Læsetid: 6 min.

Virkeligheden på det store lærred

Testkørsler, trailere og tæppebombning med opfindsomme PR-stunts. Med den massive markedsføring af næste fredags danske biografpremiere, ’Family’, sættes ny standard for lancering af dokumentarisme til det hjemlige biografpublikum
2. november 2001

(2. sektion)

Dokumentar
Det kan ligne noget af en nyskabelse i den lokale filmkultur, når den halvanden time lange danske dokumentarfilm Family på næste fredag sendes ud i dugfriske CinemaScope-kopier i seks biografer landet over. Filmen har det helt store lanceringsbrag i ryggen og hjælpes det sidste stykke ud over rampen af UIP, distributionsselskabet bag eksempelvis Bænken.
Herhjemme er dokumentarfilm gerne henvist til tv, undervisning, filmklubber, Cinemateket eller Filminstituttets distribution via folkebibliotekerne. Kommer de en sjælden gang imellem i biografen, sker det oftest mere eller mindre upåagtet i en af de større byers få art cinemas.
Således altså ikke med Family. Filmen er instrueret af Phie Ambo og Sami Saif og handler i korte træk om Saifs forsøg på at finde sin forsvundne far, en yemenitisk pilot, som mildt sagt har efterladt et familiært kaos i sit kølvand. Allerede fra den tidligste planlægningsfase har det været en bevidst beslutning, at filmen skulle ende på det store lærred. Også selv om den som så mange andre nyere dokumentarfilm er optaget med små digitale videocamcordere.
En væsentlig forudsætning for, at disse ambitioner rent faktisk er blevet indfriet, har været, at de to instruktører fra starten allierede sig med den unge producent Jonas Frederiksen, som tillige stod bag Sami Saifs debutfilm, The Video Diary of Ricardo Lopez (2000).
I oktobernummeret af Det Danske Filminstituts magasin Film fortæller Jonas Frederiksen, at han som producent har ladet sig inspirere af den amerikanske Hoop Dreams (1994), en 174 minutter lang dokumentarfilm om to sorte teenageres forsøg på at sprænge sig fri af Chicagos ghetto via en basketballkarriere.
Filmen fik premiere i 2.800 amerikanske biografer, den kørte i otte måneder og indtjente 7,8 millioner dollar. Disse tal fik Frederiksen til at satse næsten en tredjedel af det samlede budget (2,8 millioner kroner) på markedsføringen af Family. Hertil kommer en række for genren usædvanlige tiltag som test-screenings, hjemmeside på Internettet samt diverse kreative teasere og andre PR-påfund.

Filminstituttet satser
At vise dokumentarfilm i biografen er naturligvis ikke noget nyt fænomen. Op gennem filmhistorien har mange instruktører pendlet frem og tilbage mellem genrerne – Peter Greenaway, Wim Wenders, Werner Herzog, Jørgen Leth, Jon Bang Carlsen – og en del filmskabere hævder endda, at de generelt ikke skelner mellem såkaldt virkelighed og såkaldt fiktion.
Alligevel hører film som Hoop Dreams naturligvis til undtagelserne. Når man i tidens løb har talt om dokumentarfilm som den lettiske instruktør Juris Podnieks’ Er det let at være ung? (1986) – set af 26 millioner mennesker i Sovjetunionens biografer – eller mere aktuelt Wim Wenders’ globale hit med den cubanske musikfilm Buena Vista Social Club, hænger det utvivlsomt sammen med, at disse film netop stikker markant ud fra mængden.
På Det Danske Filminstitut spekulerer man i disse år på, hvad man kan lære af dokumentarismens succeshistorier, og hvordan man kan stimulere publikums lyst til at se virkeligheden blæst op på det store lærred. At en vej frem kunne være dén målrettede og professionelle markedsføring, der ligger bag Family, er Karolina Lidin, chef for distribution og formidling af kort- og dokumentarfilm, ikke i tvivl om.
»Det specielle ved Family er først og fremmest producentens indsats,« siger Lidin.
»Jonas Frederiksen har vist en enorm vilje til at gå utraditionelle veje over hele linien. Og når Filminstituttet har bakket hans initiativer op, hænger det netop sammen med filmholdets generelle vilje til at tænke i stilistiske og fortællemæssige baner, som var rettet mod det store lærred.«
»Jeg hører til dem, der mener, at mangfoldighed i produktionsledet skal modsvares af en lige så stor mangfoldighed i distributionsledet. Man skal sikre, at de stærkeste dokumentarfilm kommer bredt ud – herunder også i biografen. Omvendt bør man ikke underminere systemet ved at sætte alt for meget i biografen, som reelt ikke kan holde til det. Hvis en dokumentarfilm skal have biografdistribution, kræves et filmisk niveau, som kan bære biografoplevelsen. Og det har Family.«
»Men det er langtfra noget nyt, at Filminstituttet satser på at få dokumentarfilm i biografen. I de to år, hvor jeg har siddet i denne stol – men også før – har det været målet at få tre-fire dokumentarfilm ud i biografen om året. I nyere tid er forbilledet på området Christian Braad Thomsens Karen Blixen – Storyteller (1995), som blev set af 25.000 mennesker i Danmark. Og af omtrent lige så mange i Norge.«
Fra de sidste to år nævner Lidin tillige titler som Den højeste straf (Tómas Gislason), Portræt af Gud (Jon Bang Carlsen), Omveje til frihed (Sidse Stausholm og Mikala Krogh) samt ikke mindst Ib Schønberg (Ole Roos), som blev set af mere end 4.000 mennesker i biografen.
»Det nye i min tid er, at der nu er begyndt at komme professionelle distributører ind over. Det skete første gang med Anne Wivels film om Per Kirkeby, Slottet i Italien, som blev distribueret af Camera Film og solgte mere end 7.000 billetter. Og nu altså med Family, som UIP distribuerer.«

