Litteraturstatus
Vi fik en hvid jul i år, for så vidt som der lå sne de fleste steder i landet, inden mørket sænkede sig og det meste regnede væk.
En bogsæson blev det også til, for så vidt som der jo lå masser af bøger, først på butikkernes udstillingsborde, siden hen under træet. Snart vil det meste dog nok være visket bort og indhyllet i glemslens mørke.
Selektionen på det litterære marked sker i disse år ubønhørligt, og med lynende hast. Skønlitteraturen skal konkurrere ikke blot med tv, film og ny musik, der skriger efter vor opmærksomhed, men også med prangende bogudgivelser forhåndskalkuleret til at udfylde ganske bestemte nicher og inden for samme bind komme flere læserbehov i møde. Idealet af en gavebog er: en illustreret biografi af en medielanceret stjerne krydret med madopskrifter og forsynet med forslag til passende vine, og opfølgende rejser.
Ved indgangen til bøgernes efterår havde man fra foråret flere markante udgivelser at tænke tilbage på, især Svend Johansens Samlede digte, der viste ham som en moderne gigant, men også ambitiøse, vildt eksperimenterede romaner af Kirsten Hammann og Christina Hesselholdt. Om sidstnævntes Kraniekassen ytrede en skribent for nylig, at var der på Bogmessen noget, der havde givet hende ny lyst til at læse, så var det denne bogs på én gang præcise og dybt hemmelighedsfulde beskrivelser af skulpturer i København.
Af varig værdi
Tilbage i hjernen sidder nu tillige den sære oplevelse, det var at læse Vibeke Grønfeldts Om mig, romanen om en bibliotekar, der i alt hvad hun gør, tilstræber orden og regelrethed, og som derfor dropper sin drikfældige husbond, ligesom hun foragter og håner, hvem hun i øvrigt kommer i nærheden af. Først mod slutningen, da hun noget urealistisk, måske har fået projektansættelse som kommunal forvalter af alskens affald på stranden, oplever hun at kunne værdsætte noget andre har skabt, nemlig de bøger der ligger og flyder, og hvoraf enkelte viser sig at være af varig værdi.
De værker, Lili finder, er af ældre dato. Men lad os alligevel tage Grønfeldts utopiske billede med os og anvende det på dette års bøger. Hvad viser sig af varig værdi, hvis man allerede nu giver sig til at rydde op på stranden?
Her tør man nok love en lang fremtid for Per Højholts Auricula, den med spænding imødesete mammut-umulighed, der efter to årtier som myte-omgærdet Work In Progress omsider så dagens lys.
Store bøger og små
En enkelt kommentator, der er så vant til at blive betegnet som Danmarks største forfatter, at han nødig lader andet få plads, brokkede sig over den virak, der blev Per Højholt til del. Og flere anmeldere udtrykte en vis skuffelse: Hvor var den berømte røde tråd? Hvad var i grunden meningen med disse vandrende og evigt kopulerende europæiske ører? Hvorfor skulle denne bog egentlig være så helvedes svær at kapere?
Hvad de glemte, var lige at træde et skridt tilbage og spørge sig selv, hvad en skrift som Højholts vil betyde for dansk litteratur. Den vil nemlig uvægerlig sætte en standard, i forhold til hvilken så meget andet må tage sig naivt og overdrevent normalt ud: blodfattigt og tyndt. Store bøger har vi, ubarmhjertigt nok, til at gøre små bøger mindre.
Hvis den projektansatte kommunale kystkulturforvalter trasker langs stranden med dén vilde provokation i baghovedet, som det var at læse Auricula, hvad finder hun eller han så?
Romaner der insisterer
Fra efterårssæsonen bl.a. nogle temmelig egensindige romaner, der insisterede på at gøre alle ting på deres særlige måde: Hans Otto Jørgensens Helt og Heltinde, hvor to mennesker færdes ad lange, besværlige veje og forenes til sidst, og Lars Frosts sære idé med i Allermest undrer det mig at vi kan glemme at lade sin skildring af to yngre mænds skæbne følge kompositionen fra et næsten 40 år gammelt romanteoretisk programskrift! Om Pablo Henrik Llambías Trojaner gjaldt på samme måde, at nok var den ikke en tydelig eller ligefrem vellykket bog, men den gjorde alting på sin helt specielle måde ved at flette skrivesituationen med en over-iscenesat thriller-fiktion og mindelser om en families rejse, altsammen for at vise hvorfor livet her og nu kan være et udsat sted.
