Læsetid: 5 min.

Tysklands historiske stund

Med en blanding af forventning og bekymring beslutter Tyskland i næste uge at sende op mod 3.900 soldater til Afghanistan
8. november 2001

BERLIN – Mandag aften kom ønskesedlen fra USA, tirsdag orienterede kansler Gerhard Schröder (SPD) offentligheden om henvendelsen, og i går gav den tyske regering tilsagn om at mobilisere ca. 3.900 soldater. Nu skal Tyskland indfri løftet om ’uind-skrænket solidaritet’ med USA efter terrorangrebene den 11. september.
Beslutningen om at drage i krig skal formelt konfirmeres i Forbundsdagen næste uge, men at den vedtages, hersker der ingen tvivl om – kun reformkommunisterne (PDS) er imod. Mobiliseringen bakkes op af den borgerlige opposition, CDU, CSU og FDP, blandt socialdemokrater og de grønne findes modstandere.
Men skellet går ikke alene mellem pacifister og krigsvillige – mange politikere og kommentatorer hæfter sig ved, at Tyskland reelt er ved at udstede en ’blanco check’ på militær støtte til USA: Tyskland har ikke kontrol over, hvad soldaterne konkret skal bruges til, og hvor de skal indsættes. Spørgsmålene om Afghanistan-aktionens endemål, varighed og eventuelle udvidelse til andre områder er også uafklarede.
Indsatsområdet er defineret som »NATO-landene, Mellem- og Centralasien, Nordøstafrika samt nærliggende farvande.«
Regeringen vil gøre tilsagnet om tysk medvirken tidsbegrænset, i givet fald skal parlamentet høres igen om 12 måneder, men det er for længe for CDU.
»Tidsrummet bør ikke være for langt. Parlamentet bør tages med i beslutningen, og derfor finder jeg seks måneder hensigtsmæssigt,« sagde CDU-formand Angela Merkel i går.
For regeringspartiet De Grønne bliver det en svær beslutning at træffe. For tredje gang på tre år skal de overvejende pacifistisk indstillede partimedlemmer tilslutte sig indsættelsen af tyske soldater i udlandet.
De Grønne var tæt på en sprængning i 1999 under Kosovo-krigen, heller ikke våbenindsamlingen ’Vigtig Høst’ i Makedonien fandt enstemmig tilslutning i partiet, og nu dette: Mens Kosovo og Makedonien havde defensive formål, står der nu aktiv krigsdeltagelse i en fjern verdensdel på dagsordenen.
Flere grønne parlamentarikere har på forhånd taget afstand fra mobiliseringen, men hvor stærk modstanden er, vides endnu ikke. Parlamentarikerne var i aftes til møde om spørgsmålet.
»Jeg anser krigen mod Af-ghanistan for at være forkert og fatal,« siger Christian Ströbele fra De Grønnes venstrefløj til Stuttgarter Zeitung. For hver dag bliver krigen mere og mere skæbnesvanger, og han kræver et bombestop.
»Det ville være absurd at stemme for en yderligere militær eskalation ved hjælp af tyske soldater,« mente han.
De Grønnes forsvarspolitiske ordfører Angelika Beer ser anderledes på spørgsmålet: »En begrænset medvirken også med militære midler vil jeg personligt ikke udelukke.«

Svær beslutning
Ströbele forventer ikke, at han står alene med sine synspunkter.
»Det bliver en meget svær beslutning for den grønne gruppe,« medgiver gruppeformand Rezzo Schlauch.
SPD’s gruppeformand Peter Struck regner med at få styr på sine mandater, men let bliver det ikke. I Berliner Zeitung fortæller flere unavngivne partifolk om »stærke mavesmerter.«
»Det kan ikke være rigtigt, at f.eks. tidsplan og opgaver ikke bliver defineret,« siger SPD-gruppens næstformand Gernot Erler. »Parlamentarikerne vil naturligvis gerne vide, om soldaterne skal indsættes i Afghanistan – eller om andre krigsskuepladser kommer på tale.«
15 grønne parlamentarikere og to SPD’ere har givet udtryk for et nej, dermed kan Schröder komme i den beklemmende situation, at hans regering ikke kan stille med et selvstændigt flertal.
»Nu bliver det rigtig alvor for Tyskland. Den liberale opposition er klar til at følge denne ansvarsfulde og svære vej,« lover FDP-formand Guido Westerwelle. Han ser ikke længere Afghanistan-aktionen som en politimæssig indsats; »vi taler om militær.«

