Når man har undersøgt hvorfor en muslimsk skyggeverden har kunnet opstå af intet, og hvordan den har kunnet smede sine internationale alliancer, er det næste spørgsmål, der melder sig: Hvordan bærer de sig ad? Og især hvordan bærer de sig ad med at finansiere deres aktiviteter?
Ved at blive en af lederne af den islamiske legion har Osama bin Laden ligeledes overtaget positionen som den internationale muslimske terrorismes økonomiske bagmand. Gennem flere år har hans formue været gjort til genstand for endeløse spekulationer. Osama bin Laden er utvivlsomt en rig mand. Hans far var en af byggeindustriens største entreprenører i Saudi-Arabien, en position, han ifølge amerikanske tidsskrifter havde opbygget ved at »genplacere petrodollar i byggeindustrien«. Familien bin Laden besidder i dag fortsat en formue, der anslås til over fem milliarder dollar, og igennem 90erne blev Osama bin Ladens værdier vurderet til 300 millioner dollar. Ifølge hans kritikere skulle han delvis have skabt sin personlige formue ved hjælp af de solidaritetsfonde, han havde ansvaret for, da han stod for forbindelserne mellem afghaner-araberne og den saudiarabiske efterretningstjeneste. Midler, hvoraf en betydelig del var skænket til den afghanske modstandskamp af Vesten og af Golfens monarkier.
Ubestrideligt er Osama bin Laden stadig formuende, men han har sikkert været det i endnu højere grad end i dag. Da han gik i eksil, mente velinformerede kilder ham god for otte hundrede millioner dollar i likvide midler, hvortil kom investeringer, der måske ikke alle kunne realiseres, i fast ejendom eller industrivirksomheder. Hans hovedkulds flugt fra Sudan skal have kostet ham over 150 millioner dollar, fra leje af fly et Herkules! og afkald på tilgodehavender vedrørende uafsluttede kontrakter i Khartoum, til den i al hast gennemførte afvikling af hans ejendomme, samt udgifter til geninstallering i Afghanistan. Nogle af hans nærtstående skal endda have klaget over ikke fuldt ud at være blevet betalt af den sudanske regering for igangværende byggearbejder, hvilket man dog bestrider i forretningskredse i Khartoum. Det største udestående skulle, ifølge kilder i det muslimske miljø i London, være betalingen af Tahaddi-vejen (udfordringen) mellem Shandi og Port Sudan. Et beløb, der anslås til to hundrede millioner dollar.
En anekdote viser imidlertid, at selv om Osama bin Laden er en snedig forretningsmand, så handler han ikke altid ud fra økonomisk fordel: Han kan undertiden bruge penge på besynderlig vis. Ifølge pakistanske kilder skal hans formue have tilladt ham at overbyde amerikanske efterretningstjenester! I flere måneder skal Osama bin Laden således have forsøgt at købe Stinger-missiler som blev leveret til den afghanske modstandskamp i 80erne. Siden 1998 har der været kapløb mellem ham og Pentagon, som forsøger at generhverve alle affyringsrør til missiler. Hvis amerikanske militærfolk tilbyder hundrede tusinde dollar pr. Stinger, byder Osama bin Laden det dobbelte! (
)
Er de betydelige midler, som Osama bin Laden fortsat råder over omhyggeligt skjult i snørklede regnskaber fra mangfoldige dæk-selskaber som Asma United, også kendt under navnet Mira? Er de mange velgørende organisationer identificeret af amerikanerne som al-Rahma, al-Hramein med base i London, al-Mouwafak på Balkan, Islamic Resurrection Foundation og Islamic Revival Foundation ledet af en albaner i virkeligheden finansieringsskjul? (
) Ifølge oplysninger, der kommer fra arabiske bankfolk, skal bin Laden ligeledes have bragt midler i sikkerhed i banker i Brunei og endog i europæiske pengeinstitutter.
Disse sidste placeringer skulle være forestået af en af medarbejderne for den tidligere chef for Arab Banking Corporation. Ifølge efterretningsvæsener på den arabiske halvø skal over 750 millioner dollar tilhørende Osama bin Laden være placeret kortfristet på forskellige finansmarkeder. I august 1998 skal den nævnte bankier have opkøbt franske aktier for bin Laden: BNP, Usinor Sacilor, Axa og Société Générale, som han skal have solgt igen nogle uger senere med en gevinst på 20 millioner francs. Ifølge adskillige amerikanske og europæiske analytikere vækker den type hurtige transaktioner ikke opmærksomhed, men skal i dag udgøre en af Osama bin Ladens foretrukne veje til at få kapitalen til at vokse og opbygge reserver i flere europæiske lande, særligt i Belgien, Bulgarien, Italien og i Holland. Ved hjælp af en ejendomsmægler i Singapore skal han have investeret i boligsektoren i London, Paris og på den franske riviera. Andre kilder, i Nordeuropa, påstår, at Osama bin Laden ligeledes er begyndt at investere i Danmark, f.eks. i mælkevareindustrien, hvor mellemmanden er en egypter, som en tid arbejdede som arbejdsleder i bin Laden-gruppen i Mekka mellem 1983 og 1988. Bin Laden og mælkemanden skulle også arbejde sammen med en svensker, der er konverteret til islam og gift med mælkemandens søster. I Sverige lader det endvidere til, at Osama bin Laden gør sig gældende inden for hospitalsudstyr-sektoren med en investering i størrelsesordenen 15 millioner dollar. Bin Laden og hans svenske partnere sigter på irakiske, jordanske og egyptiske medicinalmarkeder. Også til Norge har bin Laden spredt sine aktiviteter; ved hjælp af palæstinenseren Samir al-Husseini, der har
boet i Norge siden 1960erne, har han købt sig ind i træ- og papirindustrien for omkring 40 mio. dollar. Men (og det kan forekomme en anelse skandaløst) fundamentalisterne finansierer også deres netværk gennem prostitution: Bosniske kvinder er blevet placeret i Belgien og Frankrig.