Personlig brød jeg mig ikke noget videre om Marina Cecilie Ronés Terkels testamente, fragment-romanen om den administrerende direktør, der pludselig tror, han er syg og skal dø, og gennem sin irrationelle angst når ned til nogle lag i sig selv, som han alt for længe har glemt. Men indrømmes må det, at bogen var tydelig i sin struktur. På det psykologiske plan blev den en pendant til Ida Jessens Den der lyver, om den unge læge, der mister grebet om virkeligheden og bliver offer for mørkets kræfter i et snævert landbomiljø.
I det helt store format bød efterårssæsonen på afslutningen af et råmastodontisk projekt, Inge Eriksens trilogi Sommerfuglens vinge, påbegyndt i 1997. Med sidstedelen førtes fotograf Claras historie frem næsten helt til skrivende stund, ligesom en fælles historie blev sammenfattet og tolket, i lyset af paradoksale håb.
Kritikerpris-kandidater
Går vi ned i mini-formatet, fremdrager vi af affaldet på kysten først og fremmest tre bind noveller: Peter Seebergs efterladte sager i En enkelt afbrydelse, Sven Holms Kanten af himlen samt ikke mindst Pia Juuls formidable debut som kortprosaist med Mit forfærdelige ansigt. Skal man udpege en helt oplagt kandidat til dette års Kritikerpris, da må det blive den. Men også Sven Holm, som jo aldrig har fået den, og Inge Eriksen, der af uransagelige grunde heller ikke har, trænger sig i denne forbindelse kraftigt på.
Blandt årets lyrikudgivelser findes der også flere, der nok kunne fortjene en pris. F.eks. Peter Laugesens neddæmpede, sanddru Helt alene i hele verden og hip som ind i helvede, eller endnu mer oplagt Simon Grotrians Seerstemplet, hvor han fortsætter med at befærde og forsøgsvis overtage traditionen, salmedigtningen ikke mindst, samtidig med at fastholde en poetik, ifølge hvilken det enkelte digt skal udgøre et udsat, principielt ubefærdeligt og ubefæstet sted, en ramme, hvor alt kan ske, og hvor man læser med samme primære risiko som den, hvormed digteren skriver.
Lyrikdebutanter
En læser, som om mange år falder over debutanterne fra 2001 hos en antikvar, vil til den tid garantrisse kunne glæde sig over Lone Hørslev Rasmussens af Pia Juul inspirerede TAK og Martin Larsens Det stof alting er gjort af, simpelt hen fordi disse bøger havde sproglig fylde og personlig tone. Derimod tvivler jeg på, at fremtidens lyrik-
entusiaster vil stå i kø for at få fat på Marius Nørup-Nielsens Karakteristikon og Anders Søgaards digte 1. De forekommer begge for diffuse, den første efter spredehagls-, den anden efter vandpistolsmetoden.
Vi strejfede ovenfor Svend Johansens samlede digte. Gyldendal har i år i samme serie udsendt Frank Jægers samlede poesi og Klaus Rifbjergs udvalgte. Den ene var propfuld af fejl og havde en efterhængt note så pinlig i sin rodethed og unøjagtighed, at det må tilrådes biblioteker at udsætte indkøb af værket, til en gennemrettet udgave foreligger. For den anden bog havde man derimod kælet behørigt. Uden at ville det og i hvert fald uden at tænke sig ordentligt om foretog forlaget en rituel genopførelse af det snigmord, som Frank Jæger, delvis med urette, mente at netop Rifbjerg og Torben Brostrøm sidst i 1950erne foretog på ham.
Mens disse linjer skrives, drysser sneen ned udenfor i fine små konvolutter. Jeg tillader mig på stedet at ophøje den til poetisk symbol for tænkepausen, hvori bøger får lejlighed til at vise os, hvad de virkelig dur til. Hvad finder vi på stranden, når tøvejret sætter ind?
