Læsetid: 3 min.

Smukt sceneaffald

Amerikanske Garbage viser, at det kan overføre sine iørefaldende hits til scenen, og at melodien igen er fundet på nyeste cd
6. november 2001

Koncert og ny cd
Med en sans for den sikre popmelodi blandet med soniske guitarer, elektronisk påvirket bundrytmer og en femme fatale i forsangeren Shirley Manson, sagde det Kapow!, da det amerikanske band Garbage arriverede i 1995 og solgte fire millioner eksemplarer af sin debutplade.
Garbage var en frisk fornyelse med en musik, hvor suspekte budskaber som »I’m only happy when it rains, I’m only smiling when it’s dark« og »I can’t use what I can’t abuse« blandede sig med stærkt guitarorienteret pop.
Garbage var et produkt af Steve Marker og Butch Vigs Smart Studios i det amerikanske Midtvesten, et efterhånden legendarisk indspilningssted, som har markeret sig i krydsfeltet mellem populærmusikken og den alternative scene ved at danne ramme om pladeoptagelser med Depeche Mode, U2, Sonic Youth, Smashing Pumpkins og Nirvana. Marker og Vig ville imidlertid også selv, så de fik fat i Duke Erikson og den skotske sangerinde Shirley Manson, og resultatet af deres indtil videre tre album, hvoraf Beautifulgarbage udkom for nylig, er op imod en halv snes millioner solgte eksemplarer.
Det var altså en inden for kort tid megasucces, som entrede Store Vegas scenegulv i København, og hurtigt skulle det vise sig, at bandets friske energi snildt lod sig overføre til scenen.

Intimt møde
I front var den lille androgyne Tintin-spirrevip Shirley Manson, farvet blond til lejligheden, der kunne meddele, at Butch Vig lå og var gul i ansigtet hjemme i Wisconsin på grund af leverbetændelse. Resten af bandet havde afvist at aflyse aftenens koncert, fordi det så sjældent spiller på mindre spillesteder som Vega.
Vigs afløser hed Chamberlain, og han var en fremragende substitut, der sammen med bassisten og de programmerede rytmer lagde en sejt gyngende bund, som ikke stod tilbage for Duke Erikson og Steve Markers potente guitarer.
Til trods for dette intense lydbombardement udviklede koncerten sig efterhånden til et intimt møde mellem band og publikum, hvor Shirley Manson mellem sin kraftfulde sang også havde overskud til at modtage publikums hyldest.

Tilbage på sporet
Men hvor Garbage på scenen lyder energisk, har de på plade problemer med at holde tomgangen fra døren.
I forsøget på at gentage det succesrige koncept fra debuten er melodierne enten bygget op omkring simple melodistumper eller hængt op på pophistoriske referencer, og bandet har i realiteten aldrig haft så meget at byde på, hvorfor mange af numrene ofte virker som udfyld for de regulære hits, som der til gengæld på kort tid er skabt et par håndfulde af.
Heller ikke på nyeste plade er der ændret meget på denne arbejdsmetode, og således er det atter den guitarorienteret poplinje, med store veksler på 60’ernes pigegrupper, der lægger rytmer til Mansons søgen efter skønhed og passion i det slidte og nedbrudte.
Men til trods for, at bredden på nyeste album ikke kommer i nærheden af debut-cd’ens perlerække af hits, har Garbage simpelthen været heldig med igen at finde melodien efter det skuffende udspil Version 2.0 fra 1998, der fik snakken til at gå om Garbage overhovedet havde mere at byde på.
Der blev imidlertid ikke levnet tid til sammenlignende studier af Garbages plader søndag aften, for opskriften var hit på hit, og da bandet lukkede og slukkede med et af de bedre, det dampende »#1 Crush« fra Baz Luhrmanns film Romeo + Juliet, forlod man således Vesterbro overbevist om, at Garbage endnu har potentiale som hit-mager.

*Garbage: Beautifulgarbage. Produceret af Garbage. Playground Music Scandinavia
*Garbage i Vega, København, søndag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu