Læsetid: 5 min.

10 timer i De Hellige Haller

Informations udsendte tilbragte den sidste lørdag før jul i Magasin du Nord
24. december 2001

Gave-hit på hit
10.03: Iført støvler (the original Dockers, købt i en skohandel på Strøget, pris: 699), cowboybukser (lyseblå Levi’s 501, købt i 12’eren på Strøget, pris: 599) og skjorte (Jack&Jones, sort, Købt i 12’eren på Strøget, pris: ikke erindret) træder jeg ind ad glasdørene til dansk juleindkøbshandels Hellige Haller, Magasin du Nord på Kongens Nytorv.
Det er lørdag den 22. december 2001. Og de næste ti timer skal jeg tilbringe sammen med alle de shoppere fra den vestlige kulturkreds, der har valgt at tilbringe denne vinterdag før jul i det velassorterede og julepyntede stormagasin i centrum af København.

10.13: Jeg sidder i cafeteriet på femte sal med et rundstykke og en kop English Breakfast-the (samlet pris: 31 kroner) og vipper med foden, mens radioen spiller »The Christmas Song« med Nat King Cole. Der er kun få mennesker i cafeteriet, og de sidder hver for sig og drikker en kop kaffe og læser avis. Henne ved afryddervognen står personalet og hænger.

10.39: De to første småbørnsfamilier er ankommet. Den ene af familierne har anbragt sig helt oppe ved disken, hvor faderen giver den lille pige en ranketur på knæet, så hun vugger op og ned i sin røde flyverdragt. Moderen spiser en brunkage og drikker kaffe. Så begynder barnet fra den anden familie at græde, og pigen i den røde flyverdragt løfter ansigtet og ser sig omkring som et lille dyr, der vejrer en artsfælle i territoriet. Musikken: Erik Paaske synger: »Nu er det jul igen.«

11.14: Idet jeg springer af rulletrappen på fjerde sal træder jeg ind under et skilt, hvor der står »GaveHit: Harry Potter Quiz 299,95 kroner. (Magasin Normalpris: 399,95 kroner.)«
Disse GaveHit-skilte hænger overalt i stormagasinet og gør opmærksom på de særligt fordelagtige tilbud, som man kan finde på hver enkelt etage.
Jeg går ind i M&M Music and Movies Shop og kigger på nogle Disney Cellular Accessories, som de tilbyder til mobiltelefoner med tegninger af Peter Plys, Fred Flintstone, Tigerdyret eller Mickey Mouse udenpå.
På væggen er der opstillet ni tv-skærme, der viser MTV uden lyd. Programmet handler om Christina Aguilera, der er ved at indspille sin nye video. Hendes gule hår er farvet rødt i spidserne. Men så kommer der et indslag med den kedelige Britney Spears, øv.
Musik: Eminem og Dido synger »Stan« ud af skjulte højttalere. Bagefter bliver der spillet Dr. Dre, Robbie Williams og Phats and Small.

12.17: Længe står jeg foran en overlækker Marlboro Classics Strik-sweater i gult i Marlboro-nichen og lader mig friste. Så traver jeg videre ned gennem afdelingen for herretøj på første sal (GaveHit: Polo Ralph Lauren halstørklæde, Made in Scotland, pris: 299 kroner.) Jeg lader fingrene løbe gennem et kaffefarvet Dolce&Gabbana-halstørklæde til 699 kroner. Og jeg ser mig omkring i afdelingerne for Tommy Hilfiger, Sand, DKNY, Bruuns Bazaar, Burberry (fede skjorter til 699 og 899 kroner), Armani, SeidenSticker, Boss, René Lezars, Wrangler, OnStage, Van Gils og Red&
Green (skodmærke.)
Musikken: Tom Jones: »Baby, It’s Cold Outside« lyder, mens jeg kigger på basketbolde i sportsafdelingen.

