Læsetid: 3 min.

Banebryderen

Hans personlige varemærke var den sproglige underfundighed og de retoriske paradokser
17. december 2001

Villy Sørensen
Fra slutningen af 50’erne var Villy Sørensen ikke blot en figur i offentligheden og snart en slags institution, der stod respekt om, men en personlig, klog samtalepartner ikke mindst for mange forfattere af hans egen generation, for hvem han også kunne være en ubestikkeligt ærlig, kritisk læser, hvis vurdering man kunne stole på.
I selskab med Villy oplevedes generationsfællesskabet stærkt, skønt det slet ikke blev dyrket eller var genstand for samtalen. Enhver selvoptagethed blev en umulighed, også på generationens vegne. Det underfundige blik for livets absurditeter, som er en selvfølge i forfatterskabet og en af dets kvaliteter, var en lige så selvfølgelig ingrediens i enhver samtale, og jeg kan slet ikke forestille mig Villy i selskab med en selvhøjtidelig alvors-mand. Hans øjne var smukke, de var vemodigt venlige, under en alt for høj pande.
Allerede som ung virkede Villy gammel, som om han havde gennemlevet et helt, smertefuldt liv uden derfor på mindste måde at blive bedrevidende; men måske skyldtes indtrykket også de legemlige smerter, der tidligt blev hans følgesvend som en ekstra belastning ud over de indre, dybereliggende. Hans blufærdige stoicisme og underfundige humor gjorde lige så stort indtryk som det kloge intellekt. En samtale med Villy kunne så at sige ikke undgå at blive væsentlig, fordi han blot med sin udstråling befordrede en uhøjtidelig alvor og den uudtalte bevidsthed om det, der altid står på spil for en forfatter.

Gehør for sproget
Fra sine første sejre i 50’erne havde Villy Sørensen åb-net feltet for en ny generation af forfattere og for en helt ny føling af det modernes nødvendighed og konsekvens. Sære historier var i 1953 en afgørende begivenhed i dansk litteratur, det første ubedragelige tegn på at en ny epoke var begyndt. Pludselig fægtede og legede sproget med en ironisk distance der i sig selv var et lige så vigtigt og måske vigtigere budskab end de sindrige fortællingers og allegoriers tolkninger af eksistensen. Hvor megen dansk samtidslitteratur fremtrådte ikke pludselig klæg og forpint, nedsunket i en sump af inderlighed og uforløste konflikter!
Den berømte historie Blot en drengestreg var velgørende kold, kynisk og grotesk – den alene luftede godt ud; samtidig med at de sære historiers særhed pegede på nye muligheder for fortællekunsten, som andre yngre forfattere ikke tøvede med at tage op. Villy Sørensen fik dog ikke kun betydning for de ’sære fortællere’, men for den litterære orientering og fornyelse generelt, med ham var nutiden indtrådt, så det ikke var til at misforstå, moderniteten tilført et eksplosivt stof og en intellektuel radikalitet, der måtte tirre såvel den danske blødhed som de herskende, forudsigelige ideologier. Hans personlige varemærke var den sproglige underfundighed, de retoriske paradokser, hvorigennem han gjorde sine egne indsigter til sprogets overrumplende indsigter, som erstattede hvad han måtte mangle i sanselig, plastisk billeddannelse og visuel anskuelighed. Netop i kraft af sit gehør for sproget forstod han digtningens – og i det hele taget kunstens – natur indefra, hvad der sammen med hans formidable lærdom og intellektuelle stringens var grunden til, at han kunne blive en så betydelig litteratur- og kulturkritiker, der rykkede alvorligt i dansk åndsliv og fik mangt og meget til at syne så småt og selvtilfreds provinsielt, som det netop var.
Han forstod sig både på de Digtere og dæmoner, der var titlen på hans banebrydende bog fra 1959, han forstod at der ikke er digtere uden dæmoner, at digtning uden dæmoni er en umulighed. Måske er nøgleordene i denne bogs analyser ’spaltningen’ og ’traumet’, hvormed han også betegnede dæmoniens årsager.
Sin egen spaltning mellem digterisk indgivelse og kritisk refleksion gjorde han frugtbar gennem de følgende årtiers imponerende produktion, det uoverskueligt mangfoldige livsværk han har efterladt sig. Men skønt han altså ikke lod sig traumatisk lamme af spaltningen, undgik hans næppe ganske at lide under den.

*Poul Vad er forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her