Læsetid: 2 min.

Sangen til ishavet

En dokumentarfilm om et herrekor i en lille fiskerby helt oppe ved Barentshavet blev overraskende et biografhit i Norge. Succesen er helt fortjent
2. november 2001

(2. sektion)

Ny film
I bagklogskabens lys virker det ret selvfølgeligt, at Wim Wenders’ Buena Vista Social Club fik succes. Portrætter og musikfilm er erfaringsmæssigt de dokumentariske kategorier, der trækker flest mennesker i biografen. Sandheden er imidlertid, at ingen markedsføringsstrateg på forhånd kan beregne sig frem til en films skæbne.
Om det er Wenders’ eksempel, der har givet den norske instruktør Knut Erik Jensen mod til at lave en dokumentarfilm om mandekoret i den lille nordnorske by Berlevåg, ved jeg ikke. Men filmen er lavet, og efter at have trukket omkring en halv million nordmænd i biografen er den nu søsat på det internationale marked, hvor de norske sangere synes at være godt på vej til at følge i deres cubanske kollegers fodspor.
Berlevåg ligger på højde med Nordkapp, på Norges nordligste punkt, med udsigt til Nordpolen og præget af isnende vintre, hvor vinden pisker ind fra Barentshavet, og korte, nådige somre med midnatssol. Byen blev for et lille halvt århundrede siden sat på det litterære verdenskort af Karen Blixen med fortællingen om Babettes Gæstebud.

Sang mod krise
I dag er mentaliteten mindre puritansk i det lille samfund end i de 1870’ere, hvor Babette chokerede de kristne beboere med sin franske kogekunst. Men i praksis er livet ikke blevet meget lettere. Som så mange andre fiskerisamfund lider Berlevåg under kvoter og krisetider. Og at mandekoret i bogstaveligste forstand holder modet oppe i byen, levner Heftig & Begejstret ingen tvivl om. Uden molen og koret kunne Berlevåg ikke eksistere, konstateres det et sted i filmen.
Medlemmerne af Berlevåg Mannsangforening er en broget flok. Den ældste er 95 og har været med i 65 år. Umiddelbart imponeres og gribes man af filmens mange sangnumre, iscenesat med det bidende vintervejr som en kulisse, der får frosten til at sætte sig i øjenbryn, næsehår og skæg på de nogle-og-tredive syngende mandfolk. Men de egentlige attraktioner ligger i miljøskildringen og de mange små portrætter, der samler sig til en tætvævet skæbneberetning fra en af verdens udkanter.

Følsomme mænd
Der er eks-narkomanen, som har fundet sit første permanente hjem i Berlevåg og har tænkt sig at blive der, til han bliver slæbt ud – af bedemanden eller kreditforeningen. Der er den overbeviste kommunist, som græder af en blanding af skuffelse og overvældede følelser, da han under korets turné til Murmansk omsider med egne øjne ser ruinerne af sine drømmes Sovjetsamfund. Og der er
fiskeren, som lyser af lykke og tilfredshed med tilværelsen, mens han står på dækket af sin kutter og haler fisk op af vandet.
Også lune findes i rigt mål på ishavets forrevne kyst. Mændene driller hinanden og møder uimponeret filmholdet med underspillet humor. »Det er mit tidligere arbejdsværelse,« siger en ældre ægtemand, da han viser filmholdet gennem hjemmets soveværelse. »Nu er det bare et museum.«
Mænd og følelser? Glem alt om de sidste 30 års navlepilleri og vildfarelser, og gå ind og se Heftig & Begejstret. Her siges det hele.

*Heftig & Begejstret. Instr: Knut Erik Jensen. 105 min. Dagmar, Grand og Vester Vov Vov, København. Albertslund Biograferne. Café Biografen, Odense. Øst For Paradis, Århus. Klovborg Bio

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her