Analyse
Læsetid: 6 min.

Træt af Arafat

Flere af Yasser Arafats vigtigste partnere er holdt op med at stole på ham. Bliver det ved, er hans lederskab i fare
29. november 2001

I december sidste år udkom det islandske ugeblad Vikan med Vølvens spådom for 2001. Vølven er det mytologiske fænomen, der siden det 9. århundrede har forudsagt alle mulige gode og dårlige begivenheder. Hidtil har hendes spådomme til tider været uhyggeligt præcise. Blandt andet har hun forudsagt to store jordskælv på Island og den økonomiske krise i Asien. I forhold til Mellemøsten var det interessante ved spådommene for 2001, at Vølven forudså voldsomme kampe i Gaza, en krig i regionen, og at Arafat på grund af sygdom ville træde tilbage og hans fjender overtage magten.
Tolker man Vølven bredt har hun stort set fået ret. 2001 blev året, hvor israelske kampfly angreb Gaza, mange hundrede mistede livet i kampe mellem israelske soldater og palæstinensere, og krigen i Afghanistan på kanten af regionen, men med tråde dybt ind i Mellemøsten, brød ud.
Hvad Arafat angår, er han formentlig ikke mere syg i dag, end han var ved årsskiftet. Til gengæld er han over en bred kam kommet under langt større pres, end han var i begyndelsen af året.
Den gang stod daværende præsident Bill Clinton for at skulle overlade Det Hvide Hus til sin efterfølger og kæmpede derfor en næsten desperat kamp for at sikre en fredsløsning i Mellemøsten. Arafat og Israels daværende ministerpræsident, Ehud Barak, var derfor særdeles hyppige gæster i Washington, og selv om møderne i sidste ende ikke bragte freden nærmere, gav de det indtryk, at den amerikanske regering havde tillid til begge parter og en tro på, at de hver især kunne bidrage til en fælles fredsløsning. Den tillid har den nuværende amerikanske regering tydeligvis ikke.
Forleden kunne det israelske dagblad Haaretz citere israelske militærkilder for, at Arafat har »ekstremt lav troværdighed« hos Bush-administrationen, og at det til tider kommer til udtryk i form af »uvenlig adfærd« over for palæstinenserlederen. Det blev tydeligt, da Arafat samtidig med Bush for nylig var i New York i forbindelse med FN’s generalforsamling. Til trods for at de to statsmænd på et tidspunkt opholdt sig i samme rum, hilste de ikke på hinanden. Et klart signal til Arafat om, at hans vante gang i Det Hvide Hus er slut.

Også i det mellemøstlige nærområde er Arafat uvelkommen. Siden Oslo-aftalerne blev underskrevet, har Arafat, på grund af den nu afdøde præsident Hafez al-Assads vrede over de bilaterale forhandlinger mellem palæstinensere og israelere, ikke været på officielt besøg i Syrien. Al-Assad så hellere, at alle de arabiske lande dannede en fælles og langt stærkere diplomatisk front mod Israel. Det blev derfor set som en vigtig opblødning mellem Arafat og det nye styre i Damaskus, da Arafat i september i år endelig kunne tage på besøg i det arabiske land, der mere end noget andet har støttet palæstinenserne økonomisk og politisk. Palæstinenserlederen nåede helt til en mellemlanding i Amman, før besøget blev aflyst.
Parterne beskyldte gensidigt hinanden for aflysningen, men der er ingen tvivl om, at det var syrerne, der stod for den ydmygende aflysning i protest mod
Arafats fortsatte møder med den israelske udenrigsminister Shimon Peres.
Netop Shimon Peres har, i særlig grad mens Ariel Sharon har siddet på ministerpræsident-posten, været israelernes kontakt til Arafat. Men i takt med at Peres og Arafat gang på gang har indgået uholdbare våbenhviler, holdt et utal af resultatløse møder og Peres igen og igen har garanteret israelerne, at Arafat var garant for fred, er hans troværdighed dalet længere og længere ned. For hver gang en våbenhvile bliver brudt, er israelerne – og palæstinenserne for den sags skyld – blevet skuffede, og hver gang har israelerne, måske uretmæssigt, skudt skylden på Arafat. For Arafat betyder det, at hans i forvejen belastede omdømme i den israelske befolkning bliver endnu dårligere. Det gør det igen sværere for Shimon Peres at hente opbakning til sin fredslinje og sværere for ham at bevare sin troværdighed.
Peres er samtidig ved at blive presset længere og længere ud på at sidespor både i regeringen og i Arbejderpartiet, hvor en magtkamp er i gang, som han ikke direkte er en del af. For Arafat betyder det, at hans eneste indgang til den israelske regering bliver mindre og mindre.

