Saudi-Arabiens dilemma

Det er ikke en krig mellem islam og kristendommen, hedder det gang på gang i de vestlige hovedkvarterer. Fra talebanernes hovedkvarter i Kabul og Osama bin Ladens residens et eller sted i Afghanistan lyder der helt andre toner. Her fremstilles krigen som et korstog mod den islamiske verden.
Problemet for USA og den vestlige alliance er, at talebanerne og Osamas al-Qaeda-folk meget let kan få ret, fordi mange muslimer i Mellemøsten samt Central- og Sydasien er lydhøre over for budskabet om, at bomberne i virkeligheden handler om Vestens og USA’s bestræbelser på at dominere muslimerne med henblik på at stjæle deres ressourcer, nærmere bestemt olien.
Det er derfor, USA støtter Israel, der skal hjælpe supermagten med at holde araberne og muslimerne nede. Det er derfor, USA siden Golfkrigen har haft minimum 20.000 soldater placeret i Mellemøsten. Det er derfor, USA insisterer på at opretholde sanktionerne mod Irak selv om de har skabt en humanitær katastrofe.
Og det er derfor, USA nu tæppebomber i Afghanistan, dræber civile og sender hundredetusinder af uskyldige på flugt. Sådan lyder kritikken af USA overalt i Mellemøsten og Sydasien – i det mindste der, hvor de stærkt kontrollerende, voldsomt undertrykkende og amerikansk støttede regimer enten tillader kritikken eller ikke kan forhindre, at den kommer frem.

Mens kritikken kunne forventes i et land som Pakistan, der det seneste årti i stigende grad er blevet præget af politisk islam samt fra et land som Irak, der konstant ligger i militær konflikt med USA, har det til en vis grad overrasket, at også amrikanernes bedste allierede i regionen, Saudi-Arabien, mildest talt har sendt tvetydige signaler.
I stigende grad forekommer saudiaraberne at være en særdeles usikker aktør i USA’s alliance. Således har man i vestlige medier, ikke mindst de amerikanske, set megen kritik af, at Saudi-Arabien ikke helhjertet støtter USA i bestræbelserne på at bekæmpe Osama bin Laden og Taleban-styret.
Først var der tvivl om, hvorvidt saudiaraberne ville tillade amerikanerne at benytte baser. Dernæst måtte Saudi-Arabiens reelle leder, kronprins Abdullah, skrive til Bush og kritisere den amerikanske regering for, at den ikke lægger nok pres på Israel for at få en løsning på det palæstinensiske problem.
Bush svarede med at give sin principielle støtte til dannelsen af en palæstinensisk stat, hvilket er første gang, en amerikansk regering har taget dette ret så dramatiske skridt. Samtidig forsikrede Bush den undrende verden om, at USA sandelig var tilfreds med Saudi-Arabiens indsats.
Ikke desto mindre har saudiaraberne igen fundet den kritiske tone frem, og klandret Bush for, at han ikke vil møde Arafat og personligt forsikre ham om amerikanernes støtte til etableringen af en palæstinensisk stat. Bush’ overraskende og foruroligende respons var at komme med en betragtning om, at USA ikke ser nogen nødvendig sammenhæng mellem palæstinakonflikten og krigen mod terrorisme.
Hermed siger Bush, at Saudi-Arabien ikke kan slippe afsted med at afpresse amerikanske indrømmelser i palæstinakonflikten som betaling for støtte til krigen mod Taleban. Bush støtter sig dermed til den fløj i Washington, der siger, at USA er vigtigere for Saudi-Arabien end Saudi-Arabien er for USA, og at han derfor godt kan gamble med, at han uanset udviklingen i Palæstina kan regne med arabisk støtte til sin terrorkrig.

