Læsetid: 4 min.

Samtale på Guds ager

Per Olov Enquists sympatetisk kritiske gennemlysning af de svenske pinsevenners fundamentalisme, deres hovedmænd og skaren af tungetalende, hungrende, syngende og bekendende kvinder
14. november 2001

Ny bog
Så er Per Olov Enquists allerede meget omtalte roman om den svenske pinsebevægelse, Lewis rejse, kommet i Nanna Thirups gode oversættelse, der har det held, at den hellige mundart har et tilsvarende glossarium på den danske missionsmark. Beretningen tager endda udgangspunkt i Danmark, på ’Guds Ager’ i herrnhuternes Christiansfeld, hvor bogens Jeg, P.O. i egen person, i 1982 overværer en begravelse af en fjern bekendt, der stammer fra hans barndoms Västerbotten, pinsevennen Efraim Markström.
Roman og roman, i så fald en dokumentarisk, monografisk, til dels selvbiografisk sådan eller måske et stort, meget langt, fortællende essay om en fundamentalistisk ideologi, dens storhed og krise.
Den hviler på et omfattende skriftligt materiale, de involverede storheders memoirer og en såkaldt Lebenslauf, efter herrnhutisk skik affattet af denne Efraim, der låner stemmer til store dele af fortællingen, hvor meget der så end kan være digtet til. Man må fortolke ud fra antydninger, hedder det flere steder om metoden, som er kendt i Per Olov
Enquists tidligere værker, der i mange tilfælde inddrages som referencer, bl.a Livlægens besøg, om den pietistiske oplysningsmand Struensee, der netop gav herrnhuterne husly, Musikanternes udtog, der næsten parallelt skildrede arbejderbevægelsen, Korttegnerne med hans mors historie, der her atter har en vigtig funktion, og magnetisme og suggestion mangler heller ikke med hilsen til Magnetisørens femte vinter. Og ligesom Legionærerne havde en ’undersøger’, der blev en indirekte hovedperson i arkivsøgningen, har Enquist her involveret sin kritiske solidaritet med det forbløffende åndemaneri i Jesu navn, bl.a. som anerkendelse af bevægelsens socialarbejde og paradoksale kvindefrigørelse.

Sidste ord
Han har, som han selv siger til slut forvaltet sit pund af inderlighed og puritanisme fra den mor, hvis sidste ord på dødslejet var: »Tør ikke af i bukserne!«, da han strøg chokoladerester af med en finger efter at have prøvet at forsøde hendes sidste stund.
Han har desuden fordelt adskillige pund gode, anekdotiske situationer til tankevækkende oplivning undervejs. En slags raffinerede mannakorn. Der er mange retoriske træk i Enquists epik med dens sceniske arrangementer, krydsklip mellem hovedpersonerne, motiviske omkvæd som musikalske ledemotiver, bebudelser af det kommende, ritardandoer med afbrydelser og indskud, før pointerne falder, retoriske spørgsmål, vendinger af typen »men det var senere« eller »De skulle dog mødes endnu en gang«, som antyder en skæbnetanke eller i hvert fald skaber suspense. Og ikke mindst gentagelsen, som en indskærpning, en melodi: »Næste morgen rejste Lewi fra Centralstationen med toget, som kulle bringe ham til Bulltofta.« Og lidt efter slås det samme fast. Fra Thorkild Hansens dokumentariske romaner kender vi gentagelsens patos til en yderlighed af skæbnefortællen. Hos Per
Olov Enquist i inderlighedens store format.

Rejsen
Den rejse, der er tale om i citatet, er selve titelfænomenet. Den er vendepunktet i »den største åndelige leder Sverige har haft« – ifølge Efraim – Lewi Pethrus’ liv siden åndefødslen i ungdommen. Den store leder bryder af på et højdepunkt af bevægelsens bølge. I 1941 midt under Verdenskrigen flygter han til Chicago af uvisse årsager. Frygt for russerne, er nævnt. Konkurrencen fra hans nære ven og indpisker, forfatteren Sven Lidman, hvis oratoriske begavelse kompletterer Lewis organisatoriske geni i Filadelfiamenigheden i Stockholm, er også nævnt. Almindeligt mismod, der en en kendt bagside af succesen, er tænkelig. Desuden frustrerede digterdrømme.
Der er aldrig én forklaring på mennesket, er bogens grundlæggende budskab, ligesom enhver idé bærer sin modsætning i sig, rationel oplysning og pietisme, socialforsorg og himmellængsel, renhed og synd.
Lewi spejler sin amerikanske rejse i Bunyans kristne epos Pilgrimsvandringen, men noget slukøret vender han hjem og tager kampen op. Munterheden er stærkt aftagende. Den fremhæves ellers som et væsentlig træk i pinsevennernes teaterverden, der dog fordømmer al underholdning såsom dans, spil, film, teater, smykker, til fordel for dise tungeglødende seancer i templerne og teltene, hvor brødrene og de ældste, lutter mænd, fra forhøjningen skuer ud over det kogende, syngende, jamrende og bekendende ’konehav’, reelt da også bestående af yngre enlige kvinder, hele 80 procent af bevægelsen, draget af den latente seksualitet i forestillingen om brudgommen, om Jesu væskende sår og hele blodmystikken i frelsen.

Skandaler
En magnet på prædikestolen var den nævnte Sven Lidman (1882-1960), den superintellektuelle digter og kontrast til den ’västgötiske bissekræmmer’ Lewi Pethrus (1884-1974), skandaleombrust for sin udsvævende ungdom, der blev godt brændstof for hans lige så skandaleløse frelse og hans effektfuldt malende angertaler. Og det holdt helt til det dramatiske og eklatante brud og hans offentlige undsigelse af bevægelsen for dens magtmisbrug og kommercialisering. Men også her må en dybere forklaring blive mangetydig.
Mange temaer er flettet sammen, bl.a. identitetsforuroligelsen. Digterens tomme dæmoni antydes især hos Sven Lidman, hvis klartskuende elskerinde, én blandt de mange, kender ham som et ’løg’ – som Per Gynt lutter omsvøb uden kerne.
Et væsentlig substans i romanen er den forbavsende tokant af kontraster og kærlighedsvenskab mellem Lewi og Sven, der perspektiverer en omfattende svensk kulturhistorie med linjer til den store verden, hvor pinsevækkelsen i dag omfatter ca. 250 millioner sjæle. Tokanten suppleres til trekant med skiftende besætning: Elias, den selvransagende P.O. eller hans mor.
Alt i alt en imponerende og inspirerende sjælegranskning på Guds ager – hvor de flade gravsten i øvrigt skråner let, som det ses på Lars Hansens smukke omslagsfoto, som var der gjort klar til opstandelsen. Brødremeninghedens kirkegård betrædes i indledning og slutning af den lyttende og forskende forfatter, der forestiller sig »samtalen under de firkantede stentavler der danner gulvet og taget til det ejendommelige europæiske 20. århundrede, til vækkelsen og fornuften, radikalpietismen og oplysningen, fortvivlelsen og ekstasen, håbet og forvirringen.«
Uden humor, var det ikke gået, hverken blandt bevægelsens topfolk eller hos den sørgmuntre digter.

*Per Olov Enquist: Lewis rejse. Oversat af Nanna Thirup. 482 s., 368 kr. Samleren. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her