Læsetid: 4 min.

Sange lige til gemmebogen

Kim Larsen kombinerer gårdsangeren og Giro 413-værten på ny cd med gammeldanske sange, der klinger alt andet end populistisk
24. november 2001

Ny cd
Egentlig ville jeg have startet denne anmeldelse med at skrive, at Kim Larsen på sin nye cd (Sange fra) Glemmebogen genopdager den gavflabede protestsanger i sig selv og vælger at synge gammeldansk for på den måde at byde den omsiggribende globalisering i poppen trods, men jo mere jeg hørte pladen jo mindre holdt den antagelse.
Kim Larsen har nemlig aldrig været bange for at synge på engelsk. Ja, det sprog har vel nærmest været hans 56-årige livs ulykkelige forelskelse, senest udmøntet tidligere på året i mellemspillet Weekendmusic. Den plade var på den anden side så ustylet og uopstyltet, at den næsten ville have været rørende havde det ikke været, fordi materialet var så grundlæggende uvedkommende.

PH og Charlie Patton
På sin nye plade genopgraver Kim Larsen den folkelige danske sangskat med samme veneration, ømhed og usentimentalitet som Dylan i 90’erne udviste over for den musik, der formede ham. Kai Normann Andersen, PH, Frank Jæger og Sigfred Pedersen er Larsens Robert Johnson, Charlie Patton og Tom Paley. Og han synger deres sange, ikke som om de var skrevet i går, men som om de burde have været det. Larsen er ligeglad med positionering og fortolkning. Ligeglad med alt andet end musikken og dens blivende kraft. Det er det budskab, han vil sende os ved at bladre i den musikalske glemmebog. Tænk, hvad vi går glip af, synes han at synge mellem linjerne. Og tilføjer uhørligt, men bestemt: Os om det. Musikken klarer sig – trods alt.
Han har noget at have optimismen i. Glemmebogen viser, at danske sangere og sangskrivere ikke behøver gå over Atlanterhavet efter vand. Og når Larsen så endelig gør det, gør han det så indlevet, at det heldigvis virker som meget længe siden han selv forsøgte sig med et udenvælsk gennembrud ved at sælge sand i Sahara.

Hilsen til Dirch
Hans tolkning af Al Jolsons gamle »Sonny Boy« bliver pludselig den blues, den aldrig måtte være i originaludgaven, og samtidig sender Larsen i sine fraseringer en sørgmodig, kærlig hilsen til Dirch Passer, som sang sangen i Cirkusrevyen i 1967, og som selv – om nogen – kendte til maskeringskunstens forbandelse og blues.
Og når Larsen synger Kai Friis-Møllers ordtunge oversættelse af Kiplings »Mandalay« til Mogens Lorentzens klassiske melodi lyder det næsten som om han synger Brecht, nøgternt og nøgent. Men stadig fuld af lige dele eksotisk længsel og engelsk heldagsregn. Mageløst.
Men det er i de danske sange, Larsen kipper med flaget. Han er tit blevet beskyldt for at være både nostalgiker og nationalist. Selv har han kaldt sig »konservativ« i den forstand, at han altid har haft svært ved at se, hvorfor det pludselig blev galt med sporvogne, hjemmelavet leverpostej, næstekærlighed, konsekvens i opdragelsen, tid til fordybelse, og omsorg for den tradition, enhver bæredygtig fremtid bygges på.
Han hylder ikke den selvgode nationalisme, der stortrives i Dansk Folkeparti, og han bilder sig ikke ind, at verden er så lille og stokroseomvunden som Richard Ragnvald besynger den. Larsens bud på en danskhed hviler i sig selv. Den fylder for meget til at kunne være i et partiprogram og forsvinder mellem fingrene, hvis man forsøger at sætte den på formel, så han ’nøjes’ med at lade musikken tale.

Bedre end Gasolin’
Det gør han nu på sjette år sammen med Kjukken, teknisk set det bedste band, han nogensinde har haft, inkl. Gasolin’.
Karsten Skovgaard spiller guitarer så han ville være verdensberømt, hvis ikke han boede i Odense. Ry Cooder er den mest præcise sammenligning, og så alligevel ikke. Bassisten Bo Gryholt holder mere end mål med en af dansk rocks mest undervuderede basister, Wili Jönsson, og trommeslageren Jeser Rosenqvist spiller så han kunne få en våd avis til at swinge. Men hvorfor må vi ikke vide, hvem der betjener og behandler alle de finurlige keyboards, der kombinerer triphop og lirekasse? (Og nu vi er ved anmærkningerne, så må den gamle skolelærer i Kim Larsen græmme sig over at se så graverende stavefejl på omslaget ...)
Larsen er på hjemmebane med det hold, som er med til at slutte en cirkel. Larsen har nemlig før stået på hovedet i glemmebogen.
Han gjorde det med Værsgo i 1973, og sange som »Adolf« og »Luth Og Fløjte« på denne nye plade peger tilbage på det albums skillingsvisepasticher som den om den fuldfede moppe »Hubertus« og »Jacob Den Glade.« Ja, en ’ny’ sang som den traditionelle »Engang Var Jeg Vidunderbarn« var i sin tid på tale til Værsgo.
Mere manende uden at miste den lyriske nerve er Larsens udlægninger af »Det Var En Lørdag Aften« og »Jeg Plukker Fløjlsgræs«, spillet og sunget som var de livsbekræftende begravelsessange fra et lydspor med et mexikansk mariachiorkester med fuldfede bajo sexto-guitarer. Og mon ikke han får et hit med den brusende forelskede, valselette version af »Den Første Gang Jeg Så Dig.« For slet ikke at tale om Herman D. Koppels »Spindevisen« fra Ditte Menneskebarn-filmen (som Savage Rose indspillede i 1989) og en følt, men aldrig følende fortolkning af PH’s og Kai Normann Andersens »I Dit Korte Liv.«
Den med linjerne om det stof, som drømme gøres af. Kim Larsen sang engang selv, at man bliver skør uden drømme. På sit nye album holder han genstridigt og gavmildt fast i drømmen om sammenhæng.
Kim Larsen har begået en plade lige til gemmebogen.

*Kim Larsen: Sange fra Glemmebogen. Producere:
Poul Bruun, Kim Larsen & Kjukken. Stilsikkert cover: Peter Ravn & Marie Henriques. EMI-Medley. Udk. mandag
www.kimlarsen.dk
www.kjukken.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu