Valgpanik foreløbig afblæst
*Der bliver højst sandsynligt ikke tale om omvalg til kommunevalget i Københavns Kommune trods en trykfejl ud for Socialdemokratiet på stemmesedlerne. Det vurderer lederen af valgsekretariatet i Københavns Kommune, Birgitte Rasmussen.
»Vi må selvfølgelig konkret vurdere, hvad fejlen på stemmesedlerne har betydet. Men vi har kun fået en vælgerhenvendelse, og vi har ikke hørt om problemer fra valgstederne eller Indenrigsministeriet. Og ud fra Socialdemokratiets mandattal, tyder det ikke på, at vælgerne har haft problemer. Vi kigger nærmere på stemmesedlerne under fintællingen, men min vurdering er, at der ikke bliver tale om omvalg,« siger Birgitte Rasmussen til Ritzau.
Bokser som stemmesluger
*Bokseren Jesper D. Jensens første runde i politik blev noget af en sejr. Den nye borgerliste, som han er opstillet på, fik tre mandater ind i det nye byråd i Slagelse. Listen har haft den tidligere konservative borgmester Jens Jørgensen som spidskandidat. Også han har ifølge de første meldinger fra optællingsstederne været en stemmesluger. Borgerlistens indtog kostede til gengæld de konservative fire mandater, så partiet sidder tilbage på to pladser i det nye byråd.
POEM: Ingen gråd over Nyrup
*Der er ingen grund til at begræde den socialdemokratiske regerings bortgang, mener Paraplyorganisationen for de etniske mindretal Poem. Organisationen håber, at den skingre debat om flygtninge og indvandrere har toppet og vil straks kontakte de borgerlige partier i den nye regering. »Den afgående regering havde jo også varslet stramninger i reglerne om familiesammenføring. Nu får vi en ny regering, som forhåbentlig er bedre i stand til at være i kontakt med de forskellige organisationer og lytte til vores viden om integration,« siger formand for Poem Muhrarrem Aydas til Ritzau.
Han ser kun et minus ved den nye regering: Dansk Folkeparti.
Valg: Utryghed i indvandrerkredse
*Udsigten til en V-K-regering med støtte fra Dansk Folkeparti har skabt nervøsitet i indvandrerkredse. Det vurderer foredragsholder og journalist Fahmy Almajid.
»Jeg har talt med flere i dag (i går, red.), som nu er virkelig bange for, hvad der vil ske. Man er bange for den magt, som Pia Kjærsgaard nu får, men i indvandrerkredse er man heller ikke tryk ved Fogh Rasmussen, siger Almajid til Ritzau. Selv frygter han, at integrationen nu bliver kraftigt nedprioriteret.
Lodtrækning om byrådsplads i Nexø
*To socialdemokrater i Nexø måtte i går ud i en nervepirrende afgørelse af deres politiske fremtid. Jette Jantzen og Arne Glud sluttede hver med 16 personlige stemmer efter gårsdagens fintælling, og så var der ikke anden udvej end lodtrækning om den sidste plads i Nexøs nye byråd. Lodtrækningen blev vundet af Jette Jantzen.
Opinionsmålinger ramte skidt
*Ingen af meningsmålingerne ramte plet i deres forudsigelser af Folketingsvalget. En gennemgang af målingerne, som valgforsker Søren Risbjerg Thomsen har lavet for Ritzau, viser, at fejlprocenten var fra 2,8 til 4,6 procent. En analyse af målingerne dagen før valget viser, at Catinéts måling for Ritzau var bedst, mens PLS for Jyllands-Posten var dårligst. Paradoksalt nok kom valgkampens bedste måling en uge før valget fra instituttet Sonar, som Jyllands-Posten har fyret til fordel for PLS.
Anlægsgartnerne er glade
*Danske Anlægsgartnere er glade for udsigten til en regering med borgerligt flertal.
»Den afgående regering har især glimret ved sin manglende forståelse for små og mellemstore virksomheders vilkår i Danmark. På trods af en erklæret velvilje for det gode og sunde miljø lod den tidligere regering mængden af administrative byrder stige, tillige med skatter og afgifter ikke mindst på miljøområdet,« siger anlægsgartnernes direktør, Stephan Falsner.
Danske Anlægsgartnere forventer at få markant flere opgaver med at pleje og vedligeholde offentlige grønne områder som følge af øget udlicitering under en Venstre-regering.
