Hvad nu her efter postmodernismen?

(2. sektion)

Socialrealisme som stilart, familiens sammenbrud og de sløve intellektuelle.
Marianne Stidsen om 90’er-litteraturen

90’er-litteratur
Allerede i 1995 redigerede Marianne Stidsen en antologi over 90’ernes danske litteratur. Den hed Ankomster – til 90’erne. Nu er der gået seks år. Årtiet er slut, og Stidsen har skrevet signalementer og redigeret endnu en antologi: Udveje – fra 90’erne. Bogen og således portrættet af 90’ernes danske litteratur er inddelt i fire temaer: Fra minimalisme til maksimalisme, Mod en etisk realisme, den sociale boogie og Vendingen mod verden.
En pointe ligger under bogen: At »vi i disse år oplever
en stigende uvije mod den sammenhængsløse postmodernisme og et ønske om igen at tænke forbindelserne
mellem jeg’et og dets omverden.«
»Jeg kom til at tænke på det i forbindelse med den tredje bog i Christina Hesselholdts Marlon-trilogi. Den er helt anderledes end de to første bøger. Der er en scene, hvor hovedpersonen går ud på en balkon og filosoferer over, at det kunne være dejligt, hvis man havde overblik over tingene. Det er et enkeltstående eksempel. Men jeg blev opmærksom på en ny trang til at se tingene i større perspektiv. Ikke bare i litteraturen.«
»Jeg synes, man i kulturen generelt kan se, at den overfladeorienterede postmodernisme ikke rigtig duer mere i en verden, der ikke bare endte i fryd og gammen efter Berlin-murens fald. I 80’erne var der den kolde krig, punken og no future. Efter undergangsbevidstheden åbnede Murens fald for en tro på en masse ting, der var en enorm eufori.«
»Men gennem 90’erne er det, som om en ny pessimisme har taget over. Og nu på den anden side af 90’erne er der jo så en anden begivenhed, som har sat punktum. Jeg tror, det har skabt en følelse af, at man ikke bare kan vende verden ryggen og interessere sig for de små æstetiske universer. At tingene er forbundne, og litteraturen har en forpligtelse på erkendelse af nogle større sammenhænge.«
– Hvilke konsekvenser har det?
»Postmodernismediskussionen satte en dagsorden i 80’erne. Først på Kunstakademiet og siden i aviserne, og til allersidst var der endda en snert på universiteterne. Der var implicit en konflikt, som handlede om, hvorvidt postmodernisme var en neokonservatisme, som Habermas f.eks. mente. Eller hvorvidt man, som Lyotard mente, kunne se den som en fortsættelse, en radikalisering af modernismen.«
»Den diskussion kunne jeg godt tænke mig at få frem til overfladen igen. Den er forsvundet i de senere år. Postmodernisme er blevet mere et vilkår end et projekt. Men man kunne diskutere, om der var flere positioner indenfor postmodernismen: En konservativ position, som holder på, at historien er død, vi kommer ikke videre. Intet forandrer sig ud over, at der bliver flyttet rundt på nogle brikker. Og så en position, der fastholder en form for progressivitet. Uden at det skal være en gentagelse af den tidlige modernisme eller avantgardisme. De fleste er efterhånden enige om, at den modernistiske eller avantgardistiske utopi som et helligt sted uden for de korrumperede sammenhænge er absurd. Som udgangspunkt er vi allesammen inden for de her systemsammenhænge, og inden for dem kan man prøve at gentænke, det der sker, og hvad man kan gøre. Det synes jeg, litteraturen i anden halvdel af 90’erne er kommet med nogle bud på.«

