Læsetid: 4 min.

Vitalitet

En country- og en bluesveteran viser de unge løver, hvor skabet skal stå gennem et musikalsk udtryk så bagstræberisk at det kun kan kaldes tidløst
15. november 2001

Nye cd’er
Merle Haggard (f. 1937) er en af den moderne countrys skabere, selvom han i dag kommercielt set er kørt bagom dansen af de der føntørrede, solariebrune fisseletter m/k, som styrer showet i Nashville. Som protege af den produktive og stildannende Buck
Owens videreførte Haggards dennes såkaldte Bakersfield-lyd fra og med sit gennembrud i 1963. Udover det usædvanlige i en countrymusik, der tog afsæt i den vestligt beliggende stat Californien, var Bakersfield-lyden karakteriseret ved sit afsæt i den honky tonk-tradition, hvis stamfader hedder Ernest Tubb, kongen tituleres Hank Williams og som ned gennem 50’erne videreførtes af folk som Webb Pierce, Faron Young og Lefty Frizzell.
Stilen karakteriseres ved enkel og sparsom instrumentering – guitar(er), gulvbas, trommer, fiol, måske mandolin, pedal steel og klaver – og sangene kendetegnes ved det kompositorisk ukomplicerede med træk fra især folkemusik og blues. Afsættet er en genkendeligt hvid amerikansk arbejderklasses hverdagsunivers, hvor der elskes, arbejdes, skændes, angres, festes, sørges, kæmpes og drikkes ... ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Endelig spores påvirkning fra den vitale – nu om stunder noget glemte – genre western swing, som stadig er det tætteste country er kommet jazz.

Bevidst bagstræberisk
I den periode Haggard var signet til Capitol Records – 1964-1977 – var han genrens ukronede konge, men efter successivt mindre succesfuld tilknytning til henholdsvis MCA, Epic og Curb, måtte han i midt-90’erne indse at hans kommercielle stjerne var falmet. Heldigvis besluttede selskabet Anti et par år senere at reaktivere den på eget initiativ pensionerede gigant, hvilket Haggard kvitterede for med sidste års betagende If I Could Only Fly. Nu er han så på banen igen med hyldestalbummet Roots Volume 1, hvis oprindelse udsprang af, at Haggard opdagede, at Norman Stephens – Lefty Frizzells oprindelige guitarist – kun boede få kilometer fra ham selv.
I løbet af kort tid havde de to herrer sat et interimistisk studie op i Haggards dagligstue og der indspillede de med rytmegruppe, fiddle, mandolin og pedal steel de 12 fine sange, der udgør Roots. Her er en håndfuld Frizzell-klassikere, et par fra Hank Williams og Hank Thompsons repertoire samt tre nye Haggard-kompositioner, skrevet i samme stil. Blandt de sidstnævnte bider man især mærke i den heftige »Runaway Mama« på grund af en stærkt forvrænget lead-mandolin. Også »More Than My Old Guitar«, en kærlighedshyldest til hans femte (!) hustru, gør indtryk (for jo: Han elsker hende mere end den skide guitar!)
Det er voldsomt uprætentiøst, bevidst bagstræberisk og totalt anti-hvad-som-helst, der pågår i dag. Kan man ikke tåle autentisk old-time country, er der ikke meget at hente her, men er man til genren bliver det simpelthen ikke mere nærværende og fornøjeligt. Vi glæder os allerede til Volume 2!

En græsk tragedie
Inden for genren deep blues er der ikke mange udøvere tilbage af den simple grund, at de alle stort set er døde. Deep blues repræsenteredes af en generation af musikere, hvis rødder lå i sydstaternes sorte landproletariat – oftest fra det trøstesløse Mississippi Delta – og de fleste af dem skulle i hælene på den store depressionen i 30’erne turen nordpå til Chicagos South Side for siden at gøre sig bemærkede i 40’erne og 50’erne, hvilket affødte genren urban blues, et vidunderligt polyfonisk blast af sang, el-guitar(er), el-bas, klaver, trommer og mundharpe, hvis kendteste udøvere var navne som Muddy Waters, Howlin’ Wolf og Little Walter.
Men ikke alle forlod sydstatens plantager for at søge lykken nordpå. En af dem der forblev i Mississippi var R.L. Burnside (f. 1926), om end han en kort periode i 50’erne søgte lykken nordpå, hvilket dog gik så grumme galt, at det har givet stof til adskillige sange. Ifølge »R.L.’s Story« på sidste års eminente Wish I Was In Heaven Sitting Down – en fabelagtig vellykket syntese af breakbeats og deep blues – oplevede Burnside inden for en måned hvorledes hans far, hans bror og hans onkel alle blev myrdede på den voldsomt kriminaliserede South Side! Det lyder sgu værre end en græsk tragedie.

Maximalt overskud
Selvom Burnside har spillet lokalt siden de tidlige 50’ere og udsendte sine første pladesider i 1967, skulle der den af de gode folk på det lillebitte pladeselskab Fat Possum udsendte Too Bad Jim til, før Burnside i starten af 90’erne begyndte at få lidt af den anerkendelse, han i rigt mål fortjener. Den er siden blevet efterfulgt af en stribe fine plader – her i blandt det hvidgnistrende samarbejde med postpunkeren Jon Spencer, A Ass Pocket Of Whiskey – og det hele kulminerede sidste år med den førnævnte Wish I Was In Heaven Sitting Down. Den 74-årige bluesgigants seneste udgivelse, Burnside On Burnside, indeholder the real deal i form af en intens liveoptagelse fra klubben Crystal Ballroom – som pudsigt nok ligger på Burnside Street i Portland, Oregon, deraf titlen.
Med sin 22-årige sønnesøn Cedric på heftigt primitive trommer og Burnsides ’adopterede’ søn Kenny Brown på stikkende, bidende og syngende slideguitar trykker den gamle Buddha et klassisk bluessæt af foran et medlevende og opstemt publikum. Uden den store finesse, måske, men med maksimalt overskud og hele den rige erfaring, der kommer af at have spillet dette repertoire for et indforstået lokalt publikum på smugkroer, i forsamlingshuse og til private fester i årtier. Det er en cirkulær, hypnotisk og tranceinducerende musik, der ligger så langt fra den moderne blues’ kedelige og velskolede hvide udøvere som tænkes kan. Lige meget hvad Burnside synger om i teksterne, er det stemmen, man igen og igen betages af: Det ene minut mørk og rugende, det næste fuld af et vitalt overskud og hele vejen igennem så fuld af et levet livs erfaring, at det løber én koldt ned af ryggen. På den fede måde, vel at mærke. Sublimt.

*Merle Haggard: Roots Volume 1. Ingen producer akkrediteret (Anti/MNW) www.anti.com
*R.L. Burnside: Burnside On Burnside. Produceret af Matthew Johnson & Bruce Watson (Fat Possum/MNW) www.fatpossum.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her