Læsetid: 4 min.

Småt er faktisk godt

Peter Seebergs spredte og efterladte noveller holder mål med de færdige bøger og viser ham i hele hans bredde
22. november 2001

Ny bog
Posthume udgivelser af digte og noveller i bogform har det med at falde ud lidt mat. Forfatteren har gerne haft sine grunde til at frasortere bestemte tekster, og når disse bagefter bringes sammen, viser de dels afmægtigt tilbage til de faktiske bøger, som de netop ikke nåede med i, dels peger de lige så håbløst fremad mod andre, aldrig frembragte bøger, hvori de måske kunne have fået den helt rigtige plads.
Mathed præger eksempelvis Paul la Cours Efterladte digte (1957) og Frank Jægers Miraklernes Bog med undertitlen Kasserede digte (1977). Det bedste af Jægers tidlige digtning blev jo allerede trykt i hans to første bøger, og i tilfældet la Cour satte døden brat en stopper for den udvikling, man kan se var i gang frem mod en friere poesi.

Overdådigt præcis
Med disse og andre fortilfælde i erindring er det fint at konstatere, at Peter Seebergs efterladte prosa absolut holder mål med de ting, han udsendte i levende live. Bogens forhistorie er den, at Marianne Juhl under sit arbejde med monografien Peter Seeberg (1999) stødte på en hel række korte noveller, der ikke kom med i Eftersøgningen (1962), i de tre monumentale kortprosabind fra 1974, 1976 og 1981 eller i de to sidste: Rejsen til Ribe (1990) og Halvdelen af natten (1997). I stedet fik teksterne lov at ligge, eller de blev stående
alene i de aviser, årsskrifter og tidsskrifter, hvori de først blev publiceret.
Nu er de så samlet i al deres forskellighed. Første del rummer ’stykker’ af abstrakt modernistisk art, som for fleres vedkommende nok ville have passet godt i forfatterens novelledebut. Det gælder bl.a. »Rust«, en lidt anstrengt fabel om fjendskab, oprustning og krig. Mere i stil med midterfasens prosa er »Plutarkos«, tolv tæt komprimerede, overdådigt præcise mini-biografier af ensomme individer på en jernbanestation, og »Kommentar«, en smuk og aldeles kompromisløs kærlighedserklæring. Fra et lille kvadratisk bind på Brøndums Forlag (1986) kender vi i forvejen historien Værkfører Thomsens endelige hengivelse, om manden, der går ud i en skov, klæder sig nøgen og, som der står, »forliver« sig i døden, først med et lindetræ, derefter med en musvågehan. Fra ham begiver Thomsen sig over i en hunmus, hvis seksualliv bekommer ham:
»Der var rystelser af fryd af en helt anden alt end det, han havde oplevet i træet. Havde han kunnet blive menneske igen, ville han have skrevet en bog om det. Småt var faktisk godt.«
Hvad der til slut får den reinkarnerede værkfører til at forlade musen, er den intense lugt af urin. De sidste stadier på sjælens vandring bliver hos en græshoppe og et rajgræsfrø, samt (selvfølgelig) som et græsstrå, der vugger vemodigt i vinden, fuldkommen som i det sidste af Blichers Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, som Seeberg i 1975 lavede til filmmanuskript.
Selv troede forfatteren næppe meget på reinkarnation, og han udtrykker formentlig sin egen venlige skepsis, når han i »Personlig erklæring til den danske statsmagt«, Fredrik Momsens ansøgning til en stilling som dørvogter ved den kommunale biograf i Birkerød, lader ham sige: »Jeg er ikke kristen, men jeg nærer stor respekt for alle, som ikke kan undvære den slags. Selvom de ikke er bedre end os andre, er der alligevel noget, man må respektere.«

Ud af Indre Mission
I denne ånd beskriver Peter Seeberg i bogens syv midterste prosastykker det indremissionske miljø, han kom fra. »Hvad vi var bange for i Skrydstrup« indgik sammen med andet selvbiografisk stof i en lille Arena-bog Hovedrengøring (1979); men det er herligt at se det hele foldet ud her, hvor man nu bare ser det som sublim og sanddru fortællekunst, der ikke mindst når højder i
»Slaraffenland« – den underfundigt underspillede beskrivelse af det sønderjyske kaffebords glæder. Her sluttes der af med den teori, at maleren Brueghel helt sikkert må have kendt det sønderjyske kaffebord, ja, endda har sat pris på det. Derimod brød han sig ganske afgjort ikke om fransk mad!
I denne pludselige kobling af erindring og historiske
facts genkendes museumsmanden Seeberg, det nære, konkrete livs utrættelige bevidner. På denne holdning frembragte han, især i sine sene bøger, en særlig form for hyper-realisme. Overfladisk betragtet ligner det en traditionel naturalistisk prosa, men der er som regel for mange kendsgerninger, for stor en detaljerigdom, for langsom en skrift-tid på færde. Måske disse stykker i grunden slet ikke handler om hverdagslivet, men om selveste tiden, herunder det enkelte øjeblik, som Seebergs kunst så ofte gør unikt.

Tid og død
Flere af tredjedelens noveller beskriver mennesker i panik: Den svedende støvsugersælger, der taler, så han selv kun kan skamme sig, den overvægtige agent for »verdens bedste portafon«, der kommer for sent til et vigtigt møde, eller taxachaufføren Kenneth, hvis norske elskerinde dropper ham, fordi han kommer siger og skriver halvanden time for sent. Der er en egen drømmeagtig logik i disse fine stykker, som fanger et desperat moment og henter deres tone længst inde i personernes hårdt plagede sind.
I andre af de senere noveller optræder døden som skygge tæt ved den vandrendes side, eksempelvis for Otto Pedersen. Hans sygdom kommer så snigende, at konen må tro han er hypokonder, og driver ham til at få lidt mere glæde ud af sit liv. Ironisk nok bevirker det, at døden, da den så indfinder sig, næsten bliver til at bære! Tunge, ægte og ærligt tunge, fornemmes derimod »Stavnsbåndets løsen«, om en ung landmand på randen af selvmord, og den flotte »Mulig fortsættelse«, om kollaboratøren, der i de sidste krigsmåneder får husly hos en tante på Rømø og kommer til rette med sin skyld.
Læseren bør unde sig den glæde, som trods alvoren er at hente i En enkelt afbrydelse. Livsfilosofisk visdom går nok så elegant hånd i hånd med stille munterhed og solid bevidsthed om dagen og vejen, om tingenes nærvær: Dén fællesverden, der binder – og gør fri.

*Peter Seeberg: En enkelt afbrydelse. Udgivet og med efterskrift af Marianne Juhl. 160 s. 195 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her