Læsetid: 5 min.

Ungdomspolitikerne ligner ikke den øvrige ungdom

Kosovos befolkning stemmer i dag til det første demokratiske parlament. Ekstremister på begge sider forhindrer forsoning
17. november 2001

MITROVICA – Den serbiske popmusik runger ud i æteren fra café Dolce Vita, der ligger med udsigt til floden Ibar. Blot få meter fra cafeen vogter NATO-soldater to år efter krigen stadig broen over floden, som deler Mitrovica i to dele. På broen, der er klædt i ståltråd, holder pansrede vogne og stærkt bevæbnede, franske NATO-soldater, byen adskilt.
Egentlig er zonen, som de bevogter, en slags confidence zone – en tillidszone – som skulle være neutral grund for den serbiske og albanske befolkning, der siden krigen har levet isoleret på hver deres side af floden.
Men der er ikke meget tillid her, og stort set ingen bevæger sig de få hundrede meter over på den anden side af broen gennem de franske kontrolposter.
Som den serbiske studerende Sascha på Dolce Vita siger: »Vi kan bare sidde og vente på, at der kommer en afklaring. Vi kan ikke leve sammen med albanerne,« siger han og kigger over mod den anden side. Derovre havde Sascha en lejlighed før krigen.«
»De vil have et rent Kosovo. De hader os.«
Han venter ligesom resten af serberne i den delte by på en afklaring af, hvad der skal ske med Kosovo. Om det skal være selvstændigt eller forblive serbisk eller – som en tredje mulighed – deles.
Spørgsmålet, der har spøgt siden krigen, er kontrover-
sielt, og for Sascha er sagen klar: Falder spørgsmålet ud til fordel for albanerne, tager han til Beograd for at studere.
Men indtil videre holder Sascha, og resten af den serbiske befolkning i Kosovo fast i, at Kosovo bør forblive serbisk. I hvert fald den nordlige del, hvor de bor.
Officielt er valget af et parlament blot et skridt på vejen hen imod et multikulturelt og demokratisk Kosovo, som er de første forudsætninger. Så må slagsmålet om Kosovos fremtid komme senere.
Men indtil videre er processen mod et multietnisk Kosovo slået fejl. For alt-imens FN forsøger at skabe et multietnisk Kosovo, er der nationalistiske kræfter på begge sider, der har taget udviklingen i egen hånd.

Den sidste bastion
Lige uden for café Dolce Vita holder den serbiske gruppe af eks-Milosevic-støtter, de såkaldte Bridge Watchers, til. Udstyret med Motorola walkie-talkies, så de kan tilkalde forstærkning, holder de øje med floden Ibar, mens de spiller brætspil.
Siden krigen endte for godt to år siden, og Kosovo kom under international administration, har den serbiske gruppe holdt skarpt øje med, at ingen albanere kommer over på den serbiske side. Og når serbere ønsker at flytte tilbage til deres lejlighed på den albanske side, chikanerer de dem og forhindrer, at de flytter. Fri bevægelighed er der ikke meget af.
Ifølge flere internationale observatører i Kosovo er
Bridge Watchers blot et symbol på de strukturer, der uden om FN forsøger at holde deres egen lov og orden.
»Også albanerne opretholder deres lov og orden,« forklarer en international observatør i Kosovo.

