Læsetid: 6 min.

Partiturer med puls

Komponisten Steve Reichs mesterskab er lige så meget hans respekt for tilgængelighed, som hans evne til at skabe komplekse kompositioner, der har inspireret alt fra Eno og Bowie til techno
14. november 2001

Minimalisme
»Jeg er ikke interesseret i at provokere borgerskabet, jeg er interesseret i at lave musik, som folk elsker. Jeg vil elskes, og hvis jeg ikke bliver elsket, så har jeg det dårligt.«
Bag Steve Reichs nodekolonner banker et hjerte af guld. Eller rettere: Bag hans med tiden mere komplekse kompositioner gemmer sig stadig et ganske enkelt ønske om at bevæge – ikke kun hjertet, men også resten af kroppen.
»Hvis musik ikke har en rytmisk puls interesserer den mig ikke, ikke et sekund. Efter Beethoven lytter jeg ikke til vestlig musik før Debussy, Ravel og især Stravinsky.« Fra en telefonlinje tværs over Atlanten siger den amerikanske komponist altså ellers tak til Schubert, Brahms, Mahler, Wagner.
Hr. Steve Reich er 65 år gammel, han bliver regnet for en af den vestlige verdens absolut vigtigste nulevende komponister, og han er jødisk newyorker af et godt hjerte. Han gemmer sig rent musikalsk ikke i et elfenbenstårn, lige som han heller ikke afholder sig fra at relatere sig til virkelige begivenheder. Han har samplet toglyde med reference til både New Yorks undergrund og nazisternes godstoge til jøder i Different Trains, og i City Life samplede han brandvæsenets radiokommunikation under det første attentat mod World Trade Center i 1993.
»Jeg fik de egentlige bånd fra brandvæsenet, og i dag er det selvfølgelig uheldigt. Men det er der. De seneste begivenheder er netop også en optrapning af tidligere angreb, som tog sin begyndelse for over 40 år siden, men nu har overskredet smertegrænsen.«
Og han har ikke andet end bekymring for Karlheinz Stockhausens mentale velbefindende til overs for dennes udtalelser om 11. september-angrebet som værende historiens største kunstværk.

Rytmiske udviklinger
Reichs musikalske løbebane har sit udspring og sin hovedhistorie i den i disse dage så hårdt prøvede storby, men det var i San Francisco, at han havde sin store kompositoriske åbenbaring. Det er en søndag eftermiddag i 1965, og Reich går tur med sin båndoptager og mikrofon i en park, hvor Brother Walther prædiker om Noah og syndfloden. Reich går hjem med optagelsen, duplikerer den for at fordoble klangen af den sorte prædikants syngende stemme – »it’s gonna rain...« Men fordi spolebåndoptagernes hastigheder er svagt forskellige ryger de ud af sync med hinanden, og Reich opdager at resultatet er en stadig skiftende tostemmig kanon, som skaber de smukkeste rytmiske udviklinger.
Resultatet bliver den centrale båndkomposition »It’s Gonna Rain« og en rytmisk raffinering af Reichs udtryk, som han siden overfører til nodepapir og orkesterformat, og som skal vise sig at optage ham helt op til i dag. Et udtryk, der har vundet mange hjerter på 90’ernes og den umiddelbare nutids elektroniske scene, hvor man netop også – især inden for techno – arbejder med langstrakte rytmefikserede forløb med forskydninger. Men Reich er også så gammel at han har inspireret generationer før den samplede og samplende ditto.

Unge sampler Reich
»Tilbage i 50’erne tog jeg på Birdland og hørte Miles Davis, Kenny Clarke, Bud Powell,« fortæller Reich. »Klip til 1963. Jeg er i San Francisco, i en new jazz-workshop, for at høre John Coltrane. Om dagen studerer jeg komposition, men jeg føler, at Coltrane har langt bedre fat i sandheden, fordi det bare flyder fra ham. Klip til 1974. Mit ensemble spiller i Queen Elizabeth Hall i London, vi spiller Music For Mallet Instruments, Voices and Organs. Efter koncerten kommer en fyr med langt hår og læbestift hen til mig og siger »goddag, jeg er Brian Eno.« Og jeg tænker: ’Fantastisk, jeg sidder i en bar som knægt og lytter til Miles Davis. Jeg giver koncert nu, og Brian Eno lytter til mig. Det er poetisk.’ Klip til 1976. Vi er i Berlin, og David Bowie hører Music For 18 Musicians. Klip til 1992. Jeg er i London for at lave et interview med et teknologisk instrumentmagasin, og de spørger mig, hvad jeg synes om The Orb. Jeg aner ikke, hvem de er og får en cd med hjem. Her kan jeg høre Electric Counterpoint samplet på deres nummer »Little Fluffy Clouds«, og jeg tænker: ’Aha! Her er en ny generation af musikere, 20 år yngre end Eno og Bowie, og de kan ikke bare lide min musik, de sampler den også’. Jeg sagsøgte dem aldrig, så jeg har vel et godt ry.«
– Ja, det har helt sikkert gjort dig til en helt.
»Hehehehe.«
– Og i 1996 blev du sågar hyldet og remixet af en række elektroniske musikere på albummet ’Reich Remixed’.