Indtil videre har Bush’ gambling holdt: Fra 15.-28. september var der meget tæt kontakt mellem den amerikanske regering og det saudiarabiske kongehus. Forhandlingerne førte til, at kongedømmet kraftigt måtte beskære sin politiske og økonomiske støtte til islamistiske grupper i Mellemøsten og ikke mindst i Pakistan og Afghanistan.
Fra saudiarabisk side blev dele af forhandlingerne ledet af udenrigsministeren, Saud al-Faisal, samt af den nyudnævnte chef for efterretningstjenesten, Abd al-Malak al-Shaikh. Når han er nyudnævnt skyldes det, at USA allerede inden 11. september fandt Saudi-Arabiens politik over for bl.a. Taleban stærkt problematisk og herunder pressede saudiaraberne til at fyre den mangeårige leder af efterretningstjenesten, Turk al-Faisal, som amerikanerne mente havde alt for delikate forbindelser til Osama bin Laden.
Valget af hans afløser, al-Shaikh, viser det dilemma, Saudi-Arabien i dag står i, og som måske snart skal vise sig at gøre Bush’ gambling for hasarderet: Han er et prominent medlem af al-Shaikh-familien, der kan spore sine aner tilbage til ingen mindre end Abd al-Wahhab, som er grundlæggeren af den saudiarabiske stærkt kontrollede og puritanske islamtolkning. Al-Shaikh skal med sin baggrund i den religiøst set indflydelesesrige familie garantere kongefamiliens islamiske retledethed.
Wahhabismen og de islamiske lærde, som tolker islam i Saudi-Arabien og befinder sig i ledelsen af det magtfulde religøse establishment, er nemlig det ideologiske grundlag for kongefamiliens legitimitet. Uden deres blåstempling kan regimet i Riyadh meget vel komme i problemer, og her ligger kernen til styrets aktuelle og meget alvorlige problemer.
Mens hele det sociale og kulturelle rum i Saudi-Arabien er underlagt omfattende og nidkær kontrol, og en politisk offentlighed stort set fraværende, er der omkring moskeerne og de religiøse institutioner, ikke mindst de islamiske universiteter, et vist frirum, hvor kritik af kongefamilien kan komme til udtryk.
Ganske vist er de islamiske institutioner og moskeerne underlagt statens konttol, men da de samtidig skal legitimere magten er der grænser for, hvor omfattende kontrollen kan blive. Det er derfor, at man traditionelt har set, at den politiske opposition har haft sit udspring i de islamiske miljøer, og det er samtidig derfor, at kritikken oftest formuleres på et islamisk grundlag.
Allerede i begyndelsen af 1980’erne så man oppositionsgrupper, som udsprang herfra. De to mest kendte er i 1990’erne gået i eksil i London, mens den tredje, nemlig Osama bin Ladens gruppe, The Committee of Advice og Reform, i dag sidder i Afghanistan, men indtil for nylig tillige havde et repræsentationskontor i London.
Det er også fra disse miljøer, at op mod 15.000 unge saudiarabere i 1980’erne drog til Afghanistan for at kæmpe mod den sovjetiske besættelse. I 1990’erne er en del af dem vendt tilbage til Saudi-Arabien, men for nogles vedkommende kun for at drage ud til nye kampzoner i f.eks. Bosnien og Tjetenien.
Det er i disse miljøer, man kunne høre nogle af de 250.000 kassettebånd, som bin Laden indtalte i 1990 med stærk kritik af USA og Israel, og det er efter alt at dømme herfra, de saudiarabiske statsborgere, som FBI efterlyser i forbindelse med terrorangrebet 11. september skal findes. Halvdelen af dem, FBI har på sin liste over mest efterlyste terrorister, er fra Saudi-Arabien, ligesom 15 af dem, der var med i aktionen, havde fået deres visum i kongedømmet.
Endelig er det fra rige saudiarabiske familier, fra saudiarabiske fonde og indtil fornylig fra den saudiarabiske regering, at sunni-islamiske bevægelser i Sydasien har fået og får betydelig økonomisk støtte.
Kongefamiliens dilemma består altså i, at for at støtte den amerikanske krig mod terrorisme, skal den ikke blot begrænse, men i nogle tilfælde også slå hårdt ned på lige præcis de institutioner, som giver den legitimitet. Regimet i Riyadh formentlig udmærket klar over, at der er ganske snævre grænser for, hvor meget den kan presse de islamiske institutioner.
Derfor taler det saudiarabiske regime med to tunger og derfor kan det meget vel være, at George Bush med sin gambling ender med at gøre regning uden vært. Falder det saudiarabiske korthus sammen, er der for alvor problemer for Bush i hans krig mod terrorismen. Da kan den meget vel blive maskeret som religionskrig, sådan som Osama bin Laden vil det.