Start med distribution
At det kan lade sig gøre at påvirke publikums biografvaner, er Norge et markant eksempel på. Det påpeger Tue Steen Müller, indtil 1996 informationschef og programredaktør ved Det Danske Filminstitut og i dag leder af organisationen European Documentary Network (EDN).
»Norge har et system med kommunalt drevne biografer, der betyder, at vi ikke helt kan sammenligne os med dem. Alligevel viser eksempler fra de senere år, at det er muligt at opdyrke en biografkultur, der tilgodeser dokumentarfilm på linie med den almindelige spillefilm. Her tænker jeg ikke mindst på Heftig & Begejstret, en film om et mandekor i Nordnorge, som er set af 500.000 mennesker, altså omkring hver tiende nordmand.«
Heftig & Begejstret – der har dansk biografpremiere i dag – er et usædvanligt, men ikke enestående eksempel. Tue Steen Müller kunne lige så vel have nævnt titler som De kærlige hænder, Leve blandt løver eller Unge drenge græder ikke. Alle nyere norske dokumentarfilm om sociale emner som ældreforsorg, kræft eller ungdomskriminalitet, der i stort tal har trukket nordmænd i biografen. Og vel at mærke ikke i særlige kunstbiografer, men i kommercielle multiplex-biografer, sal om sal med amerikanske actionfilm og lignende.
»I Danmark har vi ikke været gode nok til at tænke det filmpolitisk fra starten,« siger Tue Steen Müller. »Allerede i slutningen af 80’erne begyndte vi at satse på at lave dokumentarfilm i spillefilmformat, som kunne komme ud i biograferne. Det lykkedes bare ikke i den store målestok. Bortset fra Karen Blixen-filmen og Troels Kløvedal-filmen (set af mere end 60.000, red.) kom filmene ikke særlig langt ud.«
»Det vil måske ændre sig med Family. Jeg tror, at den har potentialet til det – også internationalt. Da vi tidligere på året viste den for de udenlandske gæster ved et arrangement for sydeuropæisk dokumentarfilm, gik den rent hjem. På Filminstituttet havde vi i min tid et slogan, der hed: Al produktion starter med distribution. Det har folkene bag Family forstået.«
– Hvordan er situationen andre steder i Europa?
»Danmark er klart bagud i forhold til andre lande. I Schweiz vises dokumentarfilm ofte i biografen – uden den store støtte. Og i Frankrig og England er der også tradition for at vise dokumentarisme i visse biografer. Endelig er der Holland, hvor man for nylig har haft stor succes med Sorte tårer, en musikfilm fra Cuba, der efter min mening slår Buena Vista Social Club med flere længder.«
At den hollandske model kunne være inspirationskilde for Det Danske Filminstitut, bekræfter Karolina Lidin. Hun fortæller, at man i Holland har iværksat et forsøg med at udstyre ti udvalgte biografer med videoudstyr, således at dokumentarfilm ikke nødvendigvis skal foreligge på det dyre filmmateriale for at komme i biografen.
»Vi har ingen aktuelle planer i den retning,« understreger Lidin. »Men det er absolut med i vores overvejelser.«
Indtil videre holder alle vejret og venter på at se, om
Family bliver isbryderen, der kan bane vejen for at få flere danske dokumentarfilm søsat i biografernes bløde mørke.

*Hoop Dreams, Er det let at være ung?, Sorte tårer og samtlige omtalte danske film er i distribution fra Det Danske Filminstitut.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu