Analyse
Læsetid: 5 min.

Vestens mand i Pakistan

Pakistans verdsligt sindede militærdiktator er USA’s vigtigste allierede i krigen mod Taleban og al Qaeda. Men hvem er han egentlig?
9. november 2001

Der er ingen risici involveret. Det er kun en lille minoritet af religiøse ekstremister, som ikke kan forurolige mig, måske 2.000 ud af en befolkning på 140 millioner. Alene det, at jeg kan forlade mit land i syv dage og sidde her og tale roligt med Dem viser, at sådanne påstande er helt malplacerede,« sagde Pakistans præsident Musharraf i går på et pressemøde i Paris efter et møde med Frankrigs præsident Chirac.
Så selvsikker lød den mand, som er Vestens allervigtigste allierede i antiterrorkrigen i Afghanistan. Men hvem er egentlig denne mand, hvis position som enevældig hersker er altafgørende for, om USA kan vinde krigen og for, om Pakistan kan modstå den politiske islams vækkelse?
Når man hører ham udtale sig på det antikverede victorianske engelsk, der er så karakteristisk for hele subkontinentets øvre sociale lag, er det umuligt at afgøre, om præsident Pervez Musharraf er pakistaner eller inder. Pakistans stærke mand kom til verden i Delhi i 1943 som søn af en funktionær i den imperiale britiske kolonialadministration. Som så mange andre indere og pakistanere fra den postkoloniale middelklasse i disse år modtog han en rent verdslig uddannelse efter europæisk forbillede. Hans karriere kom til at indskrive sig i de mest udsøgte britiske militærtraditioner. Som 21-årig blev han blev optaget på militærakademiet i Quetta – det tidligere hovedkvarter for den britiske militære tilstedeværelse i det indiske imperium – hvorfra han fik diplom som befalingsmand. Han fuldendte sin militæruddannelse på Royal College i Storbritannien. Musharraf viede stort set hele sin militærkarriere til at kæmpe imod arvefjenden og brodernationen Indien. Hans forældre forlod selv Indien, da han var barn, for at slutte til ’landet for islams rene i troen’, da Pakistan under Mohammed Ali Jinnahs ledelse spaltede sig fra Indien i 1947.

Pervez Musharraf deltog i Pakistans anden krig mod Indien i 1965. ’Mohajir’-officeren (’mohajir’ (eksileret) er betegnelsen for de muslimer, der kom fra Indien i 1947, red.) udviste store ledertalenter og opnåede den ene militære udmærkelse efter den anden. Hans uniform fik tilføjet flere tyngende medaljer og distinktioner under den tredje indisk-pakistanske konflikt i 1971. Musharraf var nu steget så meget i graderne, at han var blevet indlemmet i det priviligerede korps af ’højkasteofficerer’, som vækker både beundring 0g nid blandt pakistanerne.
De ledende officerers palæer troner arrogant i elegante velhaverkvarterer på skråningerne ud for Islamabad, Quetta og Lahore. I et Pakistan, der siden sin grundlæggelse har været besat af indre og ydre sikkerhed, er hæren i løbet af flere militærkup blevet landets væsentligste institution. Den militære højkaste forsøder ublufærdigt sin levestandard og har let ved at dykke dybt ned i de righoldige midler, som militæret beregner sig selv (godt halvdelen af statsbudgettet). I tilfælde af en fredsaftale med Indien ville Pakistans militære institution have meget at tabe.
I 1998 begyndte den daværende ministerpræsident, Nawaz Sharif, at nære frygt for et statskup. Han fyrede derfor resolut generalstabschefen, Jehangir Karamat, efter at denne havde krævet, at hæren fik større indflydelse på den politiske beslutningsproces.
Til at erstatte ham udpegede Sharif general Pervez Musharraf, idet han vurderede, at generalen ikke nød tilstrækkelig støtte i officerskasten til at udgøre nogen trussel. I modsætning til de fleste andre højkasteofficerer kommer Musharraf nemlig ikke fra den traditionelle klasse af store feudale jordbesiddere, der dominerer det politiske liv i Pakistan.

Men kort efter torpederede den nyslåede generalstabschef det tøbrud, som Sharif var ved at opnå i forhold til Indien, da han beordrede sin hær til ved et overraskelsesangreb at erobre Kargil-området, et bjergterræn med fem km høje tinder i indisk Kashmir. Indtil da havde Pakistan kun brugt islamistiske guerillagrupper til at gennemføre militæraktioner eller begå bombeattentater, når der skulle lægges pres på Indien.
Den verdsligt sindede Musharraf har altid vidst at påskønne den nytte, han lejlighedsvis kan have af de hellige krigeres partisankrig. På den anden side er han ikke alt for begejstret for at opmuntre den islamistiske fanatisme, der nærer denne stedfortræderkrig. Det var grunden til, at han lod sine regulære styrker angribe Kargil-området.
For Indien var det en utålelig provokation. Konflikten flammede voldsomt op, og den amerikanske regering måtte presse Sharif til at beordre Musharraf til at trække sine styrker tilbage. Generalen parerede nødtvungent ordre, men havde svært ved at skjule ydmygelsen. »Kargil-operationen var en stor succes,« erklærede han sammenbidt og kogende af raseri. Den 12. oktober tog Musharraf hævn, da han afsatte Sharif ved et militærkup, satte forfatningen ud af kraft og opløste parlamentet. Han undlod dog at er-klære krigsretstilstand.
Musharraf ynder at fremstille sig selv som en patriot, der har sat sig i spidsen for en redningsaktion, der skal frelse Pakistan fra et truende kaos. Han har lovet, at demokratiet vil blive genetableret, så snart oprydningsaktionen er tilendebragt. Hans statskup blev paradoksalt nok overvejende godt modtaget i den pakistanske befolkning, der er dødtræt af den enorme korruption og landets økonomiske elendighed.

Dagen efter kuppet tonede Musharraf frem på nationalt fjernsyn i civilt tøj og ledsaget af sine to pekingeserhunde. Han udtalte ved den lejlighed sin beundring for Kemal Atatürk, grundlæggeren af det moderne verdslige Tyrkiet. Dagen efter kunne Musharraf glæde sig over, at en meningsmåling viste, at han havde støtte fra ikke færre end 57 procent af pakistanerne.
I slutningen af september 2001 var støtten faldet til kun 23 procent, efter at generalen havde besluttet at støtte USA’s antiterrorkrig efter terrorangrebene 11. september. Musharraf, som udnævnte sig selv til præsident tidligere i år, brød dermed med de pakistanske regeringers tiårige strategi, der gik ud på aktivt at støtte de militante islamistiske bevægelser i indisk Kashmir og Afghanistan.
Han fyrede chefen for efterretningstjenesten ISI, som var leder af disse specialoperationer, men dermed lykkedes det ham kun midlertidigt at lamme den magtfulde tjeneste. Han har fortsat ikke været i stand til at tvinge den til at arbejde for ham.
Meget tyder på, at adskillige officerer i ISI og endda i den regulære hær har taget Talebans rigide islamistiske principper til sig. Stærke kræfter i militæret og andre steder er fortalere for en ’talebanisering’ af det pakistanske samfund ud fra den tankegang, at kun en streng udgave af islam har tilstrækkelig med sammenhængskraft til at overvinde de mange splittelser, ikke mindst etniske, der plager landet.
Med støtte fra de religiøse partier, der i vidt omfang er finansieret af Saudi-Arabien og golfemiraterne, afventer denne tavse fraktion i hæren på, at dens time vil komme. Musharraf må enten give indrømmelser til den eller være indstillet på at leve livet farligt.

© Libération og Information

*Oversat og bearbejdet af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her