Internt i den palæstinensiske befolkning har Arafat længe været under pres fra de militante grupper som Hamas, Islamisk Jihad og Hizbollah. Gentagne gange har grupperne demonstreret, at de i Hizbollahs tilfælde var i stand til at jage den israelske besættelsesmagt ud af Sydlibanon og for de to andres vedkommende, at de er i stand til med blodige angreb at svare hårdt igen på den israelske besættelse.
Ingen af delene bringer formentlig en palæstinensisk stat nærmere, men i befolkningens øjne gør de militante i det mindste noget aktivt – i modsætning til Arafat, der bare snakker. Yderligere har Hamas med sin udstrakte velfærdsorganisation bevist, at den er i stand til at løse de sociale, sundheds- og uddannelsesmæssige opgaver et civilt samfund kræver, og som Arafats korrupte styre i et vist omfang har forsømt.
Forleden ragede Arafat yderligere uklar med Marwan Barghouti, lederen af Fatah på Vestbredden. Fatah er Arafats egen organisation, og Marwan Barghouti ses som en af lederne af den igangværende intifada. Jerusalem Posts internetavis skrev, at årsagen til den dårlige stemning mellem de to skyldes Barghoutis modvilje mod at leve op til den våbenhvile, Arafat har deklareret efter mordet på den israelske turistminister. Uenigheden er blot det seneste af en årelang række forsøg på, fra Barghoutis side, at udfordre Arafats styre. Noget, der har givet ham stor popularitet i dele af den palæstinensiske befolkning og fået hans navn til at dukke op, når der tales om, hvem der skal overtage lederskabet efter Arafat.

Sideløbende med den amerikanske behandling af Arafat har Bush-regeringen klarere end nogen tidligere amerikansk regering udtalt sig om nødvendigheden af en levedygtig palæstinensisk stat. Noget, der samtidig med glæden over afvisningen af Arafat har vakt nogen grad af frustration i Israel. Begge træk er formentlig et forsøg på fra amerikansk side at skubbe både israelere og palæstinensere en armslængde væk fra kroppen og løsne den omklamring, som Clinton inviterede til. På den måde vil amerikanerne være i stand til at manøvrere mere frit mellem de stridende parter og deres nabolande, end de har gjort hidtil. Men de vil også bedre kunne samarbejde med Arafats efterfølger, der meget vel skal findes blandt palæstinenserlederens nuværende modstandere og kritikere. En for varmhjertet modtagelse af Arafat vil kunne blive opfattet som en blåstempling af det upopulære og korrupte styre, Arafat har sat sig i spidsen for, og det vil kunne blive en hæmsko for amerikanske manøvremuligheder i Mellemøsten i fremtiden.
Endnu værre for Arafat er det imidlertid, at den amerikanske nedkøling også meget vel kan være et signal om, at Bush-administrationen ganske enkelt ser Arafat som en hindring for en fredsaftale, og at USA derfor nu ser tiden an, til Arafat er væk og hans afløser fundet. Hvis det er tilfældet, har Arafat ikke ret mange flere kort at spille. Med lunkne eller ingen modtagelser hos de vigtigste partnere bliver hans fremtidige færden på al verdens bonede gulve svær. Den færden er ellers i høj grad det, der giver ham legitimitet som leder for palæstinenserne og gør dem i stand til at se et håb i ham. Mister de det håb, mister de også begrundelsen for at have ham ved magten.
Og så kan det meget vel være, Vølven får ret igen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her