Læsetid: 1 min.

Bogkort

7. december 2001

*Klaus Rifbjerg fylder 70 år midt i december, men fejres allerede nu af Fiskers Forlag med et lille novelleudvalg, Oven over alting, ved Flemming Reislev. Novellerne er fra blade og antologier. Fiskers Kulturbibliotek er en moderne version af det legendariske Hasselbalchs Kulturbibliotek. Pris: 128 kr. Per Arnoldi står for den grafiske tilrettelægning.

*Knuth Becker er kendt for sine selvbiografiske og socialrealistiske romaner. Den første, Det daglige Brød, udkom i 1932. Et udvalg af hans digte, som er mindre kendte, er indsunget på en ny cd af Søren Krogh, der ligesom Becker er fra Hjørring. Han blev grebet af forfatterskabet og fandt via antikvariater frem til de sjældne digtsamlinger. Cd’en er udkommet på Exlibris. Se også www.sorenkrogh.dk

*Jan Cortzen, chefredaktør for dagbladet Børsen i årene 1976-96, har skrevet sine erindringer fra et langt liv i pressen. De grå poter hedder bogen, som koster 299 kr. og er illustreret af tegneren Poul Holck fra Politiken.

*Merete Bjerrum har redigeret en bog med den knastørre titel Filosofi. Etik. Videnskab, som for 388 kr. kan erhverves fra Akademisk Forlag. Bogen er aktuel derved, at den behandler bl.a. omsorgsbegrebet i det moderne samfund.

*Michel Foucault er blandt forfatterne i Distinktion, der er et tidsskrift for samfundsteori, som udgives fra Institut for Statskundskab i Århus. Han skriver om de forskellige biopolitiske traditioner i Tyskland, Frankrig og England. Det nye nummer beskæftiger sig med forskellige aspekter af sundhedspolitik.

*Klaus Kinski, tysk skuespiller, der bl.a. har spillet med i flere Werner Herzog-film, har skrevet en selvbiografi, som tidsskriftet Banana Split bringer et lille uddrag fra i sit 21. nummer netop udkommet fra Forlaget Basilisk. Skriftet har sat sig det prisværdige mål med eksempler at orientere om litteratur andre steder i verden – og bringer tekster af bl.a. Majakovskij, Helmut Heissenbüttel, Octacia Paz og Ron Padgett. Sidstnævnte besøgte København forgangne sommer.

*Jørn Lund har omarbejdet og ajourført sin bog Sprog og sprogbrug, der udkom i 1982. Den nye hedder Sproglig status. (Reitzel, 149 kr.)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her