Læsetid: 2 min.

Tvivlsomme tanker om kvinder og teknik

Ifølge technofeministen Sadie Plant fører IT-kulturen os ud af patriarkatet og ind i den store kvindevæv
30. november 2001

(2. sektion)

Filosofi
Anna Freud, datter af den store Sigmund, havde en ganske særlig måde at skrive breve på. Først skrev hun med rask pen et ark fuld af kruseduller og afsluttede med sin store svungne autograf. Dernæst kunne hun ganske hurtigt skrive det rigtige brev, med rigtige bogstaver og rigtige ord.
På lignende vis forberedte hun sine foredrag: Gestikulerede og mimede til nogle
volapyklyde, bukkede for det imaginære publikums imaginære bifald – og derefter havde hun strukturen klar til et foredrag, som hurtigt kunne nedfældes.
Lord Byron havde også en datter. Hun hed Ada Lovelace og var programmør langt forud for sin tid: Et matematisk geni der arbejdede på at udvikle en regnemaskine.
Disse historier om døtrene er det mest interessante jeg har fået ud af filosoffen Sadie Plants bog Det binære køn. Plant må vel nærmest kaldes technofeminist; hun er af den observans, at IT dybest set er en kvindelig teknologi, som i sig selv undergraver patriarkatet. Plant argumenterer for, at digitalitet og netværk er beslægtede med den væve- og spinde- og sladre-kunst, som i århundreder har været kvindernes domæne. Anna Freuds kruseduller og Ada Lovelaces algoritmer er for Plant eksempler på denne særlige kvindekunst, beslægtet med tekstilindustriens vulvaformede rhomber og »fibrøse fabrikationer«. Hos Plant går Freuds hysterikere i alliance med nutidens chattere og tilbyder med deres multiple personligheder et subversivt alternativ til det forskansede maskuline magtsubjekt.

Problemer
Selv konstruerer Plant også sin bog som et tekstuelt vævestykke, med citater (fra Ada Lovelace til William Gibson) som de islæt, hendes egne tanketråde væver sig ind i.
Jeg har tre problemer med Plants synspunkt. For det første er definitionen af kvinden som væverske eller spinderske en klassisk patriarkalsk definition: Nornerne, Gretchen, »das alte Web- und Wirkezauber«.
I sin lovprisning af kvindens netkundskaber overtager Plant altså en patriarkalsk fantasi om det kvindelige. For det andet er det svært at påstå, at det er kvinder, der spinder vore dages elektroniske netværk; så vidt jeg ved, er kvindelige programmører stadig noget af en sjældenhed. Her tager Plants argumenter nogle besynderlige veje: F.eks. ser hun en historisk kobling mellem kvinder og kommunikationsteknologi, fordi telefoncentralerne blev betjent af kvinder (der samtidig samledes i et socialt netværk af ligestillede pludrende subjekter...). For det tredje indebærer Plants synspunkt en forherligelse af tingenes tilstand: Som om IT og Nettet og de kvindeejede asiatiske småindustriers blomstring i sig selv er ved at føre os lige ud af patriarkatet og ind i den store kvindevæv: Det går ufattelig godt!
Technofeminismen har bedre og mere markante repræsentanter, så det kan undre, at man har satset på en forfatter som Sadie Plant i stedet for f.eks. at få oversat noget af cyborg-teoretikeren Donna Haraway. For at gøre ondt værre er oversættelsen præget af anglicismer; det er f.eks. ikke så smart at skrive, at Lacans »Anden« begynder med »stort O«, selv om det måske nok er tilfældet på engelsk... Alt i alt må min dom desværre blive, at der er mere makværk end netværk i bogen.

*Sadie Plant: Det binære køn. Digitale kvinder og den nye technokultur, oversat til dansk af Jan Teuber. 278 s., 268 kr. Samleren

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her