Læsetid: 5 min.

Spekulation i filmstøtte

Englænderen John Maddens seneste film, ’Kaptajn Corellis Mandolin’, er udtryk for den nye ’nato-budding’-opskrift på stort budgetterede filmsouffléer med lidt til alle nationaliteter
9. november 2001

(2. sektion)

Film
’Europuddings’, eller euro-buddinger, har længe været et udbredt skældsord på den europæiske filmscene. Betegnelsen dækker over nogle af de co-produktioner, som i et forsøg på at gøre alle nationaliteter tilpas bliver et identitetsløst og kompromisfyldt miskmask af kreative kræfter.
Euro-buddingerne er ofte resultat af udspekulerede forsøg på at udnytte de europæiske støtteordninger. Støtteprogrammet Eurimages krævede f.eks. i mange år tre landes deltagelse i et projekt for at bevilge støtte, og det resulterede tit i nogle langtfra indlysende konstellationer, som skadede filmene mere, end de ekstra penge gavnede.
Ved indgangen til 90’erne var en film som The King’s Whore en af de mest buh’ede buddinger med sin mislykkede blanding af en østrigsk instruktør, der iscenesatte et fransk manuskript med et multinationalt cast, hvor en engelsk skuespiller spiller en italiensk konge, der forelsker sig i en fransk grevinde (en italienskfødt amerikansk skuespillerinde), som er gift med en italiensk greve (spillet af en franskmand).
Filmen blev et flop, og missionen for 90’ernes co-produktioner har i høj grad været at holde sig fra alt for konstruerede sprog- og skuespillerblandinger på lærredet. Hellere co-producere økonomisk bag kulisserne end forvirre publikum på lærredet.

Hollywood i Europa
De seneste år har Hollywood imidlertid meldt sig som partner i flere store co-produktioner, og de er ikke bange for at tage lidt fra alle hylder, om end sproget naturligvis altid skal være engelsk.
Et eksempel er svenske Lasse Hallströms filmatisering af den engelske roman Chocolat, der udspiller sig i 50’ernes Frankrig med engelske, franske, svenske og amerikanske skuespillere i de centrale, engelsktalende roller. Filmen var et hit i USA, mens de fleste europæere var mere skeptiske over for det pittoreske portræt af fransk landidyl og byens særprægede beboerbaggrunde.
Chocolat blev produceret af Miramax, der længe har haft et godt øje til film med europæisk islæt. Selskabets legendariske brødre, Bob og Harvey Weinstein, grundlagde deres succes på effektiv distribution af europæiske kvalitetsfilm til det amerikanske marked. De distribuerede f.eks. Pelle Erobreren, og havde i 90’erne stor succes med film som Postbudet.
Efterhånden begyndte de også at producere, og de har specialiseret sig i at slippe store stjerner løs i følelsesladede dramaer i historiske, europæiske miljøer. Efter Den engelske patient finansierede de bl.a. John Maddens Shakespeare in Love, og efter Chocolat kommer nu Maddens Kaptajn Corellis mandolin.
Kaptajn Corellis mandolin har udvidet euro-budding-termen til NATO-buddinger, forstået som film, der kombinerer amerikanske, britiske og europæiske elementer for at skabe et produkt, der burde kunne ramme alle i alliancen.

