Hyl på!
Klokken 15.42 dukkede digteren op. Hans ankomst kunne ikke undgå at vække en vis opmærksomhed. Det var trods alt ham, der skulle optræde, det var ham, man havde ventet på i tre kvarter.
Hans noget yngre kolleger i Mindspray havde forlængst fundet instrumenterne frem Lars Vissing sine trompeter, August Engkilde sin kontrabas og DJ Wunderbaum (Anders-Peter Andreasen) stakke af cder med stemningsfulde klangbunde og anden elektronica.
Peter Laugesen var undskyldt. Han var kommet med toget helt fra Brabrand på Århus-egnen, og udenfor var himlen over Grønttorvet græsseligt grå og enerverende, grænsende til det selvfede.
Fra Stereo Bars mezzanininøse vinduer sås sylespidse regndråber tæske ned i gadens brolagte vandpytter. Tilsattes f.eks. nogle våde nedfaldne blade, havde man den sprængfarlige cocktail, som så ofte har sat statsbanerne på glatis med massive indlandsforsinkelser til følge. Jo, digteren var undskyldt.
Med en pibe hængende fra mundvigen skridtede Peter Laugesen nu hen mod mikrofonen ved siden af baren. Da han satte sin vindjakke på en stoleryg, hørtes autentisk raslen fra en tændstikæske i hans lomme. Den hvide skjorteflip under hans striktrøje krøllede let.
Så åbnede han sin nylonmappe, som han endnu tre-fire minutter efter han var ankommet ikke havde sluppet.
Skønt tasken bar påskriften »Technical University of Denmark«, indeholdt den et sirligt pakket arsenal af Laugesens egne digtsamlinger der var vel cirka 20, heriblandt Nattur (1989), Indianer Joes vandskål (1990), Kulttur (1990), Milesten (1991), Deadlines (1994), Pjaltetider (1997), Når engle bøvser jazz (1998), Trashpilot (2000), alle sammen fra Borgens Forlag.
Tasken fra det tekniske universitet var decideret falsk varebetegnelse den indeholdt en guldgrube, formentlig førsteudgaver. Havde tasken mon været sluppet af syne i IC3-kupéen? Havde den stået ubevogtet sammen med almindelig bagage måske mellem Vejle og Fredericia? Forhåbentlig ikke, det ville være det rene galimatias.
Rock me bartender
Laugesen lagde nu piben fra sig i et trekantet Kings-askebæger på et orange cafebord og slog op i en digtsamling, mens August Engkilde lagde en god bund på bassen. Wunderbaum bag baren fandt en sprødt knitrende lyd frem, der mindede om pladeridser i regnvejr og et barn, der spiller på en legetøjssaxofon. Lars Vissing satte forsigtigt læberne til trompeten. Peter Laugesen tog tilløb, fandt ind i beatet og begyndte at læse op. Blandt andet det her:
... Hvad kaldte du det her?
Var det almindelig kaffe?
Det er da ikke espresso!
Se, der kommer en lille pige med en kæmpestor is
Alt kommer og går
Vi sidder roterende
og kaffemaskinen lyder som en bil
der bremser...
Mindspray havde åbnet sættet med »Rock me Bartender«, anden skæring fra Howl on!, gruppens første fulde cd på 72 minutter (ud af 74 mulige).
Den næste times tid var en tidsboble af cooljazzet vellyd og en Dan Turèll- og Allen Ginsberg-henvisende, rytmisk oplæsning. Som en anmelder sikkert ville sige det, var der små huller i det repetetive mønster og bittesmå brudstykker af melodier i et akkompagnement, der nærmest gemte sig i baggrunden. Glemt var kulde og handsker, skydække og guirlander. For en tid.
Mens Mindspray performede sig sikkert frem mod et klimaks på smagsprøven med funky breakbeats og elegante Laugesen-formuleringer som »knælange blafrende bukser, leer og skovle« og »lange gule negle tapper mig på låret«, trængte vintermørket sig ubønhørligt på udenfor som om vejrscenariet ikke var slemt nok i forvejen. Klokken var vel lidt over 17, da Mindsprays blå toner havde fortaget sig, og Peter Laugesen lagde de brugte digte tilbage i tasken, på samme sirlige måde, som han havde gjort det tidligere på dagen i Brabrand.
*Fra nummeret »Mit skrivebord« på cden Howl on!
*Peter Laugesen & Mindspray: Howl on! 159 kr. Borgen cd. Udkommer i dag