Etisk drejning
Mod midten af 90’erne ser Stidsen en tendens til drejning i litteraturen. Væk fra velskrevne æstetiske lukkede bøger og ud mod samfundet omkring. Det er en drejning, der endeligt synes at ophæve modsætningen mellem den politiske prosaisering af poesien, der fandt sted i 70’erne og 80’er-digternes insisteren på kunst for kunstens egen skyld.
»Jan Sonnergaards Radiator var afgørende. Når han tager den socialrealistiske genre op i dag, leger han med den som en stilart. Det er præcis lige så æstetisk gennemarbejdet, som meget af den minimalistiske litteratur. Og der er ikke en naiv idé om, at man kan stille sig uden for det hele.«
»Sonnergaards karakterer er på mange måder forfatterens talerør for en kritik af det materialistiske samfund. Og så er de alligevel selv utroligt optaget af, hvilke mærkevarer de ville købe, hvis de havde råd. Det er en forskel, man skal notere sig.«
– Du skriver om et decideret etisk motiveret engagement?
»Jeg tænker eksempelvis på en historie fra Pablo Henrik Llambias bog Hun har en altan. Det er egentlig en gennemført postmoderne bog. Men den slutter med en fortælling, hvor han på vej gennem Tyskland hører om kampene i Bosnien i bilradioen og kommer i tanke om, at han faktisk ikke ved ret meget om den verden, han lever i. Han har ikke været specielt engageret i de spørgsmål. Llambias har siden skrevet flere avancerede politisk orienterede bøger.«
Der er de større fortællingers sammenbrud. Og så er der ifølge Stidsen i 90’er-litteraturen et blik ind i familiens sammenbrud som ramme om opvækst og opdragelse. Flere 90’er-forfattere reflekterer over tiden efter 68’ernes såkaldt ’lykkelige skilsmisser’. Der tilsyneladende var mere lykkelige for forældrene end børnene:
»I begyndelsen af 90’erne introducerede mange romaner nogle personer, som var frit svævende i rummet uden fortid. De blev nærmest bare placeret i romanen og agerede fra et nulpunkt. Men mod slutningen af 90’erne ser man en interesse for, hvilken eksempelvis familiemæssig baggrund de har, og hvad det betyder for deres liv. Det viser sig, at det især er en skilsmisseproblematik, der ligger og lurer. Den fraværende far går igen i litteraturen. Det ligger opad den psykologiske teori om, at faren symboliserer den del af udviklingen, hvor man tilegner sig sprog og sammenhænge. Man er mere opmærksom på, at tingene ikke bare er, hvad de er. Der er en årsagskæde bagved. Der er en større refleksion over, hvilke strukturer der er brudt sammen.«

Dovne kløfter
Det er forskellige orienteringer og strategier i en postmoderne tilstand. Og som sådan ser Stidsen også den i et par år verserende debat om en muligvis genopstået avantgarde:
»Den debat kunne ligne en udveksling mellem meget få mennesker om noget meget snævert. Men jeg mener, der er et ideologisk lag nedenunder, som gør det til en interessant diskussion. Det handler ikke så meget om at genopfinde en 60’er-avantgarde eller gøre det samme, som man gjorde i 20’erne. Debatten drejer sig egentlig om, at der efter murens fald stadig er nogle blinde punkter og nogle forbud. Man troede på den ny åbenhed og accept i den postmoderne tilstand, men det viser sig, at der stadig er alle mulige begrænsninger og ting, man ikke må. Den debat handler i virkeligheden om at pege på de blinde punkter og de forbud.«
– Det er vel de involveredes ansvar at bringe en debat ud til omverden?
»Det er det helt sikkert, og der har vi nok svigtet. Og det er typisk for et af de mest presserende spørgsmål i øjeblikket: Den voldsomme kommunikationsbrist, som viser sig mellem den intellektuelle verden og alle mulige andre typer samfundsmæssige problemer. Det er meget bekymrende, at vi alle sammen går rundt i lukkede enklaver og diskuterer det, vi selv synes er det vigtigste i verden: I det her tilfælde litteratur. Så skriver vi måske nogle radikale politiske meninger flettet ind i en eller anden faglig diskussion. De vil blive læst af nogle, der sikkert er fuldstændigt enige.«
– Er det typisk?
»Jeg ser vores samfund som præget af kulturkløfter, der bliver dybere og dybere. Vi taler nærmest ikke med mennesker, som befinder sig et andet sted. Vi er aldrig tvunget til at redegøre for det, vi har på hjertet over for nogle, som har en totalt anden opfattelse. Vi taler bestemte sprog i nogle bestemte koder og vi har måske nogle ganske overfladiske uenigheder, men så vidt jeg ved, er der stadig ikke nogen inden for vores felt, som har meldt sig ind i Dansk Folkeparti. Vi taler ikke på tværs af de her kløfter. Og jeg har ikke nogen løsninger eller nogen kulturradikal idé om, at vi så må gå ud og oplyse folk.«
– De såkaldt intellektuelle er måske for sløve?
»Det er jeg bange for. Og jeg siger det som intellektuel. Vi er alt for sløve og alt for optaget af vores egne små cirkler uden at spille de kort, som vi sidder med, og som vi selv synes, er så helvedes gode. Vi bliver aldrig tvunget til at argumentere over for nogen, som måske ikke lige kan se fidusen i det, vi går og laver. Apropos 90’er-litteraturen, hvad fanden er det, der er så fantastisk ved den?«