Læsetid: 3 min.

Stærke strigler

Shelby Lynne imponerer voldsomt med et egensindigt og intenst storladent album, hvor Gillian Welch med bittesmå virkemidler skaber stor kunst af stor dybde
10. november 2001

Nye cd’er
Ved man, at den amerikanske sanger Shelby Lynne som helt ung bevidnede hendes far først skyde hendes mor, derefter sig selv, kan det næppe undgås at virke voldsomt kuldegys-fremkaldende at høre den intense version af John Lennons »Mother«, som afslutter den voldsomt talentfulde amerikanske chanteuses seneste udspil, det på alle planer mesterlige Love, Shelby.
Men det er nu engang kunstens natur, at selv uden denne viden skal man være en hård negl, hvis man ikke lader sig påvirke af denne inderlige primaludladning i rockregi. Selvom Shelby musikalsk arbejder inden for et for længst kortlagt område, gør hun det med en intensitet, musikalitet og overbevisning, der adskiller hende markant fra den fisseflok, der er dukket op i hælene på den tilsyneladende kronisk præmenstruelle, men dog så voldsomt populære Alanis Morissette.
Cd’en er en dynamisk opvisning i ’blue eyed soul’, hvor Lynnes formidable instrument af en stemme står i centrum hele vejen igennem … og det manglede fandeme også bare. Også selvom den får på alle kontakter rundt om hende – udover en storspillende rytmegruppe præges albummet af heftige strygerarrangementer, som grænser til det storladne, uden dog at forfalde til det bombastiske!

Udsøgt og helstøbt
Det er sjældent at møde en hvid pige – oven i købet et gedignt stykke white thrash fra de notoriske amerikanske sydstater – der i den grad formår at løfte arven fra Dusty Springfield/Aretha Franklin i den periode, hvor disse indspillede et godt nok begrænset, men ikke desto mindre skelsættende antal titler i Muscle Shoals-studierne i Alabama subsidiært Stax-studierne i Memphis: Hør Lynnes »Ain’t It The Truth« og græd! Så godt kan det altså (stadig) gøres … det er gammelkendt visdom, at det er næsten lige så svært at flytte kunsten fremad som at fylde allerede eksisterende skabeloner ud – uden at lyde som en kopi af noget ældre og bedre. Det er ikke desto mindre lige præcis hvad Lynne gør – benytter eksisterende former til sit eget determinerede formål, og som såvel sangskriver som sanger bygger hun suverænt videre på fordums storhed.
Der er ikke en dårlig skæring på Love, Shelby og hvordan det end vendes og drejes, gøres det ikke bedre inden for den genre lige nu.

Lavmælt mesterværk
I grel modsætning til den Playboy-æstetik, som alt efter orientering skæmmer eller pryder Lynnes album – og kun alt for tydeligt afslører hendes rødder i et sydstatslandproletariat med fornemmelse for opadgående social mobilitet – plejer den langlemmede bluegrass- og countrysangerinde Gillian Welch et langt mere asketisk og gammeldags tækkeligt image på sin seneste og helt igennem fortrinlige cd-udgivelse, Time (The Revelator), et af den slags lavmælte mesterværker, som næppe nogensinde får et større publikum i tale. Hvilket er synd og skam, men for the chosen few er her tale om et gennemført stilrent udspil fra en kunstner, der ikke kan siges at hverken opsøge rampelyset eller gå efter hurtig berømmelse.
Ikke desto mindre er Welch via sin association med Coen-brødrenes fænomenale film, O Brother, Where Art Thou? nået ud til et større publikum, idet hun var ansvarlig for at sammenstille det fine soundtrack, som hun også bidrog til.

Vel underspillet
Hos Welch er sangene, traditionen og den akustiske ramme kodeord og mål i sig selv. Her går en lige linje tilbage til The Carter Family, Jimmie Rodgers, Woody Guthrie og The Stanley Brothers – og hun befinder sig dermed på linje med den (mod)bevægelse inden for countryen, som kaldes både no depression,
country noir og meget andet, men som langt mere radikalt end 80’ernes new country vender blikket tilbage til countrymusikkens kilder, før nashvilleficeringen skabte den der homogent udflydende og radiovenlige formel, som kunstnerisk set tvinger genren i knæ igen og igen.
Welch og hendes faste makker David Rawlings er eksperter i at skabe et gennemført underspillet rum, som lytteren selv må møblere under lytningen. Lyden af to akustiske guitarer – i ny og næ en banjo – samt Welchs bluesinklinerede fraseringer krydret med Rawlings diskrete hillbilly-harmonier er alt man får.
Det er derfor både imponerende og sigende, at de dermed skaber et historiebevidst, men moderne hillbilly-udtryk, som er mere direkte, gribende og sigende end de tusinde megaproduktioner, der regner ned over vores syndefulde hoveder fra radioens kværn og pladeselskabernes samlebånd, men sådan er det bare. Ingen tilsætningsstoffer, ingen elektroniske gizmos, ingen effekter, ingen ProTools, kun en stærk, stolt og ren lyd, der griber tilbage til countrymusikkens mytiske udgangspunkt – og hinsides det, for den sags skyld. Fås ikke bedre for penge.

*Shelby Lynne: Love, Shelby (Island/Universal) www.shelbylynne.com
*Gillian Welch: Time (The Revelator (Acony/Amigo) www.gillianwelch.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her