Læsetid: 3 min.

Et absurd og ondt spil

FCK færdig i UEFA Cup’en efter nyt sidste minuts 0-1 nederlag til Borussia Dortmund
5. december 2001

UEFA Cup
Det er sikkert rigtigt, at æren er det fagreste træ i skoven – man kan bare ikke overbevise nogen i FC København om det efter 0-1-nederlagene til Borussia Dortmund, som sendte de danske mestre ud af årets UEFA Cup-turnering.
Hvad nytter det, at FC København også i aftes på Westfalen stadion faldt med ære, når de nu havde chancen for at score og sejre ligesom i den første kamp i Parken.
Dér scorede Heiko Herrlich for de fornærmende dårlige tyskere på et kontraangreb i overtiden – efter at FCK havde brændt gode chancer og et straffespark.
I aftes var mulighederne der også, da FCK i spillet var Dortmunds ligemænd. Og de havde scoringsmulighederne. Som da Thomas Røll lidt ubemærket sendte en tværpasning på opstanderen i første halvleg. Som da Morten Bisgaard syv minutter efter pausen brød igennem på højrekanten, skråpassede bagud til Zuma, hvis first timer landede i fødderne på en fri Fernandez tre meter fra et blankt mål – uden at give kasse. Eller da backen Evanilson efter fem kvarters spil tog sig en slapper ved den ene stolpe under et FCK-hjørne, men vågnede tidsnok til at sætte hovedet imellem Heine Fernandez’ hovedstød og nettet.

De frie kræfters spil
I det perspektiv er fodbold både et ondt og absurd spil.
Der savnes tit retfærdighed. Af alle var det samme brasilianer, der i 89. minut stak af fra midten på en dyb, perfekt timet stikning fra kampens yngste – og bedste individualist, 18-årige Thomas Rosicky. Evanilson så sit Kihlstedt-parerede skud boble op i luften, hvorfra den ellers total-mislykkede nordmand Jan Derek Sørensen headning var over stregen, da Thomas Rytter sparkede bolden ud af mål.
1-0 og færdigt arbejde af et Dortmund-hold, der ikke på nogen måde godtgjorde, at spillerstaben har en absurd værdi på et par milliarder kroner – 20-25 gange så meget som FCK, som spillede godt, men egentlig ikke over evne.
Der er ingen som helst sammenhæng mellem spillernes kunnen, deres handelspris og gage – det handler alene om de frie markedskræfters spil. Det viste også gårsdagens kamp, hvor FCK virkelig savnede karantæneramte Christian Poulsen, som Dortmund forhandler om at købe – i konkurrence med Schalke 04. Prisen ryger nok over de meget omtalte 60 millioner kroner, som FCK skulle have forlangt.
Meningsløsheden skriger mod himlen.

Kihlstedt i top
I den hjemlige SAS Liga er Thomas Kihlstedt blevet hudflettet for mådelige præstationer. Især har indgrebene i rummet foran mål savnet timing og autoritet, og samspillet med forsvaret – også i standardsituationer – har til tider været så mangelfuldt, at man på tribunerne både undrede sig over Kihlsteds svenske landsholdsstatus og FCK’s indkøbspolitik.
Men i den anden UEFA Cup-kamp mod Ajax i Amsterdam reddede den flegmatisk udseende svensker FCK’s 1-0 sejr – og adgang til tredje runde – med superredninger i de sidste minutter.
I aftes gentog den 31-årige svensker sig selv, da han holdt FCK inde i kampen på Westfalen Stadion. I de sidste ti minutter af første halvleg, hvor de danske mestre betalte prisen for et velorganiseret, modigt og tålmodigt, men også krævende presspil på hjemmeholdet, leverede Kihlstedt to-tre af de klasseredninger – alene med Jörg Heinrich og Lars Ricken – som er så afgørende for europæisk succes. Lige så afgørende som at score på den ene, eller de to målchancer, man selv får i disse tætte internationale kampe.

Tabt i Parken
På det felt fejlede FC København fatalt i den første kamp i Parken, som Dortmund vandt på overtidsmål af Heiko Herrlich. Han var i aftes var med fra start i den karantæneramte Kollers og den skadede Amorosos fravær. Uden held. Til gengæld var Rosicky tilbage – med held!
Og han fik plads, fordi Poulsen-substitutten Peter Christiansen har spillet så lidt, at han trods talent og vilje ikke kunne fylde hullet efter den nærkampsstærke landsholdsspiller.
Men overordnet havde FCK to firer-kæder fat i Borussia og gav dem meget lidt plads at spille på. Det var skarpheden i front – og nederlaget i Parken røg ud på – ikke nederlag foran knap 30.000 tilskuere på Tysklands bedste fodboldstadion.
»Det blev lige så svært som forventet, og det var hårdt arbejde at besejre FC København, som spiller godt og klogt. Jeg er meget glad for, at vi er videre,« sagde Dortmunds træner Matthias Sammer på tysk tv.
Fodbold er et spil med to halvlege – UEFA Cup en kamp med fire!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her