100.000 volt slukket

Nekrolog
Tilbage til før ungdomsoprøret: Da det legendariske Olympia Teater åbnede i Paris i 1954, gav komponisten og sangeren Gilbert Bécaud en koncert, som gav ham et navn og Olympia en identitet. Klædt i mørkeblåt jakkesæt og prikket slips hamrede Bécaud på tangenterne og sang sine sange med en besnærende appel, som man på den anden side af Atlanten havde et nyt ord for: Rock. Tilhørerne reagerede ligesom amerikanske teenagere, der i samme periode rev biografsæder op med rod og kastede dem mod lærredet, når Bill Haley rockede around the clock. De pæne franske unge flippede ud: de løsnede slipsene og smed med stolene.
Efter den aften blev Bécaud kaldt Mr. 100.000 volt og i det følgende halve århundrede var han under koncerter altid iført prikkede slips. Og efter den aften udviklede Olympia sig til en scene for kulturbærende sangere som Serge Gainsbourg og Guy Béart, og det var her, Jacques Brel i 1964 for første gang nogensinde spillede sangen om det løbske orgel og luderne og sømændene i Amsterdam.
Da Olympia efter nogle år genåbnede i 1997, inviterede de nye ejere sangeren, der havde optrådt der flere gange end nogle andre til at give den første koncert:
Mr 100.000 volt.
Efter at have komponeret mere end 400 sange og spillet mere end 40 gange på Olympia blev de 100.000 volt slukket tirsdag den 18. december. Bécaud døde af lungekræft omgivet af venner på sin husbåd i Paris, hvor han trods sine lægers opfordringer om at søge hospital insisterede på at afslutte sit liv. Man fandt mere end 200 prikkede slips i garderoben på husbåden.
Francois Silly, som senere skiftede navn til Gilbert Bécaud, blev født i Toulon i 1927. Som studerende ved Musikkonservatoriet i Nice i 40’rne udviklede han sig til en både temperamentsfuld og ekvilibristisk pianist. Selv om studierne sporadisk blev afbrudt af Bécauds indsats som modstandsmand under Anden Verdenskrig.
Sammen med sangeren Jacques Pills forsøgte Bécaud at skabe sig en karriere på den franske populærmusikscene, og da Pills blev gift med Edith Piaf, blev Bécaud trukket med ud i rampelyset. Han fik sit første gennembrud i 1952 med »Et maintenant« og »Je t’ai dans mon peau«, som han skrev til Piaf. Siden fulgte deciderede hits som »Nathalie« og »Je t’appartiens«, som er blevet sunget på engelsk som »Let it be me« af bl.a. Bob Dylan, Nina Simone, James Brown og Cher.
Bécaud blev berygtet for det, man kaldte »hans dårlige karakter« og berømt for sin voldsomme optræden. Men den altid noble sanger blev ikke sammenlignet med Bill Haley, men derimod med Frank Sinatra, som også har sunget hans sange. I Frankrig regnes han for en del af den såkaldte ’franske sang’ sammen med bl.a. Yves Montand og Charles Aznavour.
Der er op- og nedture i enhver karriere, og Bécaud oplevede sin største succes i årene fra 1952 til omkring 1970. Han havde sammen med Quincy Jones lige inden sin død indspillet et sidste album, der udkommer i for-året. Bécaud efterlod sig fem børn og sin amerikansk hustru Kitty Saint-John, som han giftede sig med i 1973.
»Jeg er ikke håndværker i kulturindustrien,« sagde Bécaud for et par år siden i et interview: »Jeg er kunstner.« Og det var ikke som poet Bécaud viste sig om kunstner. Det var melodierne, der gjorde ham til den han var: Fine små variationer over de samme tre, fine toner, der gang på gang afslørede den tilsyneladende velkendte melodi som en helt ny sang. En variation af klicheen, der trådte ud det banale og fandt sted som det ukendtes indbrud i det fortrolige.
Som præsident Chirac sagde efter Bécauds død: »Bécauds melodier, vers og refræn vækker minder og følelser hos alle franskmænd.« Eller som den store fransk sanger Aznavour forklarede: »Han var en meget stor melodiker. Når man ser på Gilberts samlede værk, bliver man klar over, at der ikke findes to melodier, som ligner hinanden.«