Læsetid: 3 min.

Den bløde mellemvare

I 2001 konsoliderede dansk film sin popularitet ved hjælp af genbrug og indsmigrende komedier
27. december 2001

Filmstatus
Der er noget ugenerøst ved udtrykket ’sejre sig ihjel’. Kan man forlange mere af en bevægelse eller en national kunstproduktion, end at den får sit publikum i tale og vinder den tilsigtede genklang?
Ja, for når talen er om kunst, dukker kravet om fornyelse og udfordring uundgåeligt op og henviser sejrrige resultatlister til den fortid, der skal bygges videre på – bare anderledes. Dansk film har vundet sejre på stribe de sidste tre år, både lokalt og internationalt, og intet er erfaringsmæssigt sværere end holde en vinderform ved lige i en årlig spillefilmproduktion på kun omkring en snes værker. Et antal, der – efter normale kalkulationer af spildprocent – højst skulle borge for et par virkelige successer, når årsregnskabet gøres op.

Komedier på stribe
2001 har været både godt og skidt. Publikumstilstrømningen har været god, med fem utvetydige succeser: Anja & Victor, Min søsters børn, En kort en lang, Flyvende farmor og At klappe med een hånd – og den i skrivende stund uudsendte Olsen-banden junior kan måske blive nummer seks. Altså en succes-procent på omkring en fjerdedel af den samlede produktion – det er mere end pænt. Det samme er det samlede tilskuerantal på omkring tre millioner.
Mere problematisk er den kunstneriske kvalitet. Året har i mine øjne ikke budt på et indlysende vellykket værk af typen Bænken, Italiensk for begyndere, Mifunes sidste sang eller Den eneste ene. Til gengæld har der været en ganske pæn høst af underholdende komedier, med Gert Fredholms At klappe med een hånd som den mest modne, vedkommende og charmerende – og med Jonas Elmers Monas verden, Hella Joofs En kort en lang og Charlotte Sachs Bostrups Anja & Viktor som (for det meste) behagelige oplevelser og civiliseret tidsfordriv. Og man fik gode smagløse grin i vulgærfarcerne Grev Axel af Søren Fauli og Fukssvansen af Niels Arden Oplev – ikke at foragte.

Dristige Dogmefilm
Men det var igen op til Dogme for alvor at gøre en forskel, og det skete især med Åke Sandgrens dogmefilm nr. 6, Et rigtigt menneske, hvor Nikolaj Lie Kaas yder årets stærkeste mandlige hovedrollepræstation som det troskyldige menneskebarn født ind i den fremmedfjendske danske velfærdsstat anno 2001 – et spil fuld af renfærdig poesi og stille undren. Filmen har fået fornyet aktualitet efter den nye regerings strammere udlændingepolitik og dukker forhåbentlig snart op på tv-skærmene. I biografen slog den ikke an.
Et rigtigt menneske viste Sandgrens særlige fabulerende talent, og også Ole Christian Madsens Dogme-film nr. 7, En kærlighedshistorie, skilte sig velgørende ud fra årets mange mere behagelystne udspil. Igen dominerer en stor hovedrollepræstation – Stine Stengades kompromisløse portræt af den psykisk syge Kira, der kæmper for at indpasse sit egocentriske barnesind i normalitetens rammer. Et sitrende nervespil, der fastholder interessen for en noget statisk, men også tiltalende selvrådig, søgende og oplagt talentfuld film.
Stjernen i årets tredje Dogme-film, Kristian Levrings The King Is Alive om en gruppe turister strandet i ørkenen, stod derimod bag kameraet: det er fotografen Jens Schlosser, der beviste, at man han arbejde uhyre teknisk raffineret og æstetisk skønhedsdyrkende med DV-udstyret.

Tamme familiefilm
Året bragte hele ni børne- og ungdomsfilm, og her gik det ikke nær så godt. Tamme, tandløse og traditionelle var de fleste af dem – baseret på genbrug og nedslidte formularer.
Den ferme Min søsters børn blev meget publikums-elsket som en velplejet afløser for Krumme-filmene; Jolly Roger mindre dyrket som et overlæsset come-back for Kim Bodnia. Der var spinkel charme og bedstemorsmil fra Jytte Abildstrøm i Wikke & Rasmussens Flyvende farmor, mens Prop & Berta, Ørkenens juvel og Send mere slik ikke vandt mange tilhængere. Men måske ændrer Olsen-banden jr. lidt på billedet af en deprimerende udvandet dansk børnefilm-genre.
Så skete der mere i dokumentarfilms-sektionen, hvor Sami Saifs Family var det store ambitiøse udspil, sat op som energisk forreklameret biograffilm. Kritikermodtagelsen var god, men publikum blev væk fra den mod slutningen bevægende, men også meget selvspejlende og langtrukne historie om instruktørens forsøg på at få kontakt med sin familie i Yemen. Sami Saif forstod dog at gøre sig synlig, hvad der er mere, end man kan sige om novellefilmen, der som genre synes i gang med trække diskret ud af mediebilledet.

Enden på komedien?
Sammenfattende er faren er altså ikke, at dansk film har sejret sig til døde, men at den sejret sig til bevidstløshed. Man tager succesen én gang til for Prins Knud, kører videre ad Den eneste enes komediespor og hygger ihærdigt om familiepublikummet. Kun Dogme-filmene skaber lidt rav i rangordenen og skratten på det indsmigrende lydspor.
Godt, at både Thomas Vinterberg og Lars von Trier står på spring med en ny film.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her