Den attraktive kaptajn
Engelske John Maddens film er baseret på Louis de Bernières bestseller fra 1994, der skulle være at finde i hvert tyvende engelske hjem. Forhåndsinteressen er således garanteret, og den græske historie er siden blevet tilsat Hollywood-helten Nicholas Cage som den italienske Corelli, spanske Penelope Cruz som hans græske udkårne, engelske John Hurt som hendes far, en række englændere som tyske nazister og mindre kendte græske og italienske navne til at udfylde hullerne.
Historien udspiller sig på en lille græsk ø, og størstedelen af handlingen foregår under Anden Verdenskrig, hvor både tyske og italienske tropper har besat øen. Italienerne ledes af den evigt ubekymrede Corelli, som ikke blot spiller mandolin, men også har et operasyngende La Scala-regiment af livsglade soldater. Corelli får et godt øje til den lokale skønhed Pelagia, som ikke er immun over for hans poetiske sind, men ikke vil vide af fjenden.
Da italienerne kapitulerer i 1943, skal Corelli og hans mænd imidlertid vælge side – tyskerne eller de græske partisaner? – og det forandrer alt. Spørgsmålet er samtidig, om Pelagia vælger sin græske partisan (walisiske Christian Bale) eller den italienske charmør – og hvem der overlever, da kærlighedsdramaet eksploderer i brutal krig.
Kaptajn Corellis mandolin har kort sagt alle de elementer, som skaber en attraktiv storbudget film. Der er en episk historie baseret på et forlæg med indbygget publikum, der er mulighed for eksotiske locations med sol og strand, der er krig og kærlighed, og så er der en førsteklasses stjernerolle som Corelli. Desværre er Cage i sidstnævntes sko uudholdeligt prototype-italiensk i både opførsel og med replikker om, at italienere er »famous-a for-a singing-a, eating-a, and making-a leeeeurve-a.«
Madden og det accent-tyngede cast leverer den præfabrikerede vare uden de store overraskelser i en række glansbilleder med smukke mennesker, der gennemlever en umulig romance i skønne omgivelser på en heroisk tid. Alt det potentielt kontroversielle i romanen er taget ud, så intet forstyrrer romancen mellem Cage og Cruz. Der skøjtes hen over overfladen, og det er kønt, men klichéfyldt, når euro-nostalgien og Middelhavs-esperantoen er i højeste gear.

Brain-drain, money-drain
Kaptajn Corellis mandolin er et eksempel på en af de dyre amerikansk-europæiske co-produktioner, som der bliver flere af i disse år. Samarbejdet er især mellem USA og England, hvor f.eks. Miramax og engelske Working Title har fundet sammen om projekter som Notting Hill og Bridget Jones’ Dagbog. Filmene behøver således ikke være skildringer af et mytisk Europa, men skaber interesse ved at kombinere populære elementer fra de forskellige lande og putte historien gennem en velslebet, amerikansk fortællemodel.
Kritiske røster mener, at det er farligt med den amerikanske kolonisering af den engelske filmindustri i kølvandet på succeser som Fire bryllupper og en begravelse. Budgetterne vokser støt, og produktionerne bliver afhængige af de amerikanske penge. Man konkurrerer på amerikanernes præmisser i stedet for at skabe alternativer til deres produktion.
Samtidig er der utilfredshed over, at amerikanerne får adgang til de europæiske støttemidler. Robert Altmans 20 mio. dollar dyre Gosford Park fik f.eks. tre mio. dollar af de eftertragtede lotteripenge fra The British Film Council. Mordmysteriet skulle imidlertid være præget af en historie, der foregår i det britiske klassesystem anno 1930 og er skudt i England med engelske navne. Den har fået en flot modtagelse, og det kan være svært at afgøre, hvornår en amerikansk instruktør som Altman har et projekt, som er engelsk nok til at fortjene støtte. Andre ser co-produktion som en måde at undgå ’brain-drain’ til Hollywood. Filmene indeholder som regel europæisk indsats og bliver oftest indspillet i England. Store co-produktioner som Tomb Raider giver industrien et kick, om end det europæiske element og kvaliteten af projektet kan diskuteres.
Alt i alt må man håbe, at NATO-buddinger som Chocolat og Corelli ikke bliver standarden for det fremtidige samarbejde. Der er helt enkelt grænser for, hvor meget af den sukkersøde euro-romantik, man orker på årsbasis.

*Kaptajn Corellis mandolin. Instruktion: John Madden. Manus: Shawn Slovo. Engelsk/ fransk/amerikansk (Palads, Palladium og CinemaxX i Kbh. og 27 biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her