En konstant puls
»Ja, på et personligt plan var det strålende. Men det har ikke opmuntret mig til at blive dj.«
Reich er en musikalsk berejst herre. 1976-77 studerede han hebraisk messen, 1973-74 studerede han balinesisk gamelan-musik og i sommeren 1970 tog han til Ghana for at studere landets trommemusik, hvilket resulterede i kompositionen Drumming.
»Ghana fik det til at lyde nogenlunde sådan her inden i mit hoved: ’Trommer og percussion kan være grundlaget for en fuldstændig ny musik. En konstant puls kan skabe musik, som er radikalt forskellig fra rock’n’roll og jazz. Tag hjem og gør det!’ Mit trommespil vokser grundlæggende ud af tidlige stykker som »It’s Gonna Rain« og »Come Out,« men opmuntringen, det grønne lys, den gode fornemmelse... det fik jeg dér.«
Musik næres – som det måske også fremgår af denne artikels zappen frem og tilbage – ikke nødvendigvis af sin umiddelbare fortid, og Steve Reichs inspirationer kommer helt tilbage fra det 12. århundrede, mens han altså forkaster den kronologisk noget nærmere klassisk romantiske periode. I barndomshjemmet spillede han klaver ved at strække sig op og ramme de samme to tangenter igen og igen, mens han sang.
»Jeg troede, jeg lavede cowboysange,« fortæller han om sin tidligste erindring af at spille. Indtil han var 14 havde han ikke hørt musik fra før 1750 og efter Wagner, men så satte en af hans venner ham foran en pladespiller og »...spillede inden for en uge Stravinskys Sacre du Printemps, Charlie Parker, Miles Davis og Kenny Clarke – bebop. Og så spillede han Bachs femte Brandenburg-koncert. Da jeg hørte Sacre du Printemps var det som at se hele verden gennem et andet objektiv. Hele oplevelsen var, som om jeg havde boet i et hus i 14 år og nogen pludselig sagde: ’der er rent faktisk et værelse, du aldrig har set.’ Min ven åbnede døren, og jeg gik ind i værelset. Og jeg forlod det aldrig.«
– Hvordan har netop disse stykker musik påvirket dig?

Intet tonalt centrum
»Well, rigtig meget. De har alle en meget klar puls, og det er i dén grad tonal musik. Disse træk var vidt forskellige fra den musik, som var dominerende, da jeg blev musikstuderende, hvilket var musik af John Cage og Stockhausen. Arytmisk musik uden en puls – det skulle man undgå – intet tonalt centrum og intet åbenlyst melodisk indhold. Jeg følte ikke, at der var nogen plads til mig i den musik.«
Klip til 2001. Reich er blevet et koryfæ. Han og Cage blev aldrig åndsfæller, og mens Cages eksploderede musikbegreb altid vil stå som en udfordring af musikforståelse, så står Reich i dag som en af de mest tilgængelige, men samtidig mest belønnende bekendtskaber blandt amerikanske progressive komponister. Mens Cage trods sit ekstremt inklusive musikbegreb har skabt en eksklusiv musik, som ikke kan siges at tale i populære tunger, så har Reichs intense fokuseren på rytme og smukke melodifigurer betydet kompositionsmusik, som for selv unge, repetitionsvante ører kan lyde som en blid regn af toner.

*Steve Reich: Triple Quartet (Nonesuch/Warner) udkommer i dag
*En Steve Reich-antologi, Writings On Music (1965-2000), udkommer februar 2002 på Oxford University Press
nwww.stevereich.com

FAKTA
Steve Reich
Født 3. oktober 1936 i New York. Opvækst i New York samt Californien. Er uddannet i filosofi og kompositionsmusik.
Definerede sammen med Philip Glass, LaMonte Young, Tony Conrad og Morton Feldman minimalismen inden for kompositionsmusik i 60’erne. Mens Glass er den mest berømte, kan man i hvert fald med henvisning til påvirkning på efterfølgende musikalske generationer hævde at Reich er den vigtigste. Har tillige været en opfindsom udforsker af spolebåndoptagerens og siden samplerens store muligheder for samspil med
orkestre af kreativ sammensætning.
Hovedværker: It’s Gonna Rain (1965), Come Out (1966) Four Organs (1970), Drumming (1971), Music For 18 Musicians (1976), Different Trains (1988), The Cave (1993) og City Life (1995)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu