Læsetid: 5 min.

Et år uden særlige kendetegn

Uden at være et stort år på de internationale rock-, R&B-, hiphop-, og roots-scener, kom der gode udgivelser nok til at man ikke helt opgav håbet for populærmusikken
27. december 2001

Verdensrockstatus
År 2001 kan anskues på flere måder, når der nu gøres status over rock-, R&B- hiphop-og roots-musikken... negativt set er der ikke sket stort, hvad angår nytænkning eller videreudvikling. Tværtimod står tingene i stampe, man skal tilbage til perioden omkring ’89-’90 for at finde lignende dødvande. Tager man de positive briller på, har en række meget forskellige kunstnere ikke desto mindre udsendt rigtig fine albums, som trods alt giver en fortrøstning for både nu- og fremtid.
At udfylde eksisterende skabeloner på kunstnerisk tilfredsstillende facon er også en bedrift, om end det sjældent fører til nyskabende tiltag. I sandhedens interesse bør det nævnes, at året har budt på en ubrudt stime af klamme, udspekulerede, ligegyldige og af laveste fællesnævner definerede udgivelser - ligesom sidste år, året før det og hele vejen tilbage populærmusikkens opståen i den tidlige stenalder. Og så er det værd at fastslå, at året ikke frembragte det uimodsigeligt store og forkromede mesterværk, som kritikerne kunne enes om at hylde som alle tiders ypperligste. En lettelse, egentlig.

Perler for svin
Mercury Rev skabte (endnu) en pragtfuldt plade – All Is Dream (MNW) – uden tvivl årets smukkeste og mest dragende rockalbum, som fastslog disse outsideres position som skabere af tidsløs, rummelig og uhørt melodisk musik fra en anden verden. Spiritualized prøvede at overgå sig selv med Let It Come Down (BMG) – stor, større, stort! – hvilket da næsten også lykkedes, hvor Pulp udsendte det civilisationskritiske, men helt vidunderlige We Love Life (Universal) til generel indifference... nå, men det er så ikke første gang Jarvis Cocker & Co kaster perler for svin. Årets rock-hype stod om The Strokes, hvis Is This It (BMG) trak tråde tilbage senhalvfjerdsernes CBGB-scene i New York, uden at føje væsentligt nyt dertil. Den følsomste debut stod britiske Starsailor for – (endnu) et ansigtsløst, men bedårende melankolsk britisk outfit, hvis budskab opsummeredes i titlen Love Is Here (EMI).
Veteranen Paul McCartney lavede sit stærkeste og mest medrivende album i årevis med Driving Rain (EMI), hvor hans uimodsigelige musikalitet modsvaredes af en stribe fabelagtige sange og solisten selv i topform. Den meget fejrede og nu 60-årige Bob Dylan gjorde en god figur med Love And Theft (Sony), et indtagende og forfriskende roots-album, hvor mesteren næsten lød som om han havde det sjovt! Sommerens mest berusende udspil stod REM for med det kulbrusperlende Reveal (Warner), et forrygende comeback for denne ekscentriske trio. Nu vi er ved comebacks: New Order tog røven på i hvert fald denne signatur med Get Ready (Warner), deres første album i otte år... og måske deres bedste?

Stærk sort bevidsthed
Inden for R&B’en – disse års mest vitale populærmusikalske genre – tog kvinderne têten om end det ofte er mænd, som skriver, producerer og arrangerer musikken. Et par mål- og selvbevidste kvinder gjorde sig dog fri deraf, ikke mindst den purunge, underskønne Alicia Keyes satte som både sangskriver og arrangør aftryk med sin sofistikerede, men også umiddelbart indtagende debut, Songs In A Minor (BMG), der lover stort for fremtiden. Løfterig var også en anden debutant, Lina, hvis Stranger On Earth (Warner) fusionerede charleston med hiphop-beats samt trak tråden tilbage til divaer som Sarah Vaughan og Dinah Washington.
Spændende var Acoustic Soul (Universal) fra India Arie, som opdaterede den uopslidelige 1970’er-soul på det hæderskronede Motown-label. Læg dertil Angie Stones groovy Mahogany Soul (BMG) og Jill Scotts modige og genreafsøgende Experience: 826+ (Sony) og det kan konstateres, at den såkaldte nu soul havde et stort år. Fælles for bestræbelserne var en søgen tilbage til det spillede akkompagnement fremfor det programmerede, fokus på meningsfyldte tekster og en stærk kvindebevidsthed. Det sidstnævnte præger også den fænomenalt populære trio Destiny’s Child, hvis Survivor (Sony) sparkedes i gang af slagsangen »Independent Women«, men kunstnerisk knækkede pladen desværre på midten.
Uden at være et stort hiphop-år var det spændende at få lov til at kaste et blik ind i værkstederne hos tidens trendsættende producere. Således Neptunes, hvis virtuose N*E*R*D – In Search Of ... (Virgin) lossede seriøst røv, men dog stak dybere end det, hvor Missy Elliotts So Addictive (Warner) viste sig at være netop hvad titlen indikerer. Sagnomspundne Timbaland begik i selskab med Magoo Indecent Proposal (Virgin), hvor mesteren foldede sig ud uden tanke på en evt. solist i den anden ende. Også den første udgivelse på Timbalands nye pladeselskab lød godt: The Dark Days, Bright Nights of Bubba
Sparxxx (Universal) var årets mest inciterende hiphop-debut, hvor projektet Deltron 3030 (MNW) stod for det mest legesygt engagerende og Roots Manuva med sin Run Come Save Me (VME) beviste at briterne altså også kan det gylle.
Roots-musikken stortrivedes – med Gillian Welchs nedbarberede, nøgne og nøgterne Time (The Revelator) (Amigo) som uafviseligt højdepunkt. Veteranen Dolly Parton udsendte sit andet blændende bluegrass-album, Little Sparrow (Playground), mens de tussegamle gentlemen i The Blind Boys Of Alabama med Spirit of the Century (Virgin) slog et slag for old-time gospel, garneret med sange af Tom Waits, Jagger-Richards og Ben Harper. Ægteparret Mr. and Mrs. Brett udsendte som The Handsome Family det dystre og splitternøgne, men stærke Twilight (Playground), en hårrejsende ekscursion ud i det amerikanske heartland. Tori Amos tog kreativt livtag med en række af sine favoritsange på det konfrontatoriske Strange Little Girls (Warner), mens Shelby Lynne gav den definitive tolkning af Lennons »Mother«
side om side med ni klare originalkompositioner på et på alle måder stort popudspil, Love, Shelby (Universal).
I husets cd-afspiller snurrede også Ceasaria Evoras Sâo Vicente Di Longe (BMG), Basement Jaxx’ eksotisk dansante Rooty (Playground), den livsbekræftende... próxima eastación... esperanza (Virgin) fra den som altid vitale Manu Chao, magisk popjazz på The Look Of Love (Universal) med Diana Krall, Dona Rosas stilrene fado-udspil Històrias Da Rua (Special import), Miles Davis-bokssættet The Complete In A Silent Way Sessions (Sony), Bob Marleys eksemplarisk genudgivne bagkatalog (Universal) og – til sukkerhjertet – The Best Of The Corrs (Warner). Gode gamle Patti Smith leverede årets koncert på Roskilde Festival år 0, Daft Punk hittet med »One More Time«, mens årets musikrelaterede film var den gennemført charmerende Almost Famous. Og vi er stadig ikke blevet færdige med 69 Lovesongs (Playground) fra Magnetic Fields her i huset... så velkommen nytår, velkommen herhid!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu