Tangenternes elegantier

Jazzpianisten Tommy Flanagan var den uselviske akkompagnatør, der først sent
i karrieren trådte i karakter

Nekrolog
Det var angiveligt en farlig arterieudvidelse, der fredag nat tog livet af den 71-årige amerikanske jazzmusiker Tommy Flanagan. Hermed er jazzen en væsentlig pia-nistisk begavelse mindre.
Flanagan var med til at tegne efterkrigstidens jazz i samarbejde med en række højt estimerede kunstnere, som han med sit elegante og teknisk begavede spil understøttede, bl.a. Miles Davis, John Coltrane, Sonny Rollins, Coleman Hawkins, Dexter Gordon, Ella Fitzgerald og Tony Bennett. Og i sin karrieres andet forår i 80’erne og ind i 90’erne blev han selv en væsentlig leder af især egne trioer med stor succes og anerkendelse til følge.
Flanagan voksede op i Detroit, en vigtig jazzby, der – udover ham selv – fostrede navne som brødrene Hank, Elvin- og Thad Jones – henholdsvis klaver, trommer og trompet, bassisten Paul Chambers, vibrafonisten Milt Jackson og sangerinden Betty Carter.
Flanagan viste sig tidligt, som et særligt talent. Som 23-årig indspillede han f. eks. med Miles Davis. Optagelserne havnede på lp’en Collectors Item, udgivet i 1956, og giver billedet af en perlende og lydhør pianist. Dog med et tilbageholdende islæt i sit spil, der vel dels afspejlede hans menneskelige natur, dels skulle blive kendetegnende for ham i mange år frem, nemlig ved, at Flanagan som en flittig akkompagnatør opholdt sig mere i periferien af rampelyset, end midt i det. Således var han sangerinden Ella Fitzgeralds væsentlige samarbejdspartner i perioderne 1963-65 og 1968-78. Flanagan medvirkede desuden på betydningsfulde plader, som saxofonisterne Sonny Rollins’ Saxophone Colossus (1956) og John Coltrane’s Giant Steps (1960).
Flanagan blev aldrig en virkelig toneangivende og fornyende pianist, men var i højere grad en traditionalist, der med inspiration fra bl.a. swingpianisten Teddy Wilson og bebop-fænomenet Bud Powell vedligeholdt og elaborerede på bop-traditionen. Flanagans anslag var lyst og let og med en aldrig svigtende fornemmelse for rytmisk fremdrift og klarhed. I sine bedste øjeblikke kunne man fristes til, at sammenligne Flanagans klaverspil med en forfriskende, kulsyresydende tonic.
I årene op til og ind i 1980’erne trådte Flanagan for alvor i karakter som soloartist. Han begyndte i højere grad at arbejde som leder af egne grupper, ikke mindst i trioformater, der førte til markante udspil som Giant Steps: In Memory of John Coltrane (1982), hvor Flanagan sekunderedes af trommeslageren Al Foster og den vigtige samarbejdspartner bassisten George Mraz, der også medvirkede på den roste Jazz Poet (1989) sammen med trommeslageren Kenny Washington. På dette tidspunkt havde Flanagan udviklet en tæt og interaktiv sammenspilsform med sine foretrukne musikere, kendetegnet ved både stramhed og improvisatoriske flugtmuligheder. Som følge af Flanagans flittige pladeprojekter og koncertvirksomhed og deres umiskendelige musikalske kvaliteter opnåede han flere anerkendelser. Flere af hans cd’er blev Grammy-nominerede og i 1992 valgtes han, som årets jazzpianist ved tidsskriftet Down Beat’s internationale kritikerafstemning. Men størst hæder opnåede Flanagan, da han i 1993 rejste til lille Danmark og modtog den store og prestigefyldte Jazzparpris.