Læsetid: 3 min.

Sharon kræves stillet til ansvar for massakre

Belgisk domstol indkalder den israelske regeringschef til afhøring om Sabra og Shatilla
22. november 2001

TEL AVIV – Det forlyder, at den belgiske Tel Aviv-ambassadør Wilfried Geens lod en retsindkaldelse til Israels ministerpræsident, Ariel Sharon, ligge på sit bord, indtil hans egen politiske chef, udenrigsminister Louis Michel, i følge med ministerpræsident Guy Verhofstadt havde gennemført deres besøg i landet først på ugen. Det havde været Verhofstadts oprindelige plan selv at overrække indkaldelsen til retsmødet, som er planlagt til næste uge. Det hævder i hvert fald det belgiske dagblad Le Soir, og der skal sikkert være noget om snakken. Det i forvejen belastede forhold mellem de to lande har taget et nyt styrtdyk, efter at ambassadør Geens har afleveret sit brev til Sharon.
Det er 20 palæstinensiske overlevende fra massakrene i Sabra- og Shatilla-flygtningelejrene, som nu kræver Sharon retsforfulgt i Belgien, hvor han ifølge officielle oplysninger står anklaget for folkemord, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Ikke en domstol
Belgien indførte i 1993 en usædvanlig lov, som gør det muligt at retsforfølge udenlandske statsborgere, uanset at forbrydelserne ikke er begået i Belgien, eller at den sigtede bor et andet sted i verden.
Ariel Sharon var forsvarsminister i Menachem Begins Likud-regering, da Israel invaderede Libanon i juni 1982. Hvad der oprindeligt var tænkt som en kortvarig manøvre i den sydlige del af landet udviklede sig hurtigt til noget langt større, da den israelske hær rykkede helt op til Beirut.
Dette blev, viser senere undersøgelser, besluttet af Sharon og daværende generalstabschef Rafael Eitan, uden at Begin blev informeret.
Et dramatisk vendepunkt kom, da kristne falangister gik ind i flygtningelejrene Sabra og Shatilla og myrdede løs på de palæstinensiske beboere, mens den israelske hær så til og undlod at gribe ind.
Massakren blev kulegravet af en israelsk undersøgelseskommission under forsæde af højesteretsdommer Kahan, som sluttelig fandt, at Sharon var ansvarlig og anbefalede hans tilbagetræden, og at han ikke siden skulle indtage nogen ledende politisk stilling.
På dette grundlag afviser man fra officiel side de belgiske beskyldninger, hvortil juristerne i Bruxelles anfører, at eftersom Kahan-kommissionen ikke var nogen domstol, er Sharon aldrig blevet retsforfulgt.
»Naturligvis er der noget i det belgiske synspunkt,« siger den unge israelske advokat Yossi Nakar, som beskæftiger sig med menneskerettighedsspørgsmål. »Det er korrekt, at Kahan-kommis-sionen ikke havde beføjelser til at domfælde nogen, og at Sharon derfor aldrig har været stillet for en dommer.«

Mere end retsmøde
En israelsk embedsmand kalder den belgiske fremgangsmåde en »unødig dramatisering« af sagen og påpeger, at det er højst usædvanlig diplomatisk etikette at lade en ambassadør overrække en retsindkaldelse.
»Her er tydeligvis tale om mere end et retsmøde,« siger Yossi Nakar videre til Information. »Når en ambassadør får til opgave at aflevere indkaldelsen direkte til Sha-ron, ligger der også en besked til ham på regeringsplan. Belgien har formandsskabet i EU, og dette kan godt tolkes som en måde at meddele Sharon, at man i Europa er utilfreds med hans afvisende holdning over for nye forhandlinger med palæstinenserne.«
»Belgien og Danmark er Europas to mest antisemitiske lande,« siger højre-fløjsaktivisten Nadia Matar til Information.
Hun har Gillon-sagen i frisk erindring og opfatter den belgiske retsindkaldelse som en sag fra samme skuffe.
»Det er da helt tydeligt, at der er politiske undertoner, og at dette ikke kun er et spørgsmål om jura,« tilføjer hun.
Det belgiske retsvæsen sendte den israelske regeringleder en lignende indkaldelse i september, men da blev sagen udsat, fordi Sha-rons juridiske rådgivere udbad sig tid til at overveje sagen.
Men allerede på det tidspunkt gav den anledning til en tydelig forværring af det israelsk-belgiske forhold, og Sharon aflyste et planlagt besøg i Bruxelles.
»Om han tager til Belgien? Nej, naturligvis ikke, og det tror jeg heller ikke, belgierne regner med,« fortsætter Yossi Nakar. »Fra et juridisk synspunkt er sagen efter min vurdering klar nok. Han kan retsforfølges, men det vigtige er jo de politiske signaler, og dem bør man lytte bedre til i regeringskontorerne.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her