Blandt de helt store
Westerwelle forventer, at beslutningen om tysk deltagelse beskrives som en ’historisk stund’ i kommende historiebøger.
Blandt lederskribenterne i tyske aviser er holdningen tilbageholdende og ængstelig.
»En ægte solidarisk ven og partner (Tyskland, red.) må også kunne sige noget ubehageligt (til USA, red.), ellers er man blot en vasal. Schröders kalkule er (...): Vi går med og er dermed blandt de helt store, måske får vi på et eller andet tidspunkt også indflydelse. Ved hjælp af en tvivlsom krig skal Tyskland befri sig fra efterkrigstidens særrolle,« formoder nyhedsmagasinet Der Spiegels online-tjeneste.
Landets største morgen-avis, der socialliberale Süd-deutsche Zeitung er enig:
»I en somme tider skødesløs, somme tider næsten barnligt virkende maner synes (kansler Schröder og udenrigsminister Fischer, red.) at ivre efter optagelse i de stores klub, en klub der især er militært defineret. En militær dværg og opkomling som Tyskland burde vogte sig for selvovervurdering.«
Den konservative Die Welt: »(...) Forbundsdagen bliver nødt til at udstede en åben fuldmagt til regeringen. Det kan ikke være anderledes, ingen skal bilde sig noget ind. Altså må landet bestå en svær prøve: adlyde krigens love uden at kunne ændre dem.«
Hos boulevardavisen Bild nyder kansler Schröder »vor tillid«: »Efter to verdenskrige har vi fået nok, men skånetiden, hvor vi kunne gemme os bag Amerikas brede ryg, er forbi.«

Kronologi
Tysklands vej ud i verden
*1990: Ingen aktiv tysk deltagelse i krigen mod Saddam Hus-sein. Forbundskansler Kohl (CDU) betaler efterfølgende et milliardbeløb til USA som økonomisk kompensation.
*1992: Støtte til FN-aktionen i Cambodia.
*1992: Støtte til FN-aktionen i Bosnien (første indsats af tyske soldater siden Anden Verdenskrig).
*1993: 2.420 soldater til FN-aktionen i Somalia.
*1994: Soldater til Rwanda med nødhjælp.
*1995: 4.000 soldater indgår i FN’s fredsbevarende mission i Bosnien (i dag: 1.800 indgår i NATO-styrken SFOR).
*1999: Fly deltager i bombardementet af Serbien (i dag: 4.000 tyske soldater i NATO’s KFOR).
*2001: 450 soldater indgår i NATO-aktionen i Makedonien, i relativ ubemærkethed overtager Tyskland styringen af aktionen efter terrorangrebene mod USA.

FAKTA
Alliancen vokser
*Ud over USA er følgende lande involveret:
*Tyskland vil mobilisere op mod 3.900 soldater: 800 til at betjene de mobile krigslaboratorier. En sanitetsenhed (250), en specialstyrke fra antiterrorkorpset KSK (100), en transportenhed (500) samt søstridskræfter til beskyttelse af skibstrafik (1.800)
*Storbritannien har i alt stationeret 4.200 soldater. Heraf 200 elitesoldater.
*Frankrig deltager med bl.a. overvågningsfly.
*Italien har tilbudt ca. 1.000 soldater samt fly og skibe. Endelig beslutning endnu ikke truffet.
*Tjekkiet vil stille med 300 soldater, uddannet til forsvar mod kemiske angreb.
*Tyrkiet vil sende 90 elitesoldater, afrejsetidspunkt ukendt.
*Canada har givet tilsagn om 2.000 soldater, seks krigsskibe, seks transport- og overvågningsfly.
*Australien har sendt 1.150 soldater – herunder en eliteenhed (150).
*Japan vil i løbet af november stille med 1.000 soldater, fem destroyere og et forsyningsskib, der skal aflaste amerikanske flådestationer i Stillehavet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu