Ny cd
Aldrig så snart har Borgens Forlag sendt en cd på gaden med digteren Peter Laugesen og tilhørende hip underlægningsmusik, før Klareboderne svarer igen og udsender en dobbelt-cd minsandten med en lydudgave af Per Højholts Turbo fra 1968, dels i den originale udgave, dels i en række nye mixes, hvor diverse musikere og lydkunstnere fra Morten Søndergaard til Bjørn Svin har fået frie hænder til at gøre lige præcis, hvad de har haft lyst til med Højholts tekst og stemme.
Det er ret nærliggende at forsøge at sammenligne de to udgivelser, men de udmærker sig i den grad ved deres forskellighed, at man ikke kommer særlig langt af den vej. Hvor Laugesens cd bæres igennem hele vejen af netop tekst og stemme hen over en blød baggrund af lyd, er Højholt både af Peter Christiansen og Clemens Johansen i indspilningen fra 1968 og af de nye folk blevet fuldkommen respektløst klippet og samplet i stumper og stykker og manipuleret på alle tænkelige måder. Da der endvidere er meget stor afstand mellem de forskellige kunstnere må man sige at den første cd er en yderst heterogen affære, der ikke undgår at virke lidt rodet. Men dermed ikke være sagt at de enkelte numre ikke hver for sig er spændende nok.
Steffen Brandt og Halfdan E leverer en fin stilfærdigt dansabel udgave af det klassiske Henry ind i landskabet-afsnit. Bjørn Svins bidrag lyder som noget fra Frankfurts undergrund for ti år siden og har ikke så meget med Højholt at gøre (men det ligger der sådan set heller ikke i konceptet, at det skal have). Personlig synes jeg bedst om Tue Tracks breakbeat-turbo, mens jeg har det noget sværere med Kim Munks guitarrock. Ikke overraskende er det Morten Søndergaard, som leverer det, der ligger tættest på originalen.
Space-fictions
Og originalen er et stykke lydpoesi, som der vist ikke rigtig findes ret meget lignende af i Danmark. Det ligger meget langt fra, hvad vi sædvanligvis opfatter som poesioplæsning (for slet ikke at tale om hvad folk opfattede i 1968). Der er f.eks. tempoet: Vist artikulerer Højholt ordene smukt på klingende jysk (»Henry, din lårt...«), men der er bestemt ikke noget med at smage på dem vi er så langt fra Reumerts hiiigen og søøøgen, som man kan komme (og ret langt også i øvrigt fra Gitte-monologernes dræven).
Alt er kort, klart og lettere speedet op, som i den lange sekvens hvor sætningerne punktueres rytmisk af et evigt tilbagevendende og. Stemmen sendes gennem alle mulige elektroniske forvrængninger og denaturaliseres på den måde. Endvidere bliver ethvert tilløb til poetisering undergravet af, at Højholts kommentarer til egen oplæsning og samtaler med lydteknikeren klippes ind med jævne mellemrum.
Kristiansen og Johansen har kaldt deres montage en space-fiction og ynder også at lægge NASA-lydeffekter ind hist og her. Hvilket må have været superhot i 1968 og sådan er det hele vejen igennem. Der er en vilje til at være med på det nyeste i konstant turbodrive og så må dem, der ikke har energi til det sejle i deres egen skovsø. Sådan ca. som den stakkels venlige telefondame, som får til opgave at ringe op til nummeret 6512 og ikke forstår en brik af, hvad fanden det er, der foregår.
Pladen fra 1968 har være uopdrivelig i mange år og lod den sig alligevel støve op, viste den sig i begge ordets betydninger ubetalelig. At den nu vender tilbage som et vaskeægte blast from the past må derfor siges at være yderst glædeligt, så meget desto mere fordi de nye versioner viser, at der stadig er højenergisk potentiale i Højholts »rokkende turbobrev som drøner og blipper dag ud og dag ind natvis med en dødhøi fin hvinen et aluminium af superlyd som sætter strøm til tandsølvet smiiiiiiiiiiiiiil...«
*Per Højholt, Peter Kristiansen, Clemens Johansen m.fl.: tilbage til TURBO. 2 cd. ExLibris Musik
