Læsetid: 3 min.

Skal det nu være morsomt?

To nye, amerikanske komedier demonstrerer at kun få amerikanske komikere har noget at byde på
30. november 2001

(2. sektion)

Nye film
Komikere har den amerikanske filminustri altid været leveringsdygtige i. Men ikke alle amerikanske komikere er lige morsomme. Faktisk er det et mysterium, hvorfor så mange af dem er i stand til at trække hundredtusindvis af mennesker i biograferne.
En af de værste – mest umorsomme – er Rob Schneider. Hans selvbevidste og hysteriske spillestil irriterer mig grænseløst, og de film, han medvirker i, er som regel rene platituder fyldt med håbløst umorsomme, latrinære jokes og dårlig slapstick.
Schneiders seneste film, Luke Greenfields The Animal, som han selv har været med til at skrive, er ingen undtagelse. I filmen spiller han den tumpede Marvin, som efter en bilulykke bliver lappet sammen af en læge, der eksperimenterer med at udskifte menneskeorganer med dyreorganer. Pludselig får Marvin nyt liv. Hans sanser skærpes, kræfterne mangedobles, seksualdriften løber over – at kalde hans opførsel dyrisk er en underdrivelse – og det giver ham naturligvis også problemer med omgivelserne.

Laveste fællesnævner
Det lyder måske morsomt på papiret, men tro mig, der er ikke meget at grine ad i The Animal. Filmen er gået glimrende i USA og er et strålende eksempel på, hvordan nogle amerikanske komikere stræber efter laveste fællesnævner, når de skal indspille film, de selv har ’kreativ’ indflydelse på.
Et andet eksempel er den endnu mere populære Adam Sandler, der efter en lang række indbringende, men stadigt mere fjollede og tyndbenede komedier skrabede bunden med sin seneste, Little Nicky.
Schneider og Sandler repræsenterer et overgearet og lavkomisk udtryk og har tydeligvis ikke fattet, at komik gerne må rumme bare et
minimum af raffinement og vid.
For Schneider og Sandler, der heller ikke er de store skuespillere, handler det om at skabe sig åndssvagt, mens man fyrer vittigheder af fra under bæltestedet – jo værre, jo bedre.

Ligner Bob Hope
Heldigvis er der trøst at hente. Ugens anden amerikanske komedie, Saving Silverman, der har fået den tåbelige ’danske’ titel Evil Woman, er ikke helt vellykket, men den rummer adskillige sjove scener takket være Steve
Zahn, der faktisk kan være rigtig morsom.
Zahn blev i The New Yorker for nylig sammenlignet med den legendariske komiker Bob Hope. En ære, Zahn lever godt op til i Evil Woman, hvor han med sin afsindige mimik og gestik står for hovedparten af de skægge scener.
Zahn spiller sammen med Jack Black de bøvede bedstevenner til originaltitlens Silverman (Jason Biggs), der har forelsket sig i et djævelsk kvindemenneske, Judith (dejlige Amanda Peet), for hvem trekløverets venskab og blinde tilbedelse af Neil Diamond som alle tiders sanger og sangskriver ikke betyder en døjt. Altså må de to venner gøre deres bedste for at redde Silverman, hvilket ikke er nemt, fordi Judith altid kommer dem i forkøbet.
Brugen af Neil Diamonds musik (og sangeren selv i en vigtig birolle) som en rød tråd i filmen er inspirerende, men ellers er det Steve Zahns portræt af et lidt ualmindeligt menneske i meget ualmindelige situationer, som redder filmen fra at falde på halen.
Som Bob Hope kan Zahn sætte et kosteligt ansigt op, og som Hope kan han få publikum til at falde for sine karakterer, der måske nok er lidt skøre, men også både troværdige og elskelige. Zahn er en skuespiller med komiske gener og sans for timing, og han forstår at holde igen, når det er påkrævet.

*The Animal. Instruktion: Luke Greenfield. Manuskript: Rob Schneider og Tom Brady (Palads og CinemaxX, København)

*Evil Woman. Instruktion: Dennis Dugan. Manuskript: Greg De Paul og Hank Nelken (Palads og CinemaxX, København)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her