I maj 1997 blev den saudiarabiske finansmand Sidi Tayyeb arresteret i sit hjemland. Han indrømmer at være en af bin Ladens finansansvarlige og at have åbnet konti for ham i Europa, Afrika, Pakistan og selv i USA. Men da man er klar over risikoen ved at lade så betydelige formuer bevæge sig rundt på de gennemskuelige europæiske markeder for industri og handel, er bin Laden og hans finansrådgivere også begyndt at benytte de tidligere muslimske sovjetrepublikkers banksystem. Det ser ud til at bin Laden til disse transaktioner i retning af østlandene benytter sig af banker på den tyrkiske del af Cypern i samarbejde med forretningsfolk, der står den tyrkisk-cypriotiske regering nær.
Men næsten ingen af disse finansoperationer har undgået de saudiarabiske, amerikanske og europæiske efterretningsvæseners opmærksomhed. Ydermere har lækager eller afsløringer, hvoraf nogle stammer fra afhoppere fra bin Ladens Broderskab eller fra folk, der er blevet pågrebet, rystet Osama bin Laden alvorligt i de seneste måneder. Hans forsigtighed i økonomiske anliggender er tidoblet, så han endog har måttet give afkald på visse lukrative operationer, som kunne have tilladt ham at placere midler på strategiske steder for kommende aktioner. (
)
I virkeligheden er bin Ladens store styrke, at han ikke længere behøver at finansiere sit Broderskab; det er nu uafhængigt, hviler i sig selv, har lave omkostninger og bidrager stolt til jihad. Finansieringen af bin Ladens netværk bygger derfor på en velsmurt mekanisme. Hvis den islamistiske skyggeverden således bygger på en stærkt opsplittet politisk organisering, forholder det sig på samme måde med finansieringen; de forskellige islamistiske ledere har lært af de undertiden dyrekøbte lektioner, som Libyen tidligere har givet palæstinensiske organisationer ved at omdanne dem til føjelige lejetropper til gengæld for understøttelsen. For hvis en samlet finansiering har sine fordele og bekvemmeligheder det bliver ikke sidst på måneden for terroristerne har den også den ulempe at indskrænke bevægelsesfriheden, når man er afhængig af en enkelt beskytter, som inddrager en i sin egen udenrigspolitik og ikke tøver med, i påkommende tilfælde, at ofre en som tegn på god vilje over for vestlig pression eller udenlandske repressalier. Det forklarer, hvorfor Abu Nidal, Carlos eller Ahmed Jibril i 70erne og 80erne strejfede fra den ene arabiske hovedstad til den anden, prisgivet deres beskyttere og undertiden tvunget til at give afkald på egne ideologiske valg for at tilfredsstille beskytterne.
I stedet for at kopiere en sådan uholdbar situation har islamisterne altså valgt at have adskillige støtter og talrige finansielle kilder, der kan hjælpe dem og huse deres dækorganisationer, snarere end en enkelt kapitalindskyder. Dette pragmatiske klarsyn hos de islamistiske organisationer er givetvis udtryk for en fælles økonomisk strategi, i mangel af en militær enhedskommando.
Ud over det fælles mål for en jihad mod islams fjender udgør den islamistiske skyggeverdens finansieringsform den anden fællesnævner for disse organisationer. Golfstaternes økonomiske bidrag er naturligvis betydelige. (
)
Men også magtfulde græsrodsbevægelser (NGOer) overalt i den arabiske og vestlige verden pumper penge i ekstremisterne og gør således kontrol endnu vanskeligere. (Talrige ansvarlige for humanitære bevægelser afviser vold, men kan ikke undgå, undertiden uafvidende, at blive manipulerede). Her kan nævnes Hezb-I-Islami i Afghanistan; en Komité for Velgørenhed og Solidaritet i Frankrig; Islamic Relief Agency eller Save Bosnia now, en organisation i USA, der ledes af tidligere afghanere. Det, der kendetegner disse velgørenhedsforeninger, er, at de indsamler og frit manipulerer med betragtelige pengesummer under dække af humanitært arbejde. De er fritaget for skat i kraft af deres velgørende karakter og kan derfor videregive kapital til hvem, de lyster. Det er en sådan organisation, oprettet i Nairobi, der forsyner den kenyanske gren af bin Ladens Broderskab, som er holdt ansvarlig for attentaterne i Østafrika.
