Læsetid: 3 min.

Pia gider ikke mere

’De har rent ud sagt ikke fattet en skid af, hvad det drejer sig om’, sagde Camre om danske forfatteres modstand mod DF. Men Jørgen Leth er ’en genial kunstner’
22. november 2001

Kulturvalg
Forklædt som fadølsanlæg sneg to kulturjournalister sig tirsdag ind på udebane. De tog til valgaften på Christiansborg. Kulturredaktøren var i oprør: Hvor var kulturen henne i valgkampen?
Afsted med en reporter under armen og en Albaniparasol på hovedet. Og sådan kommer vi ind ind på Christiansborg. Hvor vi står strategisk placeret ved siden af de andre fadølsanlæg. Og diskret kamoufleret som socialdemokrater drikker fadøl og spiser frikadeller og råber med i DSU-koret: »Hun ligner jo en mand«, hver gang det yndige lands nye førstedame Anne Mette Rasmussen nikker og smiler på tv-skærmene.
Men da de første optællinger afslører udsigten til en borgerlig regering som klare realiteter træder kulturredaktionen i karakter som modstand mod magten. Og går direkte fra Socialdemokratiets fadøls-anker ind til Dansk Folkeparti, hvor en stylist ved navn Gerti er i færd med at massere Peter Skaarups hovedbund, mens manden bag kvinden, pressechefen, tidligere medlem af Socialistisk Arbejder Parti, Søren Espersen hviskende går rundt til de indviede:
»Pia er på vej, Pia kommer om ti minutter. Hun er på Lyngbyvejen.«
Mogens Camre står lidt alene. Det ser ikke ud, som om han har særlig mange venner i sit nye parti. Men han er jo også det, dejlige danske Pia kalder en interlektuel. Og ikke nok med det: Camre har kulturelle partnere. Efter ægteskabet med forfatterinden Vita Andersen er han nu gift med en konservatorieuddannet operasangerinde.
Direkte konfronteret med dagbladsannoncer indrykket af kunstnere, forfattere og kulturpersonligheder som protest mod Dansk Folkeparti svarer Camre:
»De har rent ud sagt ikke fattet en skid af, hvad det drejer sig om. De er simpelthen for naive.«
Og så fremhæver Camre i stedet Jørgen Leth som »en genial kunstner.« Og Vita Andersen som hans yndlingsforfatter. Redaktøren spurgte, hvilke af Andersens værker, Camre især satte pris på. Og Camre svarede: »De tre børn, vi har sammen.«
Efterfølgende forsikrer Gerti, at det altså ikke er hende, der har ansvaret for Camres hår. Men hun har lige ordnet Pia.

Brian Arthur
På udkig efter den kommende kulturminister opsøger vi rygternes favorit: Brian Arthur Mikkelsen. Som svarer tålmodigt på spørgsmål om en kommende kulturpolitik. Han er en venlig mand. Og han understreger, at han jo ikke kan vide, om han bliver kulturminister.
Redaktøren er ellers meget pågående. Forsøger straks at afdække Mikkelsens eventuelle inkompetence. Kynisk peger han på malerierne på væggene og spørger: »Hvornår er de Kirkeby-billeder malet?«
Men Mikkelsen går ikke i fælden. Uden at lyde som en erhvervsleder, der blærer sig med sin æstetiske hobby korrigerer han:
»Nu er det jo ikke Kirkeby, men Claus Carstensen. Jeg er meget glad for de malerier, fordi man kan se håndens aftryk i dem. Man kan se håndens følsomhed.«
Mellem mere øl og en dårlig vittighed presser vi Mikkelsen og spørger til en af de danske europarekorder: Bogmomsen. Mikkelsen forklarer, at vi jo ikke har tradition for differentieret moms i Danmark.

Svends paradoks
Han vil hellere prioritere litteraturen højere på bibliotekernes budgetter.
Som han siger: »Litteraturen skal ikke have færre penge bare fordi bibliotekerne også skal investere i IT og medier.«
Således midlertidigt beroliget ved udsigten til Brian Arthur som ny kulturminister var der ligesom plads til en mere ideologisk diskussion. Så turen går videre mellem kabler og udenlandske journalister og tv-skærme med prognoser. Snakker lidt med Søren Søndergaard, Mogens Lykketoft, Niels Helveg Petersen og Ritt Bjerregaard. Indtil høje Svend Auken pludselig står der, han, der som studerende ved Aarhus Universitet var berømt for sine læsninger af Villy Sørensen.
»Svend, hvad med Villy Sørensens kritik af velfærdssamfundet. Skulle vi ikke have haft den diskussion.«
Det synes Auken havde været en god ide.
»Men«, siger Svend »det virkeligt filosofiske paradoks er, at det her valg er velfærdssamfundets totale sejr. Det er det spændende paradoks, at en højreregering kan vinde valget ved at ville forsvare velfærdsstaten.«
Og Svend bliver afbrudt af valgresultatet fra Århus og partikammereter, der hiver ham hen foran tv-skærmene.
Mere fadøl og fire samtaler senere fanger vi Anita Bay Bundegaard, som fortæller, at hun vil blive i politik. Selv om man, som hun siger, »kan blive beskidt indeni af at leve som politiker. Det gælder om at yde modstand til spillet.«
Inspireret af Bundegaards tale om skidt og politik lakker det mod Pia Kjærsgaard, som adspurgt om hun egentlig mener, at Danmark skal udfordre de internationale konventioner som står i vejen for stramninger på udlændinge:
»Jeg gider ikke mere. Jeg gider ikke mere.« Pia er træt og man kan godt se, at det snart er lang tid siden Gerti har masseret hendes hovedbund.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her