Grobund for ekstremer
Med den usikkerhed, der præger landet, har de nationalistiske kræfter i Kosovo haft god grobund – og pustet til hadet mellem serbere og albanere.
De serbere, der bor i resten af Kosovo, bor i hermetisk lukkede enklaver, der er beskyttede af NATO-soldater.
Lige nord for Mitrovica holder danske jenser øje med, at serberne kommer sikkert på et tog, der beskyttet af soldater kører ned igennem Kosovo forbi de serbiske enklaver.
Der har været talrige epi-soder af etnisk chikane og overgreb. En bus er blevet bombet, flere er blevet skudt og chikaneret. For blot et par uger siden blev et serbisk kapel sprængt i luften.
I det klima af uforsonlighed peger flere moderate albanere på, at FN kunne gøre mere for at dæmme op for nationalismen, forklarer formanden for en af byens foreninger NGO for a United City, der arbejder for samarbejde på tværs af floden.
»Der er ekstremister på begge sider, der konstant opmuntrer til konfrontation. FN burde identificere dem og samle deres våben ind,« siger Sadiku Skender.
Han forklarer, at byens albanske unge er sårbare over for nationalisternes propaganda, og de kan hurtigt overtales til at kaste sten efter serbere.
Overalt i byens trøstesløse gader ses byens unge uden noget at lave. Siden krigen har op mod 80 procent i Mitrovica været uden arbejde.
Skender lægger ikke skjul på, at albanerne har været brutale over for serberne. Også sigøjnerne i byen, som ifølge mange albanere arbejdede sammen med serberne, har fået en brutal medfart. Midt i byen ses deres huse, som er nedbrændte og raserede.
»Reelt er der status quo nu i forhold til forsoning, og det har der været, siden FN kom. Ingen fremskridt,« siger Skender og opfordrer FN til at rykke rødderne op på de nationalister, der holder byen i et jerngreb.

FN burde sige fra
På den albanske side florerer en forestilling om, at den serbiske side af Mitrovica huser flere serbiske krigsforbrydere, og at FN burde slå ind på en hårdere linje over for serberne, forklarer to journalister fra det anerkendte og moderate kosovo-albanske dagblad Koha Dittore, der efter krigen tog afstand fra de mange overgreb, albanere begik mod serbere.
»FN gør ikke alt, hvad de kan. Hvis de ville, kunne de eliminere de ekstreme nationalister. Folk slår dig, hvis du krydser broen. De har våben. De er stærkere end politiet og forhindrer, at der sker fremskridt,« forklarer journalisten Musa Mustafa.

Albanske ekstremister
Ifølge en vestlig observatør har både serbere og albanere opbygget parallelle strukturer, selv om FN formelt sidder på den lovgivende og udøvende magt.
»Organisationen TMK, der er en slags civilt brandvæsen, men består af tidligere UCK-soldater, har massevis af våben. Og de er i stigende grad begyndt at ligne en slags Kosovo-hær. Men det internationale samfund kigger den anden vej,« forklarer observatøren, og siger om ekstremisterne:
»I det internationale samfund er der simpelthen ikke den politiske vilje til at konfrontere ekstremisterne. Man er klar over, at en konfrontation med dem vil kunne medføre tab af internationale politifolk.«
Observatøren peger på, at det internationale samfund går en balancegang:
»Man er bange for at puste til ilden. Man er bange for, at hvis man træder ved siden af, så skaber man et stort kaos,« siger han og forklarer, at bare det at tage stilling til skylds-spørgsmålet i et trafikuheld tit bliver til et større problem. Pludselig stimler folk sammen, og FN bliver beskyldt for at favorisere en etnisk gruppe. Og der er altid nogle, der opildner til konfrontation.

FN skulle have reageret
I FN er man godt klar over, at situationen i Mitrovica kræver opmærksomhed, og at man skulle have grebet ind tidligere.
»Vi ved godt, at man skal tage hånd om Mitrovica. Det er en fejl, at det ikke er blevet gjort tidligere. De parallelle strukturer er en akilleshæl i fredsprocessen,« siger informationschef for FN-missionen (UNMIK), Simon Hazelok, og forklarer, at det er en af UNMIK’s prioriteter.
»Det er klart, at Bridge Watchers er et synligt symbol. Men de er ikke det største problem. Det er eksempelvis de underliggende strukturer, der styrer den serbiske side. Dem er man nødt til at gribe ind over for politisk. Det hjælper ikke bare at gribe ind militært,« forklarer Simon Hazelok.

*Morten Østervang er freelance-journalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her