Analyse
Læsetid: 5 min.

’En regering af idioter’

Handelsboykot af Israel vil have større politisk end økonomisk betydning
21. november 2001

TEL AVIV – Ariel Sharon har givet EU en kold skulder. Den israelske leder har tidligere været ubehøvlet overfor udenlandske kolleger, men da han søndag gav en EU-delegation under ledelse af den belgiske ministerpræsident og nuværende EU-formand, Guy Verhofstadt, en meget kølig modtagelse fandt man fra europæisk hold målet fuldt.
Delegationen var kommet til Israel for at fremlægge de europæiske forslag til genoptagelse af fredsprocessen med palæstinenserne, hvilket ikke huede Sharon. Han har længe betragtet de europæiske ledere som partiske i konflikten. Og da den belgiske Tel Aviv-ambassadør yderligere er på vej til ham med en stævning fra en belgisk domstol, som vil afhøre ham om hans rolle i Sabra og Shatilla massakrerne i 1982, var atmosfæren på forhånd lagt på køl.
Senere på dagen satte Sharons politisk beslægtede, Jerusalem-borgmesteren Ehud Olmert, trumf på ved at sige at Verhofstadt står i spidsen for ’en regering af idioter’.
Den europæiske reaktion kom i form af nye drøftelser af en delvis handelsboykot af israelske varer. Den fandt sted tirsdag. EU har indgået en associeringsaftale med Israel, som fritager landets varer for de fleste importafgifter, men navnlig fra svensk side har det længe været påpeget, at virksomheder i bosættelserne på de besatte områder næppe kan betragtes som israelske i handelssammenhæng. Man har bebudet, at kryber Sharon ikke til forhandlingsbordet, er man klar til at få sagen afgjort ved en voldgiftsret.
Dette synspunkt er man lydhøre for i kibbutz Mitzpe Shalem, som ligger på Vestbredden. Kibbutzen driver en indbringende produktion af muddermasker og andre sager til kroppens pleje med mineraler fra Det Døde Hav lige udenfor kibbutzens hegn. Men selvom eksporten fylder godt i kibbutzens økonomi, er det tydeligt at folkene i Mitzpe Shalem står ret alene med deres frygt for fremtiden, og at de tæller meget lidt i den større sammenhæng.

I handelsafdelingen på den danske ambassade i Tel Aviv betegner man den planlagte boykot som økonomisk ubetydelig. Først og fremmest er Israels langt største samhandelspartner USA, med hvem man har frihandelszone, og på en delt andenplads kommer EU og Fjernøsten. I 2000 stod EU for 27 procent af den israelske eksport, svarende til 8,5 mia. dollar. Danmark importerede sidste år for 634 mio kroner varer fra Israel, hvoraf de af bosætteroprindelse repræsenterede beskedne 109.000 kroner. Dette er under en halv procent.
De dansk-israelske samhandelstal tyder også på at økonomiske faktorer betyder mere end politiske forhold. Det israelske handelsunderskud overfor Danmark er således blevet reduceret i løbet af første halvår i 2001, idet importen fra Danmark er faldet med 13,3 pct. Dette tilskriver man Israels vidtfavnende økonomiske krise, som navnlig har bragt de vellønnede hi-tech ansatte på gyngende grund. Omvendt har danske forbrugere tilsyneladende ikke ladet sig moralsk påvirke af intifadaen hvad købelysten angår, idet værdien af israelske varer med kurs mod Danmark er steget med 19,2 pct. i samme periode.

Flere analytikere påpeger, at bosættervirksomhederne i eksportsammenhæng er en kompliceret størrelse, som gør vurderinger vanskelige. Først og fremmest producerer mange af virksomhederne fødevarer og serviceydelser, som i stort omfang er beregnet på det israelske hjemmemarked. Her vil en handelsboykot naturligvis have begrænset betydning.
I den ideologisk hårdkogte Beit El nord for Ramallah griner man også i skægget over de europæiske planer. Bosættelsens virksomhed er verdens største producent – og selvsagt stor-eksportør – af bederemme, hvilket udelukkende henvender sig til et jødisk marked. I virksomhedens eksportafdeling taler man om en solidaritets-effekt, som giver sig udslag i stigende omsætning, når tiderne er politisk vanskelige på Vestbredden.
Der er flere andre virksomheder af denne type på Vestbredden.
En anden problemstilling er definitionen af en bosættelse.
Mitzpe Shalem er for eksempel. grundlagt af arbejderbevægelsen, og på stedet betragter man afstanden til de ’rigtige’ bosættere i Vestbreddens højland som afgrundsdyb. Man håber, de udenlandske kunder deler denne opfattelse.
Dette kan man skrive under på i Golan Wineries, som i Golanhøjdernes vulkanske jorde dyrker sauvignon og andre druer til produktion af kvalitetsvine. Selvom området teknisk set er ligeså meget besat som Vestbredden og Gazastriben, betragter man sig selv om anderledes fordi her hverken er ideologiske bosættere i noget videre omfang eller intifada.
I vinkældrene afviser man at tage politisk stilling til noget som helst, og nøjes med at sige at eksporten går fint, og at man ser europæiske boykotplaner roligt imøde. Det har ikke været på tale at afskedige nogen af de 120 ansatte, og man regner heller ikke med at komme til det fremover, selvom eksporten rækker ud over hvad man kalder ’de traditionelle koshermarkeder’.
Hvad skal det hele så til for? I Den nationale Boykotbevægelse, som befinder sig på venstrefløjen i den israelske fredsbevægelse, har man i flere år opfordret landets forbrugere til at lade bosættervarer blive liggende på butikkernes hylder. En liste opregner 141 forskellige virksomheder, beliggende både i bosættelser og i særlige industriparker, og man indrømmer, at indsatsen er vanskelig selvom der er fremskridt at mærke.
Også her betegner man bosættelsernes økonomiske betydning som marginal, idet det store flertal af bosætterne tjener til føden på arbejdspladser i selve Israel.
De israelske boykotfolk regner heller ikke med at kunne udsulte bosættelserne økonomisk, men ser perspektiver i, at en nok så beskeden økonomisk opbremsning kan fratage mennesker lysten til at slå sig ned der. Herudover hilser man naturligvis det europæiske initiativ velkommen og siger, at hvad det muligvis mangler i økonomisk gennemslagskraft kan det få i form af moralsk ditto.
Det er her, fornuften i planerne ligger. I gruppen er man ikke blege for at bruge parallelle eksempler, selvom problemstillingen ofte er en helt anden. Man nævner boykotten af californske frugtavlere i protest mod deres usle behandling af mexikanske arbejdere, tidligere tiders sydafrika-boykot, og ikke mindst modstanden mod multinationale giganters udnyttelse af den tredje verdens børnearbejdere.

Ikke mange regner dog med, at dette skridt i sig selv vil få
Ariel Sharon på andre tanker. Men hvis det kan skabe ny bosætterutilfredshed vil højrefløjens repræsentanter i regeringssamarbejdet slå sig i tøjlerne. Dette kan hurtigt skaffe den allerede belejrede regeringschef nye vanskeligheder på halsen, idet en overhøring af europæiske advarsler også vil få venstrefløjen op på mærkerne.
EU har med andre ord læst den politiske situation korrekt. Sharon-regeringen har i de sidste måneder vist tiltagende tegn på at limen er ved at sprække, og dette kan blive begyndelsen på en ny fase, hvor Sharon er nødt til at
tage nye initiativer for at holde sammen på sit skrøbelige hus.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her