14.12: Jeg spiser ribbensteg med kartofler, brun sovs og rødkål (julemenu, pris: 62 kroner) i et nu propfyldt cafeteria på femte sal. Bagefter drikker jeg en kop Earl Grey-the og læser forsiden på kultursektionen i Berlingske Tidende, som jeg har købt i kiosken i stueetagen. Artiklen hedder »Vi er alle børn af Bullerby,« og er skrevet af Jens Andersen. Han fortæller, hvordan Astrid Lindgren lod sig inspirere af juleminder fra sin opvækst i Vimmerby i Småland, da hun skrev om den måde, som børnene fra Bullerby holdt jul på.
Artiklen slutter med et citat fra en juleaften i en af Bullerby-bøgerne, hvor børnene bliver transporteret hjem til gårdene i en kane:
»Ved I, hvad jeg kan lide?« siger Lasse. »Jeg kan lide at køre i kane og have en fakkel med, der lyser langt væk.«
»Ved I, hvad jeg kan lide?« siger Bosse. »Jeg kan lide lyden af kaneklokker, og så kan jeg lide, når det lugter af hest.«
»Ved I, hvad jeg kan lide?« siger Lise. »Jeg kan lide, når det er jul.«

16.39: Under et enormt tryk af mennesker på alle sider af mig bevæger jeg mig rundt i legetøjsafdelingen på fjerde sal (GaveHit: Hidsige Hamstre, pris: 129,95 kroner.) Jeg studerer æskerne på de mest populære spil, Trivial Pursuit, Fits, Payday og Bombay Bazar, og jeg læser om Magasins lego-tilbud: »Lego Technic Super Car« til 699,95 kroner (Magasin Normalpris: 1099,95 kroner.) Bagefter falder jeg i staver over et billede af den nye Playmobil-borg.
Celebrity-spotting: Lars Bom observeres ved lego-hylderne i selskab med et par børn.

17.58: Køerne i boghandelen (GaveHit: Spis dig slank) rækker hele vejen ned til de skønlitterære hylder bagest i lokalet og blokerer i realiteten enhver rute ud af butikken for dem, der ikke skal købe noget. Jeg får alligevel presset mig ud og står og kommer til hægterne foran et bord, hvor børnebøgerne er arrangeret: Harry Potter og Hemmelighedens Kammer, Den store Bog om Peter Plys og Hans Venner og Alle Vi Børn i Bullerby.
Og mens jeg står og puster ud, kommer jeg til at tænke på alle de stormagasiner i Europa, hvor de samme tre bøger lige nu ligger på bordene i børnebogs-afdelingerne. Og den fine fornemmelse af jul i Småland, som citatet fra Bullerby-bogen i Berlingske Tidende havde bibragt mig, forsvinder igen.
Alle Vi Børn i Bullerby er ikke længere et skrift om de smukke julenætter i Sydsverige. Den er et eksempel på den stadigt stigende konformitet, med hvilken vi vælger at leve vores liv i Vesteuropa. Vi kan købe en Harry Potter-bog til børnene. Eller vi kan købe en Astrid Lindgren-bog. Og vare-udbuddet i Magasin på denne lørdag før jul svarer stort set til det udbud, som møder de handlende i varehuse i Hamburg, Amsterdam og Barcelona. I et kort glimt ser jeg alle stormagasinerne i Europa ligge forbundne som en kæde af lys hen over det mørke kontinent. Så får jeg et skub i ryggen.

18.43: I afdelingen for boligindretningen på tredje sal (GaveHit: Ideelle vandglas, pris: 479 kroner) kigger jeg på Denby-kaffekrus i cinnamon-kulør til 99,95 kroner. Og jeg bliver betaget af en Leonardo-lysestage til 419 kroner.

19.33: Jeg sidder på en sofa i kælderen uden for toiletterne og får tiden til at gå med at kigge på ansigter.

19.54: Magasin er ved at lukke, og jeg går ud i den kolde decembernat. Temperaturen er uhørt lav.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her