleban er færdige. Selv om nogle talebanere måtte overgå til at føre guerillakrig, er bevægelsen i praksis ophørt med at eksistere. Derimod vil det pakistanske militær kunne tænkes at støtte en pashtunsk opstand, hvis pashtunerne bliver sat helt uden for indflydelse i Kabul.
Det eneste afghanske kort, som Musharraf har tilbage, er de næsten to millioner flygtninge, som sidder tilbage i Pakistan. Med henvisning til de såkaldte fredszoner, som skal etableres i Afghanistan, kan han tvangsrepatriere en stor del af dem og dermed påføre de nye afghanske herskere en byrde, som de ikke formår at løfte alene.
Pakistan søger i dag fortvivlet en udvej, klemt inde mellem to fjender og berøvet den nøglerolle og internationale opmærksomhed, man har nydt godt af. Mange frygter, at nationen skal blive helt marginaliseret.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her