Tilbagegang for Elvis-listen
*Det bliver heller ikke i den kommende valgperiode, at rådhuset i Tornved Kommune bliver omdøbt til Graceland. Ligesom ved valget i 1997 opnåede Elvis Presley-listens eneste kandidat, Birger Petersen, langt fra nok stemmer til et mandat. Faktisk gik listen tilbage i stemmetal fra 81 til 76. Til gengæld gik Venstre frem med et mandat, så Venstre-borgmester Jens Stenbæk kan fortsætte yderligere fire år på posten.
SSV forventer ansvarlig politik
*Anke Spoorendonk, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSV), udtrykker forventning om, at »Danmark også fremover vil føre en ansvarlig udlændingepolitik, der respekterer internationale aftaler og konventioner«.
Gruppeformanden for det dansksindede SSV i det slesvig-holstenske delstatsparlament, landdagen i Kiel siger i anledning af valgresultatet, at mange i Tyskland var »overrasket over de meget skingre toner i den danske udlændingedebat«.
Lokallister klarede sig trods FV
*Lokallisterne har haft en lille tilbagegang, men ser ud til at klare sig trods dobbeltvalget, som de har kritiseret skarpt for at gå ud over deres valgchancer. Efter valget er lokallisterne repræsenteret med 446 mandater i byråd landet over, og det skulle være nok til at sikre en eftertragtet plads i bestyrelsen for Kommunernes Landsforening (KL). Siden udskrivelsen har der lydt skarp kritik af dobbeltvalget fra lokallisternes formand, Ole Glahn, der frygtede, at dobbeltvalget ville drukne kommunal-valget og få vælgerne til at stemme på de store partier. Og den kritik holder Ole Glahn fast i dagen efter valget.
Afløser dårligste borgmester
*Skælskør skal have ny borgmester, efter at Venstre-borgmesteren gennem to valgperioder, Hans Christian Nielsen, valgte at trække sig i forbindelse med en tiltale om insiderhandel. Derudover har han haft den tvivlsomme ære at blive udnævnt til Danmarks dårligste borgmester af Børsens Nyhedsmagasin.
IDA: Danmark som teknologiland
*Ingeniørforeningen i Danmark, IDA, mener, at den kommende regering bør tage fat på fire vigtige opgaver. Regeringen skal sikre, at Danmark kommer i en førende international teknologisk position. Og i den sammenhæng er ikke mindst behovet for højtuddannet arbejdskraft en afgørende faktor. Samtidig mener man i IDA, at forskningen skal styrkes, da en satsning på investeringer i forskning er en forudsætning for Danmarks konkurrenceevne i vidensamfundet.
Skjulte bryster gav valg
*Den 19-årige Venstre-kandidat Signe Friis, som under valgkampen blev landskendt for sit nøgne look på sin hjemmeside, fik et flot valg til Aalborg Byråd. Med 1.930 personlige stemmer fik hun næstflest stemmer blandt Venstres kandidater og er helt sikker på en plads i byrådet, oplyser DR Nordjylland.
Signe Friis hjemmeside var under valgkampen en af de mest besøgte kandidatsider i hele landet. På den omdiskuterede hjemmeside tilbyder Signe Friis, at man kan sende et postkort til sine venner på kortet står en afklædt Signe Friis, hvor kun et par handskebeklædte mandehænder dækker hendes bryster. Overskriften er: Det er kun politikken, der skal ses.
EUMC ønsker hård tone dæmpet
*EUs Center for Observation af Racisme og Fremmedfrygt,
EUMC, håber, at afslutningen på Danmarks valgkamp også afslutter den hårde tone i udlændingedebatten. Centret ønsker ikke at høre tale om østrigske tilstande med sanktioner mod Danmark. I stedet ser EUMC frem til at arbejde sammen med den nye danske regering, oplyser talsmand Bent Sørensen. På EUMCs bestyrelsesmøde onsdag noterede man sig, at det ikke er første gang, at udlændingedebatten tænder op under et medlemslands valgkamp.
Glistrup håbede til det sidste
*En mat stemning bredte sig sent tirsdag aften hos Fremskridtspartiet på Christiansborg, selv om partiets stifter, Mogens Glistrup, til det sidste nægtede at indse sit nederlag.
»Der mangler stadig resultater fra nogle store valgkredse, og jeg udtaler mig tidligst om vores resultat, når 90-95 procent af stemmerne er talt op,« sagde han. Glistrup sad ved siden af sin hustru og noterede prognoserne, som de kom ind på tv-skærmen foran ham. Selv om ikke én eneste prognose i løbet af aftenen lovede partiet over spærregrænsen og dermed adgang til Folketinget afviste Mogens Glistrup hårdnakket til det sidste, at valget var tabt for ham og partiet.