Læsetid: 2 min.

web.hvad.hvor

30. november 2001

(2. sektion)

www.llambias.info
*Forfatteren Pablo Henrik Llambias, der er overordentlig aktuel med hele tre bøger udgivet inden for den seneste måned, oprettede i forbindelse med sin roman fra 1997 en virtuel såkaldt fri kommune og inviterede hvem som helst til at slå sig ned på www.hjem.get2net.dk/
Fri.Kommune. Hvis man besøger den adresse i dag, bliver man imidlertid blot henvist til Llambias’ egen hjemmeside, som er meget smukt designet og både på dansk og engelsk præsenterer forfatteren og alle hans bøger. I en kortfattet poetik kan man bl.a. læse: »Om digressioner: Mit forfatterskab består af digressioner omkring en kerne. Digressionerne er et aspekt ved selve sproget. Det er den måde, der vides på. I mine bøger medfører det fragmentering af teksten.«
Men Den Fri Kommune – den er vist desværre forsvundet. Måske var valget for meget for den.

www.fortunecity.com/victorian/ belvedere/226/dtunder.htm
*For nylig udgav Asger Schnack en detaljeret gennemgang af vennen og kollegaen Dan Turèlls digtning. Med en afgørende vægtning på den tidlige Turèll og alle de undergrundsbøger af mere eller mindre udknaldet karakter, den flittige digter fik skrevet, længe før det store folkelige gennembrud overhovedet lod sig tænke. Nogle af de (ganske mange) uopdrivelige skrifter fra dengang, f.eks. den lille bitte Changes of light, ligger her på siden som facsimile. Hvorvidt det er i overensstemmelse med gældende copyrightbestemmelser skal jeg ikke kunne sige, men her kan man altså se, hvad al postyret handler om, og det er da faktisk ret fantastisk i sig selv.

www.dnai.com/~meh/individuals/
soerensen.html
*Villy Sørensen er vel noget nær Turèlls diametrale modsætning, en højmodernistisk kulturradikal humanistisk opdragende tilbagetrukken nærmest eremitisk filosof. Jeg tror, det ofte er ganske svært for folk under 40 at forstå, hvilken rolle Sørensen har spillet for den litterære modernisme i Danmark. Er der overhovedet nogen, der orker at læse Digtere og dæmoner i dag? Den bog, der vel mere end nogen anden formulerede en teoretisk underbygning til hele den danske modernismes frembrud i 60’erne og måske var for den generation, hvad Søren Ulrik Thomsens Mit lys brænder var for 80’ernes digtere. Ja, nogle er der vist, for bogen står i centrum for tidens varmeste litterære debat, som handler om ’modernismekonstruktionen’ i dansk litteraturhistorie.

http://HCA.Gilead.org.il/
*Er der noget mere dansk end julekalendere, rødhvide nissehuer i oktober og dårlig hjemmehjælp? Det skulle da lige være vores alle sammens Hans Christian Andersen, som er så dansk, at de selv i udlandet har fundet ud af det og elsker ham for det. Ja, der findes selvfølgelig tonsvis af HCA-hjemmesider (en søgning på google giver over 60.000 hits). Denne her udmærker sig ved at være israelsk (men på engelsk), overskueligt designet men kæmpestor og ved at have en stor del af de i alt 168 værker som her er oplistet i nogenlunde pæne og læselige udgaver.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her