Disse NGOer er for størsteparten kendte og har i flere måneder været genstand for øget overvågning. En snes af disse velgørende foreninger, der virker i Golfstaterne, er specielt udpegede af Cairos efterretningsvæsen. Hamas og maghrebinske og europæiske islamistiske netværk bliver diskret og gavmildt forsynet gennem et dobbelt bogholderi, der styres af kreative finansfolk. Ofte går sådanne midler gennem muslimske banker, hvis mekanismer kan være uigennemskuelige for almindelige bankfolk eller undersøgere. Renteberegninger og afkast, som styres af sharia, er nemlig helt anderledes end vort system. Anvendelsen af såkaldt islamiske banker er en anden væsentlig bestanddel af de fundamentalistiske grupperingers finansieringssystem. (
)
Ifølge deres statutter skal disse islamiske banker, der er vokset frem siden 1975, hjælpe med udvikling af infrastruktur i muslimske lande og støtte islams udbredelse. De havde utvivlsomt til formål at indføre »en ny islamisk økonomisk orden.« Nogle år senere, da Den islamiske Solidaritets Bank i Sudan blev åbnet, blev den militante og ideologiske dimension i det islamiske banksystem åbenbar i forhold til det rent finansielle. Beviset er, at disse banker aldrig er blevet brugt til massivt at forvalte formuerne fra de olieproducerende lande.
Skønt disse banker er såre velstående, har de aldrig på internationalt plan gennemført andet end beskedne operationer, og ingen af dem tælles blandt de ti førende banker i verden. En af grundene til denne relative dvaletilstand for det islamiske banksystem er, at verdensøkonomien med USA i spidsen aldrig ville have accepteret en massiv udtrækning fra de arabiske beholdninger, og at Saudi-Arabien aldrig ville have vovet at trodse USA, eller for den sags skyld andre vestlige banker, på dette følsomme område. Denne frygtsomme og tvetydige holdning hos Saudi-Arabien, der dog stod bag projektet, er forklaringen på den nuværende begrænsede status for de islamiske banker: rige og særdeles velkonsoliderede, men næsten altid marginaliserede på de internationale finansmarkeder.
Langt fra at være et handicap er denne status, og de islamiske bankers relative isolation, fuldt forenelige med den islamistiske skyggeverdens mål og interesser. Den passer dem langt bedre end de store internationale bankers stramme og strengt overvågede position med kontrolsystemer og pligt til erklæring af kapitaloverførsler. (
)
Da drømmen hos visse islamistiske økonomer og teoretikere om at skabe et verdensomspændende, monetært system, baseret på en mytisk guld-dinar, brast, måtte det islamiske banksystem finde nye mål. Og det bliver så på det interne plan, snarere end på internationalt niveau, at de islamiske banker kommer til at spille en hovedrolle og vise deres enestående ydeevne. Ved indsamling og konvertering til stærk valuta af penge fra uformel handel eller sortbørshandel i samtlige muslimske og visse afrikanske lande, er disse banker, der snarere fungerer som vekselbureauer end som indskudsbanker, endt med at håndtere meget betydelige summer som indtil da gik uden om det klassiske banksystem. (
)
De mest uforsonlige fundamentalister har tit prøvet at benytte banker, hvis net strækker sig fra Nassau til Peshawar via næsten ethvert tænkeligt skatteparadis på kloden. De betjener sig helt kynisk af dem og mener undertiden, at disse banker er i stand til at omgå finansverdenens vanlige veje, for rask at hvidvaske formuer i hvilken som helst mønt, som er umulige at veksle på de vanlige markeder! Faktisk stammer en stor del af de økonomiske ressourcer bag jihad fra ulovlige eller uformelle transaktioner. Siden 1995 har et internationalt samarbejde dog magtet at få lederne af islamiske banker i tale; adskillige tvivlsomme kapitaloverførsler er således blevet opdaget og blokeret. Efterretningstjenesternes og Interpols jagt på Osama bin Laden har i øvrigt samlet sig specielt om dette økonomiske aspekt ved at fremtvinge forholdsregler, der skulle genere bin Laden i hans aktiviteter ved at afskære ham fra hans ressourcer.
*Oversat af John Pedersen
FAKTA
Roland Jacquard
Roland Jacquard er en af verdens førende terrorismeeksperter. Han er leder af Observatoire International du Terrorisme, et internationalt organ til overvågning af terrorisme og rådgivning om terrorismebekæmpelse og tilknyttet FN og Europarådet som ekspertkonsulent. Han har skrevet 15 bøger om spionage, storpolitik, militærhistorie og terrorisme, heriblandt Carlos, le dossier secret (1988). I Osama bin ladens navn
(fransk udgave omtalt i Informations 26. oktober) bygger på to års reseach og blev færdigredigeret